Repræsentantskabsmøde

Travlt år for effektive a-kasser

A-kasserne har stået med to store opgaver i 2012: Efterlønsudbetalinger og akutindsatsen. Begge udfordringer er ifølge AK-Samvirkes formand blevet løst forbilledligt.

Ben der går op ad trappe

Selv om året ikke er slut endnu, mener AK-Samvirkes formand Morten Kaspersen, at 2012 har været mere end almindeligt travlt. Det slog han fredag fast på AK-Samvirkes repræsentantskabsmøde.

Det er specielt efterlønsudbetalingerne og akutindsatsen overfor de ledige, der står til at miste dagpengene i 2012, som har fyldt rigtig meget i a-kasserne i år.

A-kasserne kan deres kram

Men travlheden har også bragt a-kasser og medlemmer tættere sammen. Det har betydet, at a-kasserne har haft alle muligheder for at vise, hvad de kan:

”Efterlønsudbetalingerne og dagpengedebatten har fået a-kasserne og vores medlemmer i centrum – både hos politikerne, i medierne og ikke mindst ved snakken rundt om middagsbordene ude i stuerne,” sagde Morten Kaspersen og uddybede:

”Det har givet os en oplagt mulighed for at vise medlemmerne, at vi kan vores kram, og at vi rent faktisk kan hjælpe medlemmerne med at komme videre – både med hjælp til at tage en beslutning om, hvad de skulle gøre med efterlønnen, og hjælp til at blive klædt på til at komme tilbage i job igen.”

Jeg synes, at det er vildt imponerende, at vi kan udbetale 27 milliarder kroner til 615.000 medlemmer uden de store problemer
Morten Kaspersen, AK-Samvirke

 

Efterlønsudbetalingerne løst til topkarakter

Morten Kaspersen kaldte det bemærkelsesværdigt, at a-kasserne er i stand til at omstille sig så hurtigt og alligevel levere på et meget højt niveau. Specielt den meget store opgave med udbetalingen af efterlønsbidragene har a-kasserne løst til topkarakter, pointerede Morten Kaspersen:

”Jeg synes, at det er vildt imponerende, at vi kan udbetale 27 milliarder kroner til 615.000 medlemmer uden de store problemer. Vi har ikke hørt om dårlige sager eller utilfredse medlemmer, og det kan jeg kun tolke, som at medlemmerne har fået vejledning og service af høj kvalitet i a-kasserne.”

Akutaftalen tager kun toppen af problemet

Også a-kassernes evne til at reagere hurtigt og sikkert i forhold til regeringens akutaftale blev rost af Morten Kaspersen. Han roste også regeringens initiativ, men påpegede samtidig, at akutaftalen kun tager toppen af problemet, når tusindvis af ledige i 2013 risikerer at miste dagpengene:

”Som vi ser akutaftalen, tager den toppen af antallet, der mister dagpengene i det første halvår. Men derefter er der altså stadig det samme kæmpe problem. Derfor er det fortsat nødvendigt at tænke i alternativer, der kan afbøde stramningerne eller sikre job til de ledige,” sagde Morten Kaspersen.