Ville vi virkelig indrette os sådan, hvis vi skulle starte forfra?

A-kassebranchen administrerer til punkt og prikke; den har meget få klagesager; den er ekstremt loyal over for de politiske beslutningstagere, og så har den et fantastisk produkt. Derfor er det også verdens bedste branche at arbejde i.

Sådanne positiver toner kommer løbende fra direktør Kim Serup under Danske A-kassers interview med ham i Min A-kasses hovedkvarter i Valby. Så der er ingen tvivl om, at han er begejstret for både Min A-kasse og branchen som helhed, selv om han har flere ganske vidtgående forslag til, hvordan det hele kunne være endnu bedre.

Han foreslår, at alle i den fagligt forankrede del af a-kassebranchen spørger sig selv, om vi virkelig ville indrette os sådan her, hvis vi skulle starte helt forfra. Selv mener han, at fusionen mellem LO og FTF har givet branchen en enestående mulighed for at rydde op i a-kassestrukturen. Han ser en fremtid, hvor fortidens skel ikke står i vejen for større, tværgående a-kasser, som samtidig får en endnu stærkere faglig kerne.

For Kim Serup er ikke i tvivl om, at der vil være færre a-kasser fremover, fordi stigende it-krav og omkostninger ved at drive a-kasse vil presse de mindste. Og ifølge direktøren kan a-kasserne i den proces så vælge at være visionære og stå ved rorpinden selv eller vente på, at nøden tvinger en a-kasse til at blive en anonym del af en større a-kasse.

”Jeg synes, vi burde lade os inspirere af, hvad de gør på det faglige område, hvor de efterhånden har fået indrettet sig med få, stærke faglige familier. Det er meget visionært. Desværre er a-kassestrukturen ikke fulgt med. I stedet tror jeg, at vi vil se en form for kannibalisering, fordi de små a-kasser får det sværere og derfor til sidst bliver ædt af nogle større. Det bliver nøden, der driver udviklingen – og det er ærgerligt, for i stedet burde vi i god tid tænke over, hvad vi i den faglige del af vores branche kan gå sammen om af lyst og ikke for at opkøbe hinanden,” siger Kim Serup, der nærmest ikke ser nogen begrænsninger for, hvem der blandt de fagligt forankrede a-kasser kan have fordel af at slå sig sammen.

”Før FH så dagens lys, havde vi både medlemmer fra FTF og LO samlet i Min A-kasse, så jeg ser ikke særlig mange begrænsninger. Det handler om at effektivisere a-kassemotoren – og så kan de forskellige organisationer jo selv bygge ovenpå, hvis de vil. Det handler om, at vi ikke alle sammen behøver at opfinde den dybe tallerken, når der fx skal udvikles et nyt dyrt it-redskab. Jeg tror, at Min A-kasse er blevet fremtidssikret ved at indføre det koncept, at vi er mange, der deler motoren, men at du som faglig organisation kan vælge at beholde din egen profil i a-kassesammenhæng”, siger Kim Serup, der derfor også understreger, at Min A-kasse bare er en a-kasse.

”Vi er endda en ukendt a-kasse for de fleste, og sådan skal det være. Vores forretningsmodel er at stå for driften af a-kassen bag linjerne – effektivt, billigt og fremtidssikret. Vores opgave er at servicere medlemmerne og hjælpe dem i varig beskæftigelse, når de bliver ledige. Samtidig med, at vores medlemsorganisationer fastholder deres faglige og synlige profil. Længere er den ikke”.

Ny vej er win-win-win

Det er ikke den eneste måde, Kim Serup forsøger at fremtidssikre sin a-kasse på. For nylig meldte han også ud offentligt, at Min A-kasse agter at gå nye veje for at få ledige i arbejde og for at løfte den beskæftigelsesindsats, som Kim Serup mener, at a-kasserne skal blive endnu bedre til at håndtere. Den nye vej er, at Min A-kasse fremover vil samarbejde systematisk med private rekrutteringsfirmaer.

”Jeg mener, at vi som branche skal bevæge os tættere på en egentlig beskæftigelsesindsats. Både fordi medlemmerne har en berettiget forventning om det, og også fordi vi gør os for sårbare, hvis det primært handler om at udbetale dagpenge. Derfor er det også godt, at forsøgsordningen om den tidlige indsats snart går i gang. Vi er i hvert fald klar, og vi griber opgaven an ved at samarbejde med rekrutteringsfirmaer. De har jo kompetencerne til at få folk i arbejde, vi kan levere kandidaterne og vores medlemmer får flere jobmuligheder. Jeg kan kun se, at det er en win-win-win-situation”.

Det nye samarbejde skal også frigive flere ressourcer til, at Min A-kasse kan tage sig ekstra af de ledige, der har behov for andet og mere end en jobåbning. Dem som har brug for omskoling, uddannelse eller noget helt tredje. En gruppe som Kim Serup kredser om flere gange i interviewet, fordi han synes, de bliver overset i arbejdsmarkedspolitikken i dag.

”Jeg forstår ikke, at man har indrettet politikken sådan, at man både i a-kasserne og kommunerne losser en masse penge ind der, hvor overlevelseskurven er stejlest. Vel vidende at mange folk kommer i job af sig selv i starten af ledighedsperioden. Til gengæld gør man ikke særlig meget efter den 26. ledighedsuge, og det er jo ellers der, hvor de ledige har mest brug for vores hjælp. Jeg synes, man burde gøre arbejdsmarkedspolitikken meget mere ’bag-tung’,” siger Kim Serup.

Regneark og krigsomkostninger

På spørgsmålet om, hvad han ville kaste sig over, hvis han var beskæftigelsesminister, nævner Kim Serup, at han ville omkalfatre arbejdsmarkedspolitikken. Han ville ændre strukturen og fordelingen mellem a-kasser og jobcentre, og så ville han se på den økonomiske styring.

”Jeg ville tænke kontaktforløbet helt anderledes. Det giver jo ingen mening, at de ledige løber spidsrod mellem a-kasser og jobcentre og slet ikke, når vi har en kommunal sektor, der ikke løser dens opgave. Og det er ikke noget, jeg bare siger her fra sidelinjen. Jeg har selv været arbejdsmarkedschef i en kommune i seks år, og jeg må desværre sige, at jeg ikke lavede ret meget arbejdsmarkedspolitik. Men jeg blev til gengæld rigtig god til regneark. Vi spurgte hele tiden os selv, hvor vi kunne hente de største refusioner – vi flyttede simpelthen de ledige derhen, hvor vi kunne få flest penge hjem igen. Den ledige var ikke i centrum og det går jo ikke,” siger Kim Serup og uddyber:

”Hvis jeg var minister, ville jeg gøre op med hele den tænkning, at det er økonomi før arbejdsmarkedspolitik. Fx ville jeg gøre op med den skrå ydelsesprofil, hvor kommunerne får mindre i refusion alt efter, hvor længe borgere er på offentlig ydelse. Den har nogle fordele, men også store udfordringer – og jeg synes, den bliver alt for styrende. Den kan gøre, at kommunerne lægger alle ressourcer på de folk, som de ved, de kan få i arbejde, og så lever man bare med, at nogle falder igennem. Det er en krigsomkostning. Men det system og den tænkning ville jeg gøre op med, hvis jeg kunne”.

En branche med rette ånd

Kim Serup understreger, at netop tænkningen er meget anderledes i a-kassebranchen sammenlignet med i den kommunale sektor, og at det er noget af det, han fremhæver som det bedste ved branchen.

”Når kommuner skal gøre noget nyt eller anderledes, så tænker de straks, at de skal ”duttes” (red: have økonomisk kompensation fra staten via Det Udvidede Totalbalanceprincip). Men på a-kasseområdet skal vi betale det hele selv – og vi gør det bare uden at brokke os. Når vi får ekstra opgaver eller it-omkostninger, så gør vi det bare, og vi kan ikke hente pengene andre steder end hos medlemmerne. Vi er simpelthen så loyale over for, hvad der bliver sagt, og vi klynker ikke. Jeg synes, det er fantastisk at være en del af en branche, der har den ånd”, siger Kim Serup, der afslutningsvis gerne vil komme med en opfordring:

”Branchen står i den diabolske situation, at vi er nødt til hele tiden at gøre politikerne opmærksomme på, at de forringer vores produkt, og samtidig vil vi gerne fortælle danskerne, at vi har et fantastisk produkt, som de bør købe. Det er en yderst svær balancegang, som jeg egentlig synes, vi klarer ok. Men generelt synes jeg, at vi allesammen bør tale både branchen og produktet mere op. Vi har absolut intet at skamme os over”.