Debat

Debat: Ensartet samarbejde mellem a-kasser og jobcentre

Giv a-kasserne ansvaret for de ledige det første halve år, skriver Bo Gatzwiller og Morten Kaspersen i dette debatindlæg i Jyllands-Posten

Af Bo Gatzwiller, direktør i HKs A-kasse og Morten Kaspersen, forretningsfører i 3Fs A-kasse og formand for AK-Samvirke

JP-Erhverv havde den 30. september en artikel med overskriften ”A-kasser afviser frieri fra jobcentre.” Artiklen tager udgangspunkt i, at den radikale beskæftigelsesborgmester foreslår, at samarbejdsmodellen mellem a-kasserne og jobcentrene i København kommer på bordet i regeringsforhandlingerne. Desværre kan vores og FOA’s formands udtalelser tages til indtægt for, at vi afviser frieriet fra Københavns Beskæftigelses- og integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev.

Det gør vi nemlig ikke! Tværtimod er vi helt enige med Allerslev i, at erfaringerne fra lokale forsøg nu bør udmøntes i en bedre og mere klar arbejdsdeling mellem a-kasser og jobcentre. Vores holdning er, at tiden er kommet til at lave en fælles model ihele landet i stedet for 98 varianter af samarbejdsaftaler mellem a-kasser og jobcentre.

Blandt a-kasserne er der da også bred enighed om, at det nuværende samtalecirkus og dobbeltarbejde mellem a-kasser og jobcentre er spild af ressourcer og urimeligt over for de ledige.

A-kasserne bør have det fulde ansvar for en ordentlig vejledning og hjælp til jobsøgning i det første halve år, eller indtil de ledige omfattes af ret og pligt til et job- eller uddannelsestilbud.Så kan jobcentrene koncentrere sig om at hjælpe dem, som har været ledige i lang tid og har behov for et aktiv-tilbud om job eller uddannelse.

Det er netop sådan en model, som er blevet afprøvet i København. Det er dog vigtigt, at modellen bliver gjort generel og landsdækkende, så vi ikke skal bruge tid på bureaukratiske forhandlinger om 98 varianter med de enkelte kommuner.

Det bidrager til forvirringen i artiklen, at FOA’s Dennis Kristensen citeres for, at tingene skal skrues tilbage til før kommunalreformen, hvor vi havde et statsligt arbejdsformidlingssystem. Det er imidlertid en anden diskussion. For uanset om jobcentrene er kommunale eller statslige, er der brug for en mere hensigtsmæssig arbejdsdeling.

I dag har vi ikke en fælles arbejdsmarkedspolitik. Derimod er der i lige så mange aktiveringspolitikker, som der er kommuner.

Hvordan en fremtidig arbejdsmarkedspolitik konkret skal skrues sammen, er en god diskussion værd, men det er uomgængeligt at der er et stærkt behov for, at få staten på banen igen.Det er også nødvendigt, hvis vi for alvor skal løfte de uddannelsesmæssige udfordringer i forhold til fremtidens beskæftigelsesmuligheder.

Bragt i Jyllands-Posten den 5. oktober 2011