Uddannelsesydelse

Over 5.400 ledige er på uddannelsesydelse

Ca. halvdelen af de ledige, som i januar og februar har opbrugt deres dagpengeret, er kommet på uddannelsesydelse. Det viser nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Tavle og hånd med kridt

5.430 ledige har i januar og februar taget i mod tilbuddet om at starte på en uddannelse mod at få ret til særlig uddannelsesydelse i et halvt år. Det viser nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen. 1.266 af dem, der modtager ydelsen, er påbegyndt et kursus- eller uddannelsesforløb.

Senest har AK-Samvirke vist, at ca. 9.600 ledige har mistet dagpengene i de syv første uger af 2013. Dermed er det omkring halvdelen, som er overgået til uddannelsesydelse.

Mange på andre ydelser

Antallet af ledige, der er på uddannelsesordningen, er ikke udtryk for hvor mange, der i alt har mistet deres dagpengeret i de på gældende måneder.

Årsagen er, at der er mange, som f.eks. er overgået til seniorjob, efterløn, sygedagpenge, kontanthjælp, SU eller andre ydelser.

Tre a-kasser leverer halvdelen af ledige på uddannelsesydelse

Mere end hver fjerde af de ledige, der modtog den særlige uddannelsesydelse i perioden, kom fra 3F´s a-kasse. Samtidig viser opgørelsen, at over halvdelen af de ledige, som er kommet på uddannelsesydelse, kommer fra tre a-kasser - 3F´s a-kasse, HK´s a-kasse eller Kristelig A-kasse.

De a-kasser, hvor færrest medlemmer er overgået til uddannelsesydelse, er Danske Sundhedsorganisationers A-kasse, El-Fagets A-kasse og Business Danmarks A-kasse.