Nyhed

Ny analyse: Opholdskravet kan ikke begrundes i misbrug af dagpengesystemet

Antallet af tredjelandsborgere, der er i beskæftigelse i Danmark, er steget med næsten 50 procent fra 2010 til 2017. I samme periode er der 36 procent færre tredjelandsborgere, der modtager dagpenge. Torben Poulsen, formand for Danske A-kasser, siger, at de nye tal er endnu et tungtvejende argument for, at opholdskravet skal droppes

Søjlediagram


Regeringens og Dansk Folkepartis hovedargument for at indføre et opholdskrav er, at der - ifølge dem - forekommer et misbrug af dagpengesystemet blandt personer, der er kommet hertil fra såkaldte tredjelande.

Ny analyse fra Danske A-kasser viser, at dette argument ikke har hold i virkeligheden. Tværtimod er antallet af tredjelandsborgere, der er i beskæftigelse i Danmark, steget med næsten 50 procent fra 2010 til 2017. I samme periode er der 36 procent færre tredjelandsborgere, der modtager dagpenge.

Bemærk at analysen er opdateret siden denne artikel er skrevet.

Torben Poulsen, der er formand for Danske A-kasser, siger, at de nye tal er endnu et tungtvejende argument for, at opholdskravet droppes.

- Vi har jo hele tiden sat spørgsmålstegn ved om det passede, at tredjelandsborgere misbruger dagpengesystemet. Det er et argument, der er blevet nævnt igen og igen, uden at der er fremlagt dokumentation for det. Og vi har undret os – blandt andet fordi der allerede er en række værn, der forhindrer et sådan misbrug. Nu viser det sig så, at tallene ligefrem giver os den modsatte historie – at et stigende antal beskæftigede tredjelandsborgere bidrager til det danske samfund ved at arbejde, betale skat og være medlem af en a-kasse. Imens færre og færre tredjelandsborgere er på dagpenge. Nu må regeringen og Dansk Folkeparti altså indse, at der ikke er andet at gøre end at droppe det opholdskrav, siger Torben Poulsen.