Det misbrugte opsving
Trods mange år med højkonjunktur frem til udgangen af 2008, hvor finanskrisen satte ind, lykkedes det ikke at få nedbragt antallet af danskere på den ene eller anden form for overførselsindkomst - tværtimod er antallet steget med 100.000 siden 2001. Udviklingen bør mane til eftertanke i forhold til reelt at afskaffe efterlønnen.
Før finanskrisen gik det ”ufatteligt” godt med dansk økonomi og beskæftigelse. I 2008 var ledigheden stort set udryddet som problem, og beskæftigelsen var større end nogensinde før. Regeringen har forståeligt nok brystet sig af, at deres økonomiske politik og beskæftigelsesindsats er forklaringen på denne enestående fremgang. At det går knap så godt nu, vil de ikke have medansvar for. Det er den økonomiske krises skyld.
Hvis man kradser lidt i lakken, er medaljen imidlertid knap så imponerende. For trods hidtil uset medvind i de økonomiske konjunkturer lykkedes det ikke samlet set at gøre noget effektivt ved en stadig stigende udstødning fra arbejdsmarkedet. Tværtimod.
Flere offentligt forsørgede
I efteråret 2008 blev al snak om strukturel ledighed, og at mange ledige nok ikke kan eller vil arbejde, gjort til skamme. Bortset fra de, som kortvarigt fik dagpenge i forbindelse med jobskifte, var der stort set ingen ledige tilbage.
Men som flere medier her i valgkampen har beskrevet, blev der uanfægtet af en exceptionel højkonjunktur frem til efteråret 2008 fortsat flere offentligt forsørgede uden for ledighedsstatistikken i de aldersgrupper, som normalt betragtes som en del af arbejdsstyrken.
Velmente initiativer
Det har ikke skortet på velmente initiativer for at bryde den onde cirkel: Førtidspensionsreform, fleksjob, kontanthjælpsloft, starthjælp, sygedagpengereformer, kommunalisering af beskæftigelsesindsatsen, kampagner om det rummelige arbejdsmarked og at de syge skal gå på arbejde.
AK-Samvirke har i flere omgange vist, at antallet af danskere på den ene eller anden formfor passiv forsørgelse er steget med omkring 100.000 over de sidste 10 år. Godt nok er der blevet færre på nogle ordninger, men samtidig er der kommet endnu flere på andre.
De forbundne kars lov
Systemet synes altså at fungere som forbundne kar. Så hvis man strammer på en ordning, bliver der bare tilsvarende flere på andre ordninger. De indimellem febrilske tiltag og reformer, man har gennemført på de enkelte områder, har samlet set ikke virket!
Denne triste udvikling bør mane til eftertanke og besindelse i forhold til regeringen, DF og De Radikales aftale om reelt at afskaffe efterlønnen. I en tid, hvor ledigheden stiger, og der er få ledige stillinger, er den eneste sikre effekt af at afskaffe efterlønsordningen, at der bliver flere på dagpenge, sygedagpenge, kontanthjælp, førtidspension eller den ny opfundne seniorførtidspension.
Stop i stedet udstødningen fra arbejdsmarkedet
Derfor bør man holde roen i forhold til de ændringer, som allerede er besluttet i velfærdsforliget, og bruge energien til af udvikle en samlet strategi for, hvordan vi kan få stoppet udstødningen fra arbejdsmarkedet til de mange offentlige forsørgelsesordninger.
Ikke mindst er der brug for at finde veje til få indrettet vilkårene og kravene på arbejdsmarkedet, så det rummelige arbejdsmarked bliver virkelighed og ikke kun noget, der indgår i kampagner og festtaler.
