Nyhed

Ny kampagne skal give korrekte indberetninger til eIndkomst

Nyt kampagnemateriale fra SKAT skal nedbringe fejl i indberetninger til eIndkomst. Danske A-kasser kvitterer for materialet, som brancheorganisationen har efterlyst igennem flere år

Lille grafik af computerskærm til nyhedsbrev om eIndkomst

I eIndkomst findes der oplysninger om alle borgeres indkomst – fra løn til SU, dagpenge og pension. 

Hvis en arbejdsgiver fx ikke indberetter løn korrekt, kan det få stor betydning for den enkelte borger. Ikke mindst i forhold til borgerens ret til dagpenge.

Derfor har Danske A-kasser igennem flere år opfordret SKAT, der administrerer eIndkomst, til at iværksætte en kampagne rettet mod dem der indberetter - særligt arbejdsgiverne - om vigtigheden af, at de indberetter korrekt. Nu er materialet her og direktør i Danske A-kasser Verner Sand Kirk vil gerne opfordre til at dele og bruge det mest muligt:

”Vi er rigtig tilfredse med, at der nu sættes ind med en kampagne rettet mod dem, der indberetter fx løn til indkomstregisteret, så det sikres, at der indberettes korrekt. Det er det, vi har bedt om i omkring tre år, og nu kommer det endelig og så direkte fra myndigheden selv. Vi synes, det er et virkelig godt kampagnemateriale, der lige præcis sætter fokus på de tre vigtigste forhold, som kan sikre, at eIndkomst indeholder rigtige oplysninger. Jeg håber, at mange vil bruge og sprede det,” siger Verner Sand Kirk og understreger, at Danske A-kasser selv vil sprede materialet på sociale medier og andre relevante steder.

Tre opmærksomhedspunkter

A-kasserne skal benytte de oplysninger om fx løn, der indberettes til indkomstregisteret, i deres administration af reglerne i dagpengesystemet.

Oplysningerne skal blandt andet bruges ved tildelingen af rettigheder og den løbende udbetaling af dagpenge til de ledige medlemmer. Dermed har det ikke kun betydning for borgerne, men også for dem, der skal administrere reglerne om fx udbetaling af ydelser til borgerne, at der indberettes korrekt. 

A-kasserne oplever ofte, at særligt arbejdsgivere ikke altid ved, hvilken betydning det har, at de indberetter korrekt – og at der sker fejl, når en borger fx har skiftende arbejdstider, forskellige tillæg, skæve lønperioder eller når der sker ændringer i borgerens løn.

Ved at have fokus på følgende tre forhold kan indberettere gøre en forskel og sikre, at der indberettes korrekte oplysninger:

Nyhedsbrev grafik

1: Lønperioden er ikke altid kalendermåneden
Lønperioden er altid den periode, hvor den ansatte optjener sin løn – ikke kalendermåneden. Det er vigtigt, at lønperioden indberettes korrekt. Indberetningen for lønperioden er nemlig grundlaget for beregning og udbetaling af dagpenge, efterløn og pension.

2: Kun én lønudbetaling per lønperiode

Dispositionsdatoen er den dag, hvor borgeren får udbetalt sin løn. Dispositionsdatoen bliver bl.a. brugt til at afgøre, om den enkelte borger kan få offentlige ydelser, herunder dagpenge.

3: Ret i den lønperiode, hvor fejlen er

Fejl i indberetninger har stor betydning for den enkelte borger og for alle dem, der benytter oplysningerne i eIndkomst. Alle kan begå fejl, men opdager man fejl i sin indberetning, skal man rette den straks. Rettelser skal altid foretages i den eller de lønperioder, hvor fejlen er.

Se mere på skat.dk/eindkomst

Emne