Uretfærdigt

Skudårsproblematik skal løses

Flere medier har skrevet om de medlemmer af efterlønsordningen, som mister en præmieportion, fordi de er født i februar og det er skudår. Det skal der rettes op på, mener AK-Samvirke.

De danskere, som er med i efterlønsordningen, og er fyldt 65 år i år som er skudår, risikerer at gå glip af 12.293 kr. Årsagen er, at de ikke når at optjene 481 timer til én af de 12 præmieportioner, den skattefri præmie består af, fordi en februardag i et skudår kun udgør 5,53 timer og ikke 5,73 timer som i et normalt år.

Det betyder ifølge bl.a. Jyllands-Posten, at flere hundrede danskere går glip af den sidste præmieportion. Dermed får de ikke den fulde præmie på 147.516 kr. som tak for, at de ikke er gået på efterløn og i stedet er blevet lidt længere på arbejdsmarkedet.

Regelsættet skal justeres

I AK-Samvirke er man opmærksom på problematikken, som opstod i forbindelse med a-kassernes overgang til at opgøre den skattefri præmie på grundlag af indkomstregistret. Det blev i den forbindelse bestemt, at ikke hele lønperioder skulle opgøres i forhold til antal kalenderdage i måneden.

”AK-Samvirke har stor fokus på at få digitaliseret a-kassernes administration så meget som muligt. Det er derfor vigtigt, at reglerne ikke forhindrer dette. Vi er derfor enige i, at opgørelse af den skattefri præmie skal ske på grundlag af oplysninger fra Indkomstregistret. Det mener vi også vil være muligt uden denne uheldige konsekvens,” siger souschef i AK-Samvirke, Helmer Baadsgaard, der mener, at man bør justere regelsættet, så man undgår, at folk går glip af så store beløb.

Helmer Baadsgaard gør dog opmærksom på, at en løsning også skal slå igennem på andre områder, hvor a-kasserne anvender forholdsmæssig opgørelse af arbejdets omfang. Det påpegede AK-Samvirke også i et høringssvar, da reglerne blev behandlet i Beskæftigelsesrådets Ydelsesudvalg.