Debat

Vi har lagt dagpengetal åbent frem

Der hverken kan eller skal drages tvivl om AK-Samvirkes opgørelser for hvor mange ledige, der har mistet dagpengene som følge af dagpengereformen. Det skriver Torben Poulsen i Børsen i dag.

Torben Poulsen

Siden efteråret 2010 har AK-Samvirke løbende lavet prognoser og opgørelser, som viser konsekvenserne af dagpengereformen.

Vores målestok har været, hvor mange af a-kassernes medlemmer som har mistet dagpengene efter reformen. En rimelig målestok, eftersom den tidligere regering selv angav 2-4000 som det antal, der ville miste dagpengene.

Voldsom kritik

I de seneste dage har Børsen i voldsomme vendinger kritiseret, at der tilsyneladende skulle være en opfattelse af, at de 41.000 ledige, der har mistet dagpengene, hver og én skulle stå uden nogen som helst forsørgelse.

lederpladsen har Anders Krab-Johansen ovenikøbet skrevet, at grundlaget for debatten om dagpengereformen bygger på løgn. Det er meget stærke ord, og Krab-Johansen underbygger da heller ikke, hvem der i så fald skulle have løjet.

I og med at AK-Samvirke bliver nævnt som kilde til tallene, vil jeg gerne slå helt fast: AK-Samvirkes tal er korrekte. Datagrundlaget for AK-Samvirkes arbejde bygger på indberetninger fra a-kasserne. Da Beskæftigelsesministeriet begyndte at lave statistik på, hvad forsørgelsesstatus er for de ledige, som har mistet dagpengene, havde vi selvfølgelig også de tal med i vores årsopgørelse for 2013. Der er derfor intet at komme efter.

Korrekte tal

AK-Samvirke har ikke på noget tidspunkt brugt tallene på den måde Børsen og Krab-Johansen insinuerer. Tværtimod har vi lagt både opgørelsesmetode og kilder åbent frem – både i rapporter og i de tusindvis af samtaler, vi har haft med journalister på landets medier.

Derimod har vi løbende fået bekræftet, at vores tal har været korrekte og ovenikøbet været i underkanten af, hvad de faktiske konsekvenser af reformen har været. Vores opgørelser hverken kan eller skal derfor beklikkes for deres rigtighed.

Børsen forbigår i øvrigt, at dem, der i 2014 er – eller i løbet af året kommer – på de midlertidige ydelser, vil opbruge retten til ydelserne inden udgangen af 2015.

For dem, som det ikke lykkes at komme i varigt arbejde inden, er situationen for de fleste, at de ikke kan få kontanthjælp og derfor vil stå helt uden indkomst.

Bragt i Børsen den 8. september 2014