Ordførerrundtur

Torsten Gejl – Kaospiloten, der vil hvirvle støvet op

Danske A-kasser er nået til Torsten Gejl på vores interviewrunde blandt Folketingets beskæftigelsesordførere. Mød kaospiloten der vil give dagpenge uden modkrav

Torsten Gejl

Foto: Steen Brogaard

Danske A-kassers udsendte har sat Alternativets beskæftigelsesordfører, Torsten Gejl, stævne en smuk efterårsdag på Christiansborg. – Skal vi ikke sættes os udenfor og snakke, lægger Torsten ud. Og med efterårssolen i ansigtet begynder vi vores snak med den alternative beskæftigelsesordfører i de lidt alternative rammer. Allerførst skal vi dog have lidt kaffe, som Torsten Gejl selv skynder sig at brygge til os.

Hvem er du, hvis du skal præsentere dig selv?
– Jeg er uddannet på KAOS piloterne i Aarhus – hold 1!, flyver det ud af munden på Torsten med slet skjult stolthed. Jeg har været i Frontløberne – blandt andet som leder (Frontløberne beskriver sig selv på nettet som ”en åben projektplatform for unge kulturskabere”) og arbejdet små 25 år som selvstændig. De sidste 10 år i virksomheden OCN Danmark i Aarhus. OCN Danmark hjælper over 100 organisationer med at certificere uformelle kompetencer. - Giver mennesker et validt dokument på det, som de har lært udenfor skolen.

Men hvad er ellers din baggrund?
- Jeg er vokset op i Aarhus. Jeg har nok det, man ville kalde en … meget belastet barndom, som man siger, fortæller Torsten Gejl med en mimik, der ikke efterlader nogen tvivl om, at det ikke altid har været de lykkeligste år. – Men jeg slap igennem. Gik på Kochs Skole (en friskole i Aarhus) og Marselisborg Gymnasium.

Jeg har nok det, man ville kalde en … meget belastet barndom
...

 

Efter gymnasiet arbejdede Torsten Gejl tre sæsoner som fisker på Lofoten (en norsk ø-gruppe i det nordlige Atlanterhav – nord for Polarcirklen - der er kendt for sin særegen og barske natur). Jobbet som fisker i det nordnorske beskriver Torsten Gejl som det bedste job, han nogensinde har haft: - Et fantastisk fedt liv. Ud på Atlanterhavet hver morgen og trække garn op og se hvad der gemmer sig af spændende fisk. Det var virkelig fedt!

Torsten har også været sejlmager, arbejdet på højfjeldshotel, rejst verden tynd og været med i Next Stop Sovjet, der skulle lære russerne demokrati. Derfra kom Torsten ind i frontløbermiljøet i Aarhus.

Vejen ind i politik?
- Jeg er simpelthen i politik på grund af min intuition. Jeg havde ikke snakket med Uffe (Elbæk red.) i 10-15 år. Men da Uffe forlod De Radikale, sagde min intuition mig, at der var noget nyt og stort under opsejling: Uffe går ikke ud af ting – Uffe går ind i ting. Så jeg skrev en mail til ham – et wild shot: Jeg skrev til ham, at hvis han var ved at starte et nyt parti, hvor det handlede om bæredygtig omstilling og hvor det handlede om en produktudvikling af demokratiet, så skulle han tage mig med!

Jeg er simpelthen i politik på grund af min intuition
...

 

- Jeg fik et kryptisk svar tilbage: At jeg var tættere på end jeg troede, men at han ikke kunne sige noget. Så gik der 14 dage og så viste det sig, at der var en lille håndfuld mennesker, der var i gang med partiforberedende virksomhed herinde (på Christiansborg red.) i største hemmelighed. Jeg fik den første projektbeskrivelse på ”Alternativet” og det var lige det, som jeg manglede. På det tidspunkt følte jeg mig ”politisk vægtløs”. Jeg har altid været enormt politisk interesseret og haft lyst til at gå ind i politik.

Thorning-regeringen havde skuffet Torsten. Både på det konkrete niveau og i deres retorik: - Og når dem, man har forsvaret til middagsselskab efter middagsselskab bliver ved med at gøre det forkerte, så betyder det jo ikke, at man hopper over til dem, man plejer at være imod. Så bliver man vægtløs og mister lysten til at beskæftige sig med det politiske system. En ubehagelig fremmedgørelse. Alternativet var de helt rigtige værdier krydret med en stærk iværksætter ånd!

Hvordan med beskæftigelsespolitikken?
- Tja – jeg har altid været glødende modstander af kontanthjælpsloftet, førtidspensionsreformen – og alle de andre fattigdomsreformer. Når man i et velfærdssamfund der er i vækst, gør fattige mennesker mere fattige og gør livet sværere for de udsatte… Den kabale kan jeg simpelthen ikke få til at gå op. Job reform I og II. De handler jo om at suge penge op fra de nederste i samfundet til de rigeste. Det er hjerteløst.

Hvordan med A-kasserne – hvad tænker du om os?
- Jeg har helt ærligt ikke brugt særlig meget tid af mit livet på at ærgre mig over a-kasserne. I er jo en vigtig del af velfærdssamfundet, siger Torsten Gejl med et skævt smil, men bliver lynhurtigt optændt af noget, man kan mærke betyder noget for ham:

- Noget af det positive, som jeg meget gerne vil fremhæve: Flere af de a-kasser som jeg snakker med, er meget åbne overfor tankerne om dagpenge uden modkrav. Man har sanktioneret så meget, man kan. Man har ligesom udtømt mulighederne i den type redskaber. De a-kasser jeg taler med, vil hellere bruge ressourcerne på service.

Forsøg: Drop rådighedskravet
- Jeg har konkret talt med nogle a-kasser om muligheden for helt at droppe al kontrollen for at frigive ressourcer til at få mennesker i job. Det giver jo langt mere mening at hjælpe folk videre end at tvinge dem rundt til en masse, der ikke rigtigt gør gavn. Det betyder, at man skal droppe rådighedskravet. Sige til medlemmerne: Vi vil faktisk ikke tvinge jer til noget, men vi har nogle gode tilbud. Det vil måske betyde, at der er en enkelt, der bare lægger sig hjem på sofaen – det kan jeg jo ikke udelukke – men vi skal ikke lave mareridt for tusinder af mennesker, fordi vi lovgiver ud fra den ene, der måske snyder.

- Derfor prøver vi at få et forsøgsprojekt op at stå, hvor vi får lov til at droppe rådighedskravet og a-kasserne i stedet kan bruge ressourcerne på at servicere medlemmerne. Og det møder stor interesse hos flere a-kasser.

Møder du samme interesse herinde på Christiansborg for at slække på rådighedskravet?

Når man taler dagpenge eller kontanthjælp uden modkrav herinde – så hvirvler man virkelig støvet op. Så flipper folk ud! Man er uansvarlig og brynene ryger helt op i panden. Men dét der hvirvler støvet op på Christiansborg, det virker faktisk ofte i virkeligheden. F.eks. i Kalundborg Kommune, der har lavet et 2-årigt forsøg med kontanthjælp uden modkrav, hvor mange har droppet kravene til de 100 mest ressourcesvage aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere og i stedet givet frivillige tilbud. Resultaterne er slående! At give folk deres frie vilje tilbage – ejerskabet over deres eget liv. Vise tillid. Det giver fantastiske resultater.

Når man taler dagpenge eller kontanthjælp uden modkrav herinde. Så flipper folk ud!
...

 

- Og jeg fornemmer stor interesse hos flere a-kasser. Og det er ikke som sådan odiøst – det er ikke dramatisk. Altså, det handler jo bare om, at man bruger ressourcerne på at hjælpe folk i stedet for at kontrollere dem. Tager hul på tillidsdagsordenen.

Er du optimistisk i forhold til at få mere tillid i beskæftigelsessystemet?

- Ja - bestemt! Hvis vi bare får lov til at lave et par forsøg med kontanthjælp og dagpenge uden modkrav, så vil resultaterne blive så gode, at enhver beskæftigelsesminister, vil tænke ”jeg vil jo bare have folk i job – og så er jeg da ligeglad med, om det er de langhårede eller korthårede metoder der virker”. Det kræver flere konkrete forsøg. For så vil vi finde ud af, at tillid er en kapital, der kan omsættes til vækst og velfærd. Det vil jeg love dig.

Hvor er Torsten Gejl om 10 år?

Om 10 år er jeg på vej ned af en lakseelv oppe i vildmarken. Jeg elsker naturen. Jeg snorkler, fisker, vandrer - er et vildtmarksmenneske – men elsker også en god campingtur til Mols med mine børn. Og efter Christiansborg skal jeg have et virkelig meget langt ophold langt ude i naturen, slutter Torsten Gejl med et drømmende smil.

Efter Christiansborg skal jeg have et virkelig meget langt ophold langt ude i naturen
...