Sverige

Svenske dagpenge kan stige 5.000 kr. om måneden

Den svenske regering foreslår i de aktuelle finanslovsforhandlinger, at dagpengesatsen i de første 100 ledighedsdage hæves fra ca. 15.000 til 20.000 svenske kr. om måneden.

Svensk flag

Den nye svenske regering ønsker at hæve dagpengesatsen for de svenske ledige. Det sker i forbindelse med forhandlingerne om den svenske finanslov for 2015.

Konkret vil svenske ledige, der hidtil har kunnet få op til ca. 15.000 svenske kroner om måneden, frem over kunne få op til ca. 20.000 svenske kroner månedligt i de første 100 ledighedsdage. Herefter vil den maksimale dagpengesats være ca. 16.700 kr. Det svarer til ca. 1.700 kr. mere end i dag.

Glæde i den svenske brancheorganisation

I Arbetslöshetskassornas Samorganisation (SO), som er brancheorganisation for de svenske a-kasser, glæder man sig over beslutningen. Melker Ödebrink, direktør i SO, siger:

”Det her er det første, men vigtige skridt i retning mod et effektivt og retfærdigt arbejdsløshedsforsikringssystem,” siger Melker Ödebrink, der dog samtidig påpeger, at den svenske dagpengesats reelt har været fastfrosset de sidste 12 år.

AK-Samvirke: Interessant udvikling

Torben Poulsen, formand for AK-Samvirke, vil følge den svenske regerings ønske med stor interesse:

”Det er en rigtig interessant udvikling,” siger Torben Poulsen og uddyber:

”I Danmark er den dominerende opfattelse efterhånden den, at jo mere man forringer lediges vilkår, jo flere kommer der i arbejde. Men der er altså ikke belæg for, at det fungerer sådan. I Sverige ønsker man at gå i en helt anden retning. Den udvikling glæder jeg mig til at følge.”

 

Michel Klos, Danske A-kasser, Sort/Hvid

Michel Klos

Chefkonsulent
20180553