Rådighed

Ny rapport om rådighed og sanktioner

Står a-kassernes ledige medlemmer til rådighed for arbejdsmarkedet? Er a-kasserne dygtige nok til at rådighedsvurdere? En ny rapport fra AK-Samvirke stiller skarpt på sanktioner og rådighed.

Papirer i stakke

Der er stor interesse blandt politikere og i medierne for, om a-kassernes rådighedsvurderinger af de ledige foregår, som de skal.

Gang på gang har tilsynsrapporter fra den daværende Arbejdsmarkedsstyrlse (nu Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering) slået fast, at a-kasserne rådighedsvurderer korrekt, og at fejlprocenten er meget lav.

Alligevel bliver a-kasserne ofte kritiseret for ikke at rådighedsvurdere korrekt, og nogle mener, at rådighedsvurderingen skal flyttes til kommunerne.

Erstatter myter med indsigt

For at komme hele vejen rundt om rådighedsproblematikken, har AK-Samvirke derfor lavet en rapport. Den belyser a-kassernes og kommunernes brug af sanktioner. Den samler også de nyeste tal på området og gennemgår de to forskellige rådighedsbegreber, kommunerne og a-kasserne arbejder med.

Rapporten skal være med til at slå fast, hvad der er op og ned i a-kassernes arbejde med rådighed og sanktioner, siger Verner Sand Kirk, direktør i AK-Samvirke:

”Der er desværre mange påstande om, at a-kasserne ikke er gode nok til at vurdere, om de ledige står til rådighed for arbejdsmarkedet. Vi håber derfor, at rapporten kan erstatte myter med indsigt, og bidrage til at skabe et endnu bedre samarbejde mellem a-kasser og jobcentre i indsatsen for at få ledige i arbejde igen.”

Rapporten sammenligner også kommunernes brug af sanktioner over for arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere. For eksempel når det gælder andelen af kontanthjælpsmodtagere, der sanktioneres i de forskellige kommuner.

Brug for mere fornuft og gennemskuelighed

AK-Samvirkes nye rapport understreger, at der er et stærk behov for, at få udviklet mere fornuftige og gennemskuelige procedurer og regler for rådighedsvurderingen. Det gælder især i forhold til de underretningspligtige hændelser (UHP).

Ligesom i forsøgsprojektet ”Den Gode Samtale” er der brug for, at få erstattet bureaukrati og bagudrettet kontrol med en mere fremadrettet rådighedsvurdering og vejledning.

Obs: I den første udgave af rapporten var Min A-kasse indplaceret med 6,7 pct. sanktionerede i perioden. Det har vist sig, at der er fejl i tallet fra Jobindsats. Derfor er tallet rettet i udgaven, der nu kan hentes.