Gode samtaler

Travle a-kasser begejstrede for nyt forsøg

Mere selvbestemmelse til de ledige medlemmer og færre stive rammer begejstrer både i a-kasserne og hos medlemmerne. Forsøgsordningen Den gode samtale bliver rost for at være et af de vigtigste initiativer i a-kasseverdenen i årevis.

Det vigtigste og bedste initiativ i årevis. Sådan lyder skudsmålet fra tre af de a-kasser, som deltager i forsøgsordningen Den gode samtale. Ordningen giver de otte a-kasser flere frihedsgrader, hvor man bl.a. dropper de standardiserede samtaler med de ledige medlemmer og i stedet selv lader dem bestemme samtalernes form og indhold.

Med andre ord bliver a-kassens vejledingstilbud på medlemmets præmisser og ikke på systemets. Anders Tybjerg er kommunikationschef i FTF-A. Han fortæller, at forsøgsordningen har skabt travlhed, men også entusiasme blandt både medlemmer og medarbejderne i a-kassen:

”Vores ledige medlemmer er enormt begejstrede. Det kan vi se på de undersøgelser, vi har lavet, og de tilbagemeldinger, vi får. Begejstringen smitter også af på medarbejderne i a-kassen, fordi de kan se, at de ledige er glade for alle de nye tilbud, vi nu kan tilbyde,” siger Anders Tybjerg, der samtidig fortæller, at ordningen endnu er så ny, at man stadig udvikler på de tilbud, FTF-A kan tilbyde de ledige medlemmer.

Sved på panden

I Ledernes a-kasse er meldingen i samme melodi: Stor glæde over at kunne tilbyde de ledige medlemmer bedre og mere fleksible tilbud. Men også en konstatering af, at det giver sved på panden hos medarbejderne i a-kassen:

”Alle har taget rigtig godt imod forsøgsordningen. Vi kan i langt højere grad end tidligere nu tage individuelle hensyn til de behov og ønsker, medlemmerne har. F.eks. bare det at medlemmerne selv kan bestemme hvilken en af vores jobkonsulenter, de vil tale med er der stor tilfredshed med. Til gengæld er der ikke to dage, som er ens for medarbejderne, men vi trives rigtig godt, og vi får sat vores kompetencer i spil på en god måde.” fortæller Jonna Kildegaard, der er faglig leder for Job og Karriere i Ledernes a-kasse.

Vi ser forsøget som et af de vigtigste initiativer i årevis, men også som startskuddet til at komme væk fra kontrolregimet og hen mod et paradigme, hvor udgangspunktet er tillid og ikke mistro
Anders Tybjerg, FTF-A

 

Væk fra kontrolregimet

Den centrale idé i Den gode samtale er, at de ledige a-kassemedlemmer får en større del af ansvaret for deres egen situation. Det er ud fra en tankegang om, at jo mere ejerskab og jo flere handlemuligheder du har over din egen situation, jo mere motiveret er du for at komme videre og tilbage på arbejdsmarkedet igen. Anders Tybjerg fra FTF-A taler om, at vi er på vej væk fra et kontrolregime:

”Vi ser forsøget som et af de vigtigste initiativer i årevis, men også som startskuddet til at komme væk fra kontrolregimet og hen mod et paradigme, hvor udgangspunktet er tillid og ikke mistro. De ledige har jo et oprigtigt ønske om at få et job. Som a-kasse er det vores opgave at have værktøjerne til at bringe medlemmerne tættere på et job, og de redskaber har vi fået nu. Nu er det så vores chance til at vise hvilke kompetencer, vi har.”

Tilvænningsperiode

I NNF’s a-kasse ser medlemmerne også med stor tilfredshed på Den gode Samtale. Ifølge Kimmie Boas Thomsen, som er konsulent og tovholder på forsøgsordningen, er tilbagemeldingen fra medlemmerne, at de synes, det er rigtig spændende med den nye form og at de stive rammer er væk:

”De er meget glade de nye samtaler og synes det er godt, at de selv kan vælge. Vi har valgt at tilbyde 11 forskellige samtaletyper. I begyndelsen har medlemmerne lige skulle vænne sig til det større udbud af tilbud, og de har haft tendens til at vælge en samtaletype, der lignede dem de var vant til. Men det ændrer sig selvfølgelig hen af vejen.”

Fortsætter til 2013

Den gode samtale gik i gang i starten af marts og forsøgsordningen forsætter til foråret 2013. I alt otte a-kasser deltager. Den Gode Samtale er forankret i Arbejdsmarkedsstyrelsen i samarbejde med AK-Samvirke.

Når forsøget er slut, skal det evalueres og falder den positivt ud, forventes ordningen at blive gjort permanent, og alle a-kasser får dermed mulighed for at slække på de stive rammer og tilbyde flere typer samtaler og aktiviteter til medlemmerne.

Emne