Bulgarske Valeri kan tage sine danske dagpenge med hjem og få et beløb, der svarer til 185.000 kr. om måneden
Dagpengesystemet udgør en hjørnesten i velfærdssamfundet. Det skal vi værne om. Derfor er det helt afgørende, at vi sikrer, at de dagpenge, man kan tage med til andre EU-lande, svarer til prisniveauet i det land, man tager til. Det handler grundlæggende om rimelighed.Det skriver Danske A-kassers formand Torben Poulsen i et indlæg i Jyllands-Posten
Lad mig starte med at slå fast: EU og EU’s frie bevægelighed er en gevinst for Danmark. Beregninger har vist, at Danmark tjener mere end 100 mia. kr. om året på det indre marked. Og tvivler man på beregningerne, kan man blot tage et kig på det kaos, som brexit har efterladt Storbritannien i, og som hver måned koster dem mange millioner pund.
Men det betyder selvfølgelig ikke, at alt i EU-systemet er fryd og gammen. Der er områder, hvor reglerne ikke længere er tidssvarende, og hvor EU desværre har virket en anelse tonedøv i forhold til at løse problemerne. Et af de områder er medlemsstaternes ret til at indeksere f.eks. dagpenge til leveomkostningerne i det land, som arbejdstageren befinder sig i.
I dag er reglerne nemlig skruet sådan sammen, at der kun er tale om en envejs-indeksering. Det kan lyde kryptisk, men lad mig komme med et eksempel.
Bulgarske Valeri får job i Danmark og melder sig straks ind i en dansk a-kasse. Efter fire måneder bliver han opsagt. Da Valeri kun har arbejdet i Danmark i få måneder, skal a-kassen medregne hans beskæftigelse i Bulgarien, når dagpengesatsen skal fastsættes. Da lønnen i Bulgarien naturligvis er mindre end i Danmark, ganger man hans tidligere løn med en ”indekseringsfaktor” på 9.84, svarende til forholdet mellem bruttolønnen i Danmark og Bulgarien, til at beregne hans dagpengesats. Det er sådan set rimeligt nok.
Problemet opstår, hvis Valeri beslutter sig for at tage sine danske dagpenge med sig hjem til Bulgarien i de tre måneder, som i dag er tilladt. Her må indekseringsfaktoren nemlig ikke bruges til at tilpasse ydelsen. Det betyder altså, at Valeri får et beløb, der i forhold til prisniveauet i Bulgarien kan svare til en månedsindkomst på omkring 185.000 kr. i Danmark!
Det er absurd, og udfordringen bliver kun større af, at der inden længe forventes at lande en EU-aftale, der giver EU-borgere adgang til dagpenge efter blot en måneds arbejde og mulighed for at tage pengene med ud af landet i hele seks måneder.
Man skal i hvert fald ikke have en stor fantasi for at se, at Danmark hurtigt kan udvikle sig til et El Dorado, når man med de nye regler kan tage seks måneders direktørløn med sig hjem efter blot en måneds arbejde. Det er ikke rimeligt. Derfor skal vi have sat en prop i hullet, inden dagpengesystemet for alvor risikerer at blive sat under pres.
Det kræver et opgør med bestemmelserne i den såkaldte 883-forordning. Og her håber jeg, at den danske regering sammen med de danske EU-parlamentarikere vil kæmpe for at sikre nogle ordentlige løsninger, og at der indføres en bestemmelse, der gør det muligt at indeksere dagpengene begge veje.
Jeg anerkender, at det bliver svært. Men i disse år, hvor mange lande kæmper imod svigtende opbakning til EU-projektet, er det måske mere end nogensinde afgørende, at EU-reglerne opfattes som fornuftige over for de borgere, der igennem et helt liv har betalt skat og a-kassebidrag. Hvis først de føler, at reglerne ikke er rimelige, så risikerer det ikke bare at undergrave fundamentet for velfærdssamfundet, men også opbakningen til EU og den frie bevægelighed.
Konsekvensen så vi med brexit – og det skal ikke gentage sig. Tonedøve eller ej, så bør den nye EU-Kommission og det nye Europa-Parlament i hvert fald forsøge at skabe et samarbejde, der bygger på rimelighed. Og her kunne de jo passende starte med at kigge på 883-forordningen.
