Debat: Regeringen overdriver vildt

Regeringens forslag om en total afskaffelse af efterlønsordningen lanceres som det columbusæg, der kan spare ca. 16 mia. kr. og sikre en ekstra beskæftigelse på op mod 100.000 personer. Og statsministeren hyldes af de liberale løver i Folketinget og blandt økonomerne for omsider at have mod til at gøre »det rigtige«.

Det mildeste udtryk, der kan bruges, om de påståede virkninger på beskæftigelse og statsfinanser er, at der er tale om voldsomt vildledende forbrugeroplysning.

Sandheden er, at der inden for de nærmeste år ikke vil være nogen nævneværdig besparelse for de offentlige kasser ved at afskaffe efterlønnen for folk under 45 år og beskære den for de lidt ældre aldersgrupper. Der er desværre rigeligt med ledige i alle faggrupper. Derfor vil der ikke være nogen nævneværdig besparelse - selv hvis man med et hug fjernede efterlønsordningen. De færre efterlønsmodtagere vil stort set blive erstattet af flere modtagere af kontanthjælp, sygedagpenge, førtidspension m.v.

På lidt længere sigt - som økonomerne især har blikket rettet imod - vil der uden al tvivl blive brug for flere hænder på arbejdsmarkedet. Og selvfølgelig vil afskaffelse af efterlønnen til den tid give et bidrag til at forbedre balancen i samfundsøkonomien.

Men også i det lange løb er de enorme milliardbesparelser, regeringen påstår, ekstremt overdrevne. De positive effekter, regeringen siger, det vil have at afskaffe efterlønnen, sker allerede med velfærdsaftalen fra 2006, der fra 2019 gradvis hæver både efterløn - og folkepensionsalderen i takt med vores stigende levealder.

Når de langsigtede virkninger af afskaffelse af efterlønnen overdrives enormt, så skyldes det især, at adfærden allerede er i voldsom forandring, og antallet af efterlønsmodtagere derfor vil falde drastisk helt af sig selv.

Én meget vigtig grund hertil er, at der er langt færre blandt de yngre end blandt dem tæt på efterlønsalderen, der overhovedet betaler efterlønsbidrag og dermed har mulighed for at gå på efterløn. Desuden er der relativt flere med længere uddannelser blandt de yngre, og andelen, der går på efterløn blandt de uddannede, er langt lavere end for de ufaglærte. Faktisk er der allerede i dag syv års forskel på, hvor gamle de lavest uddannede og de højest uddannede i gennemsnit er, når de trækker sig fra arbejdsmarkedet.

En fremskrivning af de allerede kendte mønstre for tilgangen til efterlønnen viser, at der med uændrede regler højst vil være 78.000 danskere på efterløn, når de nuværende 40-44-årige når efterlønsalderen.

I fremskrivningen er der oven i købet ikke taget hensyn til, at de ufaglærtes og faglærtes pensionsopsparinger vokser markant i de kommende år. Det betyder automatisk, at flere vil have en tilskyndelse til at udskyde efterlønnen, så de slipper for at blive modregnet i efterlønnen for deres pensionsopsparing. Dermed vil et kvalificeret skøn være, at det reelle antal efterlønnere vil være nede omkring 70.000.

Altså vil der helt automatisk komme mindst 50.000 færre på efterløn end i dag. Dertil kommer, at velfærdsaftalen til den tid hæver efterløns- og pensionsalderen, så der kommer flere årgange i arbejdsstyrken. Det vil - når de 45-årige er i tilbagetrækningsalderen - yderligere udvide arbejdsstyrken med 45.000 personer.

Det er så også højst usandsynligt, at de kvalifikationer, der bliver mangel på, i tilstrækkelig grad kan fremskaffes fra de 70.000, der til den tid ville være på efterløn, hvis ordningen bevares.

Fremtidens arbejdsmarked får overskud af ufaglærte og underskud af faglærte og personer med videregående uddannelser. Men de ufaglærte er jo stærkt overrepræsenteret blandt efterlønnerne.

Den eneste helt sikre - og meget lidt retfærdige - effekt af regeringens afskaffelse af efterlønnen er derfor, at folk med hårdt og nedslidende arbejde om 20 år først har ret til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, når de er over 68 år. Netop denne gruppe lever i gennemsnit adskillige år kortere end gennemsnittet.

Regeringen bagatelliserer, at en stor del af dem, der afskæres fra efterløn, ikke vil kunne fastholdes i arbejdsstyrken. Mange vil ende på sygedagpenge og førtidspension. Men der vil selvfølgelig ud fra en kynisk betragtning være en vis besparelse ved, at en del af dem vil stå helt uden forsørgelse. Det kan være, fordi de har mistet deres dagpengeret som ledige. Her har man jo lige skåret dagpengeperioden ned til to år. Og nogle vil være i den situation, at de er for syge til at arbejde, men ikke syge nok til at få førtidspension.

Desuden bør man også være opmærksom på, at mange sidst i 50'erne med hårdt arbejde bider smerterne i sig og holder ud, til de kan gå på efterløn. Fjernes efterlønsmuligheden for dem, vil vi se flere, der opgiver tidligere og kommer på sygedagpenge og evt. førtidspension.

Det er i øvrigt også meget interessant, at man diskuterer afskaffelse af efterlønnen som bidrag til at øge arbejdsstyrken, som om denne var en statisk og nationalt veldefineret størrelse. Men vi har jo lært os fra erfaringerne fra 2004-2008, at EU's åbne arbejdsmarked kan sikre titusinder af kvalificerede medarbejdere, så snart vi registrerer arbejdskraftmangel i Danmark.

Det er ikke et spørgsmål om vi ønsker det eller ej. De har ret til at komme her, hvis de kan finde arbejde. Og vi kan faktisk ikke frigøre os fra den tanke, at mange af de arbejdsgivere, der nu giver fuldt medløb til nødvendigheden af at afskaffe efterlønnen, i næste højkonjunktur alligevel vil forbigå de mere eller mindre nedslidte danske arbejdere omkring de 60 år og foretrække en ung polak!

Hvad skal der så til? Selv om der således allerede er vedtaget reformer og sker adfærdsændringer, som øger arbejdsudbuddet med ca. 95.000, er der imidlertid bredt politisk og blandt vismænd og andre økonomer enighed om, at der nok er brug for at øge arbejdsstyrken med yderligere ca. 55.000 på længere sigt.

Den politiske diskussion og uenighed kan skæres ned til spørgsmålet om, hvordan dette kan og bør sikres.

Regeringen vil gøre det ved helt at afskaffe efterlønnen med den konsekvens, at folk med et belastende eller hårdt fysisk arbejde engang i fremtiden først kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, når de er over 70 år - medmindre de kan komme gennem det nåleøje, som en førtidspensionssag udgør. Det er en tvivlsom og usympatisk metode.

Det alternative svar er oppositionens forslag om, at det ekstra arbejdsudbud må sikres ved, at dem, der arbejder, leverer lidt mere arbejdstid. Det kan være ved, at deltidsansatte går et antal timer op i tid, og ved at fuldtidsbeskæftigede giver den en ekstra skalle. De berømte 12 minutter om dagen er en måde at sætte proportioner på det samlede merarbejde, der bliver brug for.

Men en ikke uvæsentlig del af de flere arbejdstimer bør kunne fremskaffes ved at mindske udstødningen fra arbejdsmarkedet til førtidspension, langvarig kontanthjælp, sygedagpenge m.v. Her er den triste virkelighed, at der uanfægtet af ekstremt gode konjunkturer frem til finanskrisen er kommet stadig flere på disse forsørgelsesordninger. Det samlede antal mennesker mellem 18 og 67 år på offentlig forsørgelse er kommet op på 850.000. - og heri er unge på SU og forældre på barselsorlov ikke talt med.

Det har ikke skortet på tiltag og nye regler for de mange forsørgelsesordninger. Men samlet set har det været en fiasko. Systemet synes at fungere som forbundne kar. Er der strammet på en ordning, er der bare blevet flere i en anden. At få brudt denne triste lovmæssighed er den virkelig store udfordring, hvis velfærdssamfundet skal hænge sammen fremover.

En stor del af løsningen ligger i den kæmpeudfordring, det er at rette op på de sidste mange års forsømmelser i uddannelsespolitikken. Der bliver underskud af personer med videregående uddannelser og også af faglærte. Derimod vil vi få et ”overskud” af ufaglærte. Dette arbejdsudbudsproblem løses ikke med den medicin, der hedder nul efterløn til de ufaglærte, som jo netop er den gruppe, der fortrinsvis bruger efterlønsordningen.

Vi løser kun udfordringen ved at få reformeret hele uddannelsessystemet fra folkeskole til universitetsniveau. Vi skal nedbringe det store frafald fra de erhvervsfaglige uddannelser, som er hovedårsag til, at vi stik imod alle intentioner har set, at færre og ikke flere unge gennemfører en kompetencegivende uddannelse. Vi skal have en langt større og bedre voksen- og efteruddannelsesindsats, som skal sikre, at danskerne gennem hele arbejdslivet er klædt på til arbejdsmarkedet - uanset om de er 30 eller 60 år.

De mål, vi er enige om for udvidelse af arbejdsstyrken, nås kun på realistisk og sympatisk vis gennem massiv satsning på uddannelsespolitikken - og ved, at de af os, der har de kvalifikationer, der bliver mangel på, arbejder lidt mere end i dag. Men det passer i øvrigt også fint med iagttagelsen om, at mennesker, der får uddannelse, holder ud til en højere alder end dem uden uddannelse!

Bragt i Jyllands-Posten den 20. januar 2011