Kommentar

Nye regler for frivilligt arbejde kræver monitorering

Regeringen har i dag fremlagt sit udspil til nye regler for frivilligt arbejde for efterløns- og dagpengemodtagere. Med udspillet får landets efterlønnere og dagpengemodtagere snart klarhed på området – og det er godt

none

Af Torben Poulsen, formand for Danske A-kasser

Ambitionen må være at skabe et system, hvor man som efterlønner eller dagpengemodtager på den ene side har fornuftige muligheder for at bidrage med sine evner og kræfter i Forenings Danmark – uden at man på den anden side er med til at underminere reelle jobs eller skabe unfair konkurrence.

Det skal derfor være Danske A-kassers klare opfordring, at man i forbindelse med nye regler på området samtidig iværksætter en monitorering, så vi kan sikre, at begge hensyn bliver tilgodeset med de nye regler: Oplever den enkelte klarhed og fornuft på området? Og undgår vi, at frivilligt arbejde underminerer dele af arbejdsmarkedet og skaber ulige konkurrence?

Oveni mangler vi fortsat en mere indgående viden om, hvordan frivilligt arbejde påvirker lediges mulighed for at komme tilbage i arbejde. Er det fx rigtigt, at de, der arbejder frivilligt og ulønnet, er ledige i længere tid? Et spørgsmål, der har været omdiskuteret i de seneste måneder og år. Med en ordentlig evaluering og monitorering af de nye regler har vi chancen for at blive klogere.

Endelig vil Danske A-kasser opfordre til, at man med de nye regler indstiller frikommuneforsøgene på dette område. Nye regler skal gælde for alle landets efterløns- og dagpengemodtagere. Med nye regler giver det ingen mening at forsætte med løsrevne eksperimenter på området. Samtidig er det en uskik at gennemføre forsøg, hvor erfaringerne ikke systematisk opsamles og gør os alle klogere. Det krav lever frikommuneforsøget desværre langt fra op til.