Ordførerrundtur

Sofie Carsten Nielsen stoler også på a-kasserne

Danske A-kassers rundtur blandt Folketingets beskæftigelsesordførere er nået til den radikale Sofie Carsten Nielsen. Sofie tager imod på sit hyggelige kontor på Christiansborg, hvor hun har presset præcis 45 minutter ind til os mellem to møder. Med en folketingsgruppe på otte medlemmer er der nok med møder til alle radikale på Christiansborg

Sofie Carsten Nielsen

(Foto: Steen Brogaard)

Hvem er hun så?

Sofie Carsten Nielsen beskriver umiddelbart sig selv som én, der ”lever pænt op til alle de klassiske fordomme om en radikal": ”Jeg er kvinde og har en lang uddannelse – endda i statskundskab.” Sofie har haft en ”absolut privilegeret barndom”. Vokset op i Birkerød, hvor familien på begge sider har boet i generationer. Sofies farmor og morfar gik i skole sammen (men endte altså op på hver sin side af Sofie Carsten Nielsens stamtræ). Hendes farfar var lokal tømrermester, hendes morfar og mormor de lokale læger. Alt i alt beskriver Sofie barndommen i Birkerød som et stærkt familiefællesskab – med mange ressourcer.

Begge Sofie Carsten Nielsens forældre har været selvstændige. Faren har drevet et markedsføringsfirma og var siden marketingdirektør på Politiken. Moren havde en oversættelsesvirksomhed med fire andre kvinder.

Sofie er da heller ikke vokset op med drømmen om at blive politiker. Som barn drømte hun om at blive spion, senere udviklede drømmen sig til sprogofficer eller diplomat. Men en drivkraft har altid været kampen mod grundlæggende uretfærdigheder, som f.eks. manglende ligestilling og mangel på lige muligheder

I folkeskolen sad Sofie i elevrådet, hun arrangerede debatter op til valg og grundlæggende mente, at alle skulle engagere sig. Men ungdomspolitik blev det ikke til.

Heller ikke Det Radikale Venstre lå lige for. Begge Sofies forældre er medlemmer af Venstre. Hendes morfar sad i en periode i byrådet – også for Venstre. Dog mere som en tjeneste han gjorde partiet end drevet af et egentligt politisk kald.

Ligefrem et "ungdomsoprør" vil Sofie ikke karakterisere sit valg af det Radiale Venstre som, men hun medgår, at hun var den største ballademager i søskendeflokken, der ud over Sofie består af en storesøster og en lillebror.

 

Jeg var 14 år i 1989, da muren faldt og kinesiske dissidenter marcherede på den himmelske fredsplads. Det var banebrydende identitetsoplevelser for mig
...

Vejen ind i politik?

"Jeg var 14 år i 1989, da muren faldt og kinesiske dissidenter marcherede på den himmelske fredsplads. Det var banebrydende identitetsoplevelser for mig. Og mest af alt lærte det mig, at man kunne, hvis man ville. Og hvis man står sammen".

Hvis der er to ting, der for alvor har formet og vakt Sofie Carsten Nielsens politiske engagement, er det ligestilling og EU. Dels begejstringen for det europæiske projekt, der blomstrede op i kølvandet på murens fald og dels en dybtfølt indignation over kønsdiskriminering. En indignation hun også har båret med sig fra sin tidligere ungdom, hvor hun i sit eget hjem oplevede en mor, der både drev sin virksomhed og det fælles hjem. Faderen - derimod - havde frihed til mest at koncentrere sig om sit arbejde alene.

Sofie Carsten Nielsens første job efter studiet var for Lone Dybkær i Europa-Parlamentet. Herefter vendte hun hjem til et klassisk embedsmandsjob i Danmark, hvor hun har arbejdet med ligestilling og EU-koordination i forskellige ministerier.

Men det politiske trak. Sofie Carsten Nielsen var i starten af årtusindet organisatorisk aktiv i Det Radikale Venstre, og under en barsel valgte hun at stille op til Europaparlamentsvalget i 2009. Hun blev ikke valgt og efter barslen måtte Sofie Carsten Nielsen træffe et valg: Skulle hun fortsætte karrieren i statsforvaltningen og lægge det politiske bag sig – eller skulle hun vælge den usikre vej som politiker.

Sofie Carsten Nielsen valgte politikken og lagde den ellers sikre karriere bag sig. - Det her bliver jeg simpelthen nødt til.

Konsekvensen er, at hun måtte søge væk fra jobbet som neutral embedsmand, og hun fik landet et ”skønt job” som politisk chef i Ingeniørforeningen. Sofie blev spidskandidat til Europa-parlamentet for de radikale i 2009. I 2010 blev hun opstillet til folketinget og ved folketingsvalget i september 2011 blev Sofie Carsten Nielsen valgt ind.

Det er nu, vi skal skabe fundamentet for et reelt rummeligt arbejdsmarked, hvor der er plads til mange flere med forskellige udfordringer, fysiske som psykiske
...

Hvis du var beskæftigelsesminister i en uge, hvad ville du så ændre?

"Så handlede det i første omgang om barsel til fædre og barsel til selvstændige - og det er dæleme dulme vigtigt!"

Og så ville Sofie Carsten Nielsen gerne lave reformer på en anden måde – ja, faktisk politik på en anden måde: - Store reformer skal man bruge noget længere tid på. Det kan man kun, når der er opgang i konjunkturerne. Så det er nu! Og ikke hvis man igen rammer en lavkonjunktur, hvor det bare skal gå stærkt.

"Det er nu, vi skal skabe fundamentet for et reelt rummeligt arbejdsmarked, hvor der er plads til mange flere med forskellige udfordringer, fysiske som psykiske. Vi skal genetableret tilliden – inddrage aktørerne. Udvikle politikken derude i virkeligheden sammen med virksomheder, ledere, sagsbehandlere og borgere. Christiansborg kan meget – men Christianborg kan ikke det hele. Og det lyder selvfølgelig meget idealistisk, men det er min drøm. Vi er nødt til at udvikle politik på en anden måde."

Hvad tænker du om Dansk Industris opfordring til ikke at forringe dagpengesystemet yderligere?

"Det tænker jeg er helt rigtigt. Der skal være tillid til, at det sikkerhedsnet er der. Jeg kan godt forestille mig et mere fleksibelt system og nogle trappemodeller – fordi det vil passe bedre til fremtidens arbejdsmarked. Men løsningen skal komme fra arbejdsmarkedets parter og det handler ikke om reformere for at forringe noget. Det har vi radikale i hvert fald ingen ambitioner om."

Forenklingen af beskæftigelsesindsatsen – er du optimist?

"Jeg prøver at være optimistisk. Vi holder godt nok mange møder. Alle kommer med gode intentioner. Men alle – også a-kasserne - har også lige en historie om lige præcis dem her, der kommer i klemme, og så rækker fantasien sjældent til andet end en ny regel. Beskæftigelsesloven er fyldt med gode intentioner og interesser, men vi er nødt til at stoppe op og trække vejret."

Hvordan tænker du generelt om a-kasserne?

"Jeg vil gerne være med til at give a-kasserne et større ansvar. Jeg vil gerne prøve, om det kan virke. Og jeg synes ikke, at argumentet om, at kommunens Jobcenter bedre kender borgerne, har validitet."

"Jeg har generelt et lidt broget billede af a-kasserne. Men de a-kasser, der gør det godt, de kender deres medlemmer. De sætter tidligt ind og de sætter rigtigt ind. Og det er Jobcentret bare ikke særligt godt gearet til. Nogle a-kasser er. A-kasserne skal have chancen for at udfolde sig. Og så må det blive dem, der kan levere, der leverer."

"Der er meget godt at sige om a-kasserne. I viser, at I er villige til at gå ind i diskussionerne om fremtidens arbejdsmarked. En del a-kasser er ret modige – der er også nogle, der ikke er så modige, men mange er."

"Ind imellem bliver jeg også lidt træt, hvis det mere handler om at være selvopretholdende. Det er ikke mystisk og jeg kan godt forstå det. Men det holder ikke på den lange bane. Men jeg stoler faktisk på a-kasserne, siger Sofie Carsten Nielsen med slet skjult hentydning til en berømt radikal kampagne."

Med på vejen får a-kasserne også en opfordring fra den radikale ordfører:

"Jeg synes, at a-kasserne har været gode til at omfavne den nye teknologi. Både uden at blive for teknologibegejstrede eller blive maskinstormere. Nu kunne jeg også godt tænke mig, at man fandt balancen og bød ind med nogle løsninger i forhold til diskussionerne om prekariatet og et nyt arbejdsmarked med mange ansættelsesformer."

Beskæftigelsessystemet er i hvert fald markant forandret – enten gør vi det selv eller også bliver det  af udviklingen
...

Hvor er du og hvor er beskæftigelsessystemet om 10 år?

Beskæftigelsessystemet er i hvert fald markant forandret – enten gør vi det selv eller også bliver det af udviklingen. Disruption, som vi kalder det med, hvad Sofie Carsten Nielsen betegner som et ”møgord”.

"Men jeg tror på den danske model kan udvikle sig og rumme udviklingen. Vi har faktisk chancen for at skabe endnu en europæisk darling og sætte en europæiske dagsorden: En flexicurity 2.0 – socialt ansvar på et moderne arbejdsmarked."

Sofie Carsten Nielsen er overbevist om, at den politiske ild også brænder i hende om 10 år – også selvom hun ironisk nok medgiver, at hun til tider selv lider lidt af ”politikerlede”. Så om det er fra Christiansborg ved Sofie Carsten Nielsen ikke.

Men ambitionen om at skabe flere muligheder for flere mennesker, der vil og skal fortsat være den drivende kraft i Sofies professionelle virke.