Dagpengereform

16.700 mistede dagpengene i 2014

Nye tal fra a-kasserne og AK-Samvirke viser, at næsten 51.000 ledige har mistet dagpengene på to år. Flest 3F’ere har mistet dagpengeretten.

Sur smiley

En ny opgørelse fra AK-Samvirke viser, at 16.700 ledige mistede dagpengeretten i 2014. I 2013 var det 33.900 ledige, der mistede dagpengene. Næsten 51.000 ledige har dermed mistet dagpengene siden 1. januar 2013.

Det meget høje antal ledige, der mistede dagpengene i 2013, skyldtes den hårde indfasning af dagpengereformen. I 2014 er antallet, der har mistet dagpengene, lavere, men stadig mange gange højere end de 2-4.000 årligt, som var den beregningsforudsætning, reformen blev vedtaget på.

Grundlaget for reformen var, at maksimalt 2-4.000 ledige ville miste dagpengene årligt. Men faktum er, at reformen har kostet næsten 51.000 dagpengene på to år
Torben Poulsen, formand for AK-Samvirke

.

 

Reformen gør danskerne utrygge

 

Det fortsat store antal ledige, der mister dagpengeretten, bekymrer AK-Samvirkes formand, Torben Poulsen. Reformen har alt for mange negative effekter, og den gør danskerne utrygge, understreger han:

”Dagpengereformen betyder, at langt flere ledige end forventet bliver ved med at miste dagpengene. Reformen er derfor med at skabe en stor utryghed i befolkningen. Både hos dem der har mistet dagpengene, men også blandt dem, der måske er bange for at miste jobbet,” siger Torben Poulsen og fortsætter:

”Reformen er ikke holdbar i længden. Grundlaget for reformen var, at maksimalt 2-4.000 ledige ville miste dagpengene årligt. Men faktum er, at reformen har kostet næsten 51.000 dagpengene på to år.”

Dagpengereformens konsekvenser er blevet afbødet noget af den midlertidige arbejdsmarkedsydelse med videre. Men ifølge AK-Samvirkes opgørelse, mistede ca. 5.000 ledige retten til arbejdsmarkedsydelse i 2014. I 2015 vil dette tal stige markant. Det er dog endnu for tidligt at vurdere, hvor mange ledige det i alt kommer til at dreje sig om.

Flest 3F’ere har mistet dagpengene

Den nye opgørelse viser, at 3F’s a-kasse er den a-kasse, hvor flest medlemmer har mistet dagpengeretten. I 2014 mistede ca. 4.000 3F’ere dagpengeretten. I HK’s a-kasse havde man ca. 1.800 medlemmer, som mistede dagpengene, og i FOA’s A-kasse mistede ca. 1.700 medlemmer dagpengeretten.

I Danske Sundhedsorganisationers A-kasse(DSA) mistede godt 50 medlemmer dagpengene. DSA er dermed den a-kasse hvor færrest mistede dagpengene i 2014. I El-fagets A-kasse var det ca. 70 medlemmer, og i Arbejdsløshedskassen for Journalistik, Kommunikation og Sprog (AJKS) mistede ca. 100 medlemmer deres dagpengeret.

Omtalt af Jyllands-Posten, 13. februar 2015