Ny formand

Torben Poulsen ny formand for AK-Samvirke

AK-Samvirkes repræsentantskab valgte i dag leder af Dansk Metals a-kasse, Torben Poulsen, som ny formand.

Torben Poulsen

AK-Samvirke har i dag fået ny formand. Efter 17 år på posten har AK-Samvirkes hidtidige formand, Morten Kaspersen, valgt at stoppe for at gå på pension.

Han afløses af Torben Poulsen, der på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde her til formiddag, blev valgt som ny formand for a-kassernes brancheorganisation. Torben Poulsen er til dagligt leder af Dansk Metals a-kasse.

Brancheorganisation for alle a-kasser

Han lagde efter valget vægt på, at AK-Samvirke skal være brancheorganisation for alle a-kasserne:

”AK-Samvirke skal være en brancheorganisation, som trods forskelligheder mellem a-kasserne, synligt kan løfte en række fælles problemstillinger på tværs af de enkelte a-kasser. Jeg vil derfor arbejde aktivt for at alle a-kasser kan bakke op om en fælles brancheorganisation, hvor vi i dialog og med respekt for vores forskelligheder, kan udvikle AK-Samvirke og a-kasserne i fællesskab.”

Skal være kompetent aktør

Han pointerede samtidig, at AK-Samvirke også fremover skal være en relevant og kompetent aktør på arbejdsløshedsforsikringsområdet. Den koordinerende funktion i forhold til mange opgaver bliver også mere og mere central for brancheorganisationen:

”Det er helt afgørende, at AK-Samvirke er den mest kompetente aktør på a-kasseområdet, når det handler om love, regler og administration. Det bliver også mere og mere vigtigt, at AK-Samvirke kan varetage en koordinerende rolle vedrørende dataudveksling mellem a-kasserne og myndighederne.”

”Det kræver, at vi er de bedste på kerneområderne. Det giver os legitimitet og troværdighed i forhold til det politiske og administrative system. Derfor er det også her, vi skal levere løsninger til gavn for a-kasserne og i sidste instans for medlemmerne af a-kasserne. Og her taler det jo sit tydelige sprog når a-kasserne har sparet 1 milliard kroner på administrationsomkostninger på under ti år

Torben Poulsen er 58 år og har siden 2001 været hovedkasser i Dansk Metal og leder af Dansk Metals a-kasse.