Nyhed

2013-15: 70.000 mistede retten til dagpenge

Med udgangen af 2015 har 70.000 oplevet at miste retten til dagpenge – alene i 2015 var tallet små 16.500. Det viser den seneste opgørelse fra AK-Samvirke.

Reb i frit fald

Dagpengereformen fra 2010 fortsætter med at sende tusindvis af mennesker ud af dagpengesystemet. I 2015 var der ca. 16.500 personer, der oplevede at miste retten til dagpenge. Samlet set har ca. 70.000 mennesker opbrugt deres dagpengeret i perioden fra 2013-15. Den oprindelige vurdering var, at 2-4.000 mennesker om året ville ende i den situation.f

Hvad bringer fremtiden?

Det er AK-Samvirkes vurdering, at også 2016 vil betyde, at betydeligt antal mennesker vil falde ud af dagpengesystem. Alene i januar 2016 har ca. 1.100 personer opbrugt retten til dagpenge. Hvis dette niveau fortsætter vil ca. 13.000 opbruge dagpengeretten i 2016.

I efteråret 2015 indgik et flertal på Christiansborg et nyt dagpengeforlig, der blandt andet skal reducere antallet af mennesker, der opbruger retten til dagpenge. Reformen træder i kraft i 2017. Ifølge Dagpengekommissionen vil de nye regler nedbringe antallet der mister dagpengeretten med ca. 2.000 årligt.

Det er derfor AK-Samvirkes forventning, at antallet af personer, der opbruger deres dagpengeret vil falde i 2017. Men det er samtidigt forventningen, at vi langt fra vil nærme os de oprindelige forudsatte 2-4.000 personer om året, som var forudsætningen, da man i 2010 besluttede at halvere dagpengeperioden og fordoble genoptjeningskravet. Det skriver AK-Samvirke blandt meget andet i deres høringssvar om den nye dagpengereform.