Dagpengereform

Dagpengereform: 20.000 ville have mistet dagpengene

Konsekvenserne af dagpengereformen bliver alvorligere end hidtil antaget. Antallet af ledige, som ville have mistet dagpengene, hvis dagpengereformen havde været gældende nu, er nu på over 20.000. Ekspert mener, at konsekvenserne er blevet undervurderet

14.000 17.000 20.000. Antallet af danskere, som ville have mistet dagpengene hvis dagpengereformen havde været gældende i dag, forsætter med at stige i et heftigt tempo. 20.000 ledige ser nu ud til at blive ramt af, at dagpengeperioden bliver halveret fra fire til to år samtidig med, at antallet af timer, man skal have arbejdet for at få dagpengeretten igen, bliver fordoblet.

Siden AK-Samvirke begyndte at overvåge udviklingen i juli 2010 er antallet af danskere – som ville have været faldet ud over dagpengekanten, hvis de nye regler havde været gældende nu – eksploderet fra 14.000 til 20.000 ledige på årsplan.

Over de sidste ni måneder er antallet af ledige, som ville have mistet dagpengene, vokset med over 40 procent
Verner Sand Kirk

 

Huller i sikkerhedsnettet skal stoppes

En af forklaringerne på den voldsomme stigning er, at finanskrisen fra 2008 trækker et spor af langtidsledighed efter sig. Så selvom ledigheden ser ud til at flade ud, kommer det ikke de ledige, som har været ledige i lang tid, til gode. Det er simpelthen sværere for en langtidsledig at komme i arbejde igen, end for en ledig som f.eks. kun har været ledig nogle måneder.

”Hvis ikke der fra politisk side handles nu, risikerer vi, at dagpengereformen kommer til at rive tæppet væk under tusindvis af danskeres økonomi, hvis de hverken kan få et arbejde, dagpenge eller kontanthjælp,” forklarer Verner Sand Kirk, direktør i AK-Samvirke og tilføjer:

”Vi har i AK-Samvirke tidligere advaret mod, de store sociale konsekvenser dagpengereformen risikerer at få. Over de sidste ni måneder er antallet af ledige, som ville have mistet dagpengene, vokset med over 40 procent. Det er mere end et vink med en vognstang om, at vi har en potentiel social katastrofe i vente, hvis ikke der bliver taget hånd om dem, der falder gennem det, vi engang kaldte det sociale sikkerhedsnet.”

Et skridt væk fra flexicurity

Professor ved Aarhus Universitet, Jørgen Goul Andersen, mener, at dagpengereformen sammen med revideringen af efterlønnen betyder, at den danske flexicuritymodel er på vej væk. Han siger om tallene:

”For det første bekræfter det jo, at det er en undervurderet reform. For det andet, at der er behov for en konjunkturafhængig arbejdsmarkedspolitik og for det tredje, at der under de givne vilkår bliver behov for bedre beskyttelse i ansættelsen. Nu forsvinder efterlønnen også, så vi er på vej over i et helt andet regime end den flexicurity, vi havde indtil for et par år siden.”

Højere grad af fleksibilitet i systemet

Jørgen Goul Andersen efterlyser en arbejdsmarkedspolitik og et ledighedssystem med en højere grad af fleksibilitet, så systemet i højere grad tilpasser sig konjunkturerne. Han påpeger, at det i dag er omsonst at presse ledige på økonomien, som man kunne for fire år siden for at få dem ud i arbejde igen. I forvejen er der skrællet en uforholdsmæssig stor del af den industrielle arbejdsreserve blandt f.eks. studerende væk. Derfor viser f.eks. Eurostats arbejdsløshedsstatistik en ledighed helt oppe omkring otte procent.

”Så det er faktisk en stor trussel mod mange almindelige menneskers velfærd. Selv sygeplejersker frygter prikkerunder alvorligt i dag, hvis de er lidt oppe i årene. Det kan man endnu ikke se i AK-Samvirkes tal - for besparelserne her er jo af meget ny dato. Men det kan hurtigt komme.”

LO-området ramt hårdest

Ikke overraskende er det de ledige på LO-området, der ser ud til at blive ramt hårdest. På trods af at LO-a-kasserne kun udgør 46 procent af det samlede antal a-kassemedlemmer, kommer hele 65 procent af de ledige, som ville miste dagpengene, netop fra LO-området.

Omvendt er det kun syv procent af de ledige fra FTF-relaterede a-kasser, der ryger ud over dagpengekanten. Det på trods af, at de samlet set udgør 16 procent af alle a-kassemedlemmerne.