Dagpengestop

Nu har 9.600 mistet dagpengene

Omkring 4.200 ledige mistede dagpengene i februar. Næsten 10.000 ledige har dermed mistet dagpengene på årets to første dagpengemåneder.

Mand med tomme lommer

I februar har 4.177 ledige mistet dagpengene. Det viser den nyeste optælling fra a-kasserne og AK-Samvirke. Optællingen dækker fire uger fra uge 4 til og med uge 7.

I januar mistede ca. 5.500 ledige dagpengene. Dermed nærmer antallet af ledige, der har mistet dagpengene som følge af dagpengereformen, sig næsten 10.000 efter blot to dagpengemåneder.

Fortsat mange udfald efter sommerferien

Verner Sand Kirk, direktør i AK-Samvirke, vurderer, at antallet af ledige, der månedligt vil miste dagpengene frem mod juli, efterhånden vil falde:

”Lige nu ser vi effekterne af den meget hårde indfasning regeringen og forligspartierne bag dagpengereformen har valgt. Efterhånden som vi kommer længere hen på året, vil antallet af ledige, der mister dagpengene, heldigvis falde. Men i det første halve år af 2013 vil vi stadig lande på mere end de 23.000, som regeringen nu har opjusteret deres skøn til,” siger Verner Sand Kirk og advarer:

”Lige nu bliver de ledige, der mister dagpengene, reddet af uddannelsesydelsen, men den mulighed forsvinder til juli. Herefter vil omkring 1.500 ledige miste dagpengene hver måned. Så problemet fortsætter uanset hvad. Derfor er der ikke brug for flere akutløsninger, men derimod en varig løsning på et varigt problem.”

Færrest i DSA, flest i 3F-A

I februar har 1.368 ledige i 3F’s A-kasse mistet dagpengene og dermed er 3F-A den a-kasse, hvor flest ledige har mistet dagpengene. Danske Sundhedsorganisationers A-kasse(DSA), er den a-kasse, hvor færrest medlemmer har mistet dagpengene. Her har syv ledige medlemmer mistet dagpengene i februar.

AK-Samvirke tæller fortsat op hvor mange ledige, som mister dagpengene i den pågældende dagpengemåned. I notatet nedenfor kan man se, hvordan dagpengemånederne ligger frem til januar 2014.