Luk statens puljer og projekter, og hæv det generelle velfærdsniveau

Regeringen har som erklæret mål at nedbringe ministeriers og kommuners anvendelse af eksterne konsulenter. Det er der rigtig god grund til. For selvom der bestemt laves nødvendigt og godt konsulentarbejde, er der altså også godt med pseudoarbejde og varm luft i den branche.

Men man bør gå endnu videre og også skære ned i ministeriernes midler til alverdens puljer og projekter. Det kan frigøre betydelige summer til en generel styrkelse af velfærdssamfundets kerneydelser og den almindelige drift. 

Jeg vil slå helt fast, at formålene med puljerne og projekterne som regel er gode. Det er metoderne, jeg anfægter. Derfor synes jeg for eksempel, at det var positivt, da undervisningsministeren sidste år lukkede en pulje på 65 millioner kroner til udviklingsprojekter for særligt kloge børn - ikke fordi der ikke er plads til forbedringer i forhold til undervisningen af disse børn, men fordi der sandsynligvis er mere fornuft i at give pengene oven i de generelle bevillinger til folkeskolen. Og fordi der sandsynligvis allerede er masser af viden fra både dansk og udenlandsk forskning om kloge børn, som umidellbart kan implementeres i folkeskolen, hvis der er ressourcer til det.

Dette er netop humlen i min kritik af pulje- og projektmageriet: At man lader milliarderne flyde i en lind strøm til puljer og projekter, mens økonomien gennem årene er blevet presset på de fundamentale velfærdsområder, som børn, uddannelse, sundhed, arbejdsløse og ældre.

For mange puljer
Satspuljen, som har været den store projektmotor er heldigvis snart historie. Det vil sige, at der ikke tilføres nye penge til puljen. Der kører dog stadig omkring 15 milliarder kroner rundt i dens allerede igangsatte projekter. Men det største problem nu er, at pulje- og projektmageriet kører lystigt videre i ministerierne.

Næsten alle ministerier har et betydeligt antal puljer i gang. På www.statens-tilskudspuljer.dk kan man få et overblik over de 540 aktive puljer. En tilsvarende opgørelse fra 2018 viste, at der dengang var 486, så desværre går det den forkerte vej med antallet af puljer.

Topscoreren i 2020 er Kulturministeriet med 139 puljer, efterfulgt af Sundheds- og Ældreministeriet med 83 og Miljø- og Fødevareministeriet med 78 puljer. Der er en betydelig spændvidde i, hvad der kan søges penge til. Et par eksempler på hvor der kan hentes penge og til hvad er ’Kartoffelafgiftsfonden’; ’Forbedret brug af livshistorier i pleje og ældreomsorgen’ og ’Naturvidenskabelige olympiader og konkurrencer’.

Selvom formålene er anerkendelsesværdige, er det tvivlsomt, om der er tale om en fornuftig anvendelse af skatteborgernes penge set i lyset af, at pengene alternativt kunne bruges til at forbedre de generelle bevillinger til velfærd og uddannelse. 

Fører ikke til ændringer
Der bruges mange penge på at beskrive og evaluere de forskellige projekter. Men der er næppe mange, der læser de talrige evalueringer, selom de som regel siger, at projektet gik godt, og at de involverede havde en god oplevelse. For det er svært at få øje på ret mange projekter, der har sat sig varige spor i den daglige drift. Der er især to årsager til, at mange projekter er glemt, når projektet afsluttes.

For det første er der en tendens til, at man giver så højt et tilskud, at alt kan lade sig gøre under selve projektet, men når det evt. skal omsættes i daglig drift, er der sjældent ressourcer til at fortsætte på samme niveau. Det siger sig selv, at man kan hjælpe mennesker med sociale problemer bedre, hvis der sættes en sagsbehandler på hver, end hvis det skal klares i en kommunal forvaltning, hvor hver sagsbehandler har mange sager.

For det andet drives mange projekter af fantastiske ildsjæle, der kan få næsten alt til at lykkes i en periode. Det fører til mange succeshistorier. Men når projektet lukker ned, rejser ildsjælene videre til det næste spændende projekt, og projektet går i glemmebogen. 

Mine holdninger til projektmageri er ikke blot er hentet ud af det blå. Jeg har selv erfaringer fra det omtalte cirkus, da jeg i godt to år var direktør for Forebyggelsesfonden. Fonden blev oprettet med en kapital på 3 mia. kroner, som skulle bruges over 10 år til projekter i offentlige og private virksomheder. Pengene blev givet til forbedring af arbejdsmiljø og trivsel i virksomhederne og til sundhedsfremme for de ansatte.

Et grotesk eksempel på, hvad der blev sat i gang, var et sundhedsfremmeprojekt for ansatte på apoteker. De havde en fin projektbeskrivelse og lavede en grundig evaluering, som viste stor tilfredshed. Alle medarbejdere, der var med, blev endda vejet før og efter projektperioden. Og det viste, at de fleste havde tabt sig ganske pænt.

Jeg kunne så ikke nære mig for at dividere den samlede bevilling med det antal kilo, som de i alt havde tabt sig.  Regnestykket viste, at statstilskuddet pr. tabt kilo var 10.000 kroner - ikke ligefrem noget, der kan skaleres til hele samfundet.

Jeg har ikke hørt om, at noget af det, vi gav penge til, for alvor har sat sig varige spor. Men dem, der fik pengene, og dem der var med i projekterne, var glade.

Prioriter kerneydelser
Det er de mange, der er beskæftiget i ministerierne med at lave projektopslag, kommunikationsindsatser, administrere ansøgningsprocedurer og føre tilsyn, også.  Især i konsulentbranchen er de rigtig glade for puljer og projekter. For pengene ruller ind i en lind strøm.

Konsulenter hjælper ministerierne med at tilrettelægge udbudsmateriale og kravsbeskrivelser for ansøgninger. De hjælper ansøgere med at skrive ansøgninger. De er facilitatorer i støttede projekter. Og sandelig om de ikke også tjener gode penge på at evaluere projekterne.

Men der er også mange, der er virkelig trætte af de mange puljer og projekter. Det er de kommuner, institutioner og foreninger, der skal bruge tid og penge på at få andel i bevillingerne. Men de må jo spille med, for der er mange penge i det.

De samme mgælder de medarbejdere, der skal løfte kerneopgaverne i for eksempel ældreomsorgen. De oplever, at de skal løbe hurtigere og hurtigere, mens glade projektmagere render rundt med penge på lommen og laver udviklingsprojekter.

Man bliver ved med at etablere puljer og projekter, fordi regeringer og politkere generelt godt kan lide systemet. De kan få god presseomtale, hver gang de giver et stort engangsbeløb til et godt formål, og det er dejligt bekvemt at sende et positivt og billigt signal om ens gode vilje i stedet for at skulle tage livtag med alt det, der generelt ikke fungerer. Men det må stoppe, så vi fremover kan sikre velfærdsniveauet for alle danskere, ikke kun dem, der kommer med i et midlertidigt  projekt.