Voksenlærlinge

Masser af voksenlærlinge i Mariagerfjord

Voksenlærlingekampagnen skal skaffe 800 lærepladser, men de kommer ikke af sig selv. 3F's a-kasse i Mariagerfjord har dog succes med at få medlemmerne i lære ved klæde dem på og gøre kampagnen synlig.

Billede fra kampagne om voksenlærlinge

Der er ikke nogen, som har sagt, det skal være nemt. Inden september 2013 skal a-kasserne skaffe 800 voksenlærlingepladser. Men det er ikke de tider, hvor unge uden kompetencegivende uddannelse går som varmt brød hos virksomhederne – selv med et solidt tilskud i ryggen.

Derfor er det også fast arbejde for a-kasserne at få ledige, som befinder sig i målgruppen for voksenlærlingekampagnen, til at opsøge virksomheder og få dem til at tage dem ind som voksenlærlinge.

Medlemmerne skal klæde på

En af de a-kasser, som har lagt en særlig indsats i at få kampagnen gjort synlig, er 3F’s a-kasse i Mariagerfjord. Her har man siden kampagnen gik i gang sidste sommer skaffet ni voksenlærlingepladser i lokalområdet.

”Vi har en masse virksomheder, der gennem de senere år er lukket her i området. Så de ufaglærte medarbejdere, der er blevet fyret, har skullet ud og have nogle nye kompetencer,” forklarer Anne Facius, der er sagsbehandler i 3F Mariagerfjord, og uddyber:

”Når de er mødt op i a-kassen, har vi fra dag ét forsøgt at klæde dem på til, at de kan gå ud og søge en voksenlærlingeplads. Vi har talt med dem om deres baggrund, og hvad de vil bruge deres arbejdsliv til. Og vi har fortalt dem, at en uddannelse klæder dem på og gør dem stærkere, fordi det rykker dem frem, så de ikke står bagerst i jobkøen.”

Bolde motiverer

Anne Facius fortæller, at for at få gjort kampagnen synlig, har de bl.a. købt et halv meter højt glas og nogle farvede skumbolde, der nu står i receptionen. Hver gang der er skaffet en voksenlærlingeplads kommer der en bold i glasset med et navn og jobkategori på.

”Så kan alle helt konkret se, hvor mange der er kommet videre. Vi har én, der er i voksenlære som anlægsstuktør, og én som servicetekniker. Så har vi nogle stykker, der er kommet ud som pædagogiske assistenter og et par stykker som SOSU’er. Det handler om at vejlede medlemmerne, så de ser nogle nye muligheder og karriereveje.”

Stadig langt fra målet

I AK-Samvirke er konsulent Gitte Aabye tilfreds med, at det flere steder er lykkes at skaffe mange voksenlærlingepladser:

”Vi rigtig glade for, at nogle gør en stor indsats for at omsætte kampagnen til voksenlærlingepladser. Der er ingen tvivl om, at hvis kampagnen skal i mål, skal der også sparkes nogle døre ind hos arbejdsgiverne, og her viser 3F’s a-kasse i Mariager, hvordan det bl.a. kan gøres.”

Fik plads samme dag

Men det kan også gå lynhurtigt, hvis man får motiveret målgruppen og fortalt om, hvordan man skaffer en voksenlærlingeplads. Det prøvede Anne Facius i løbet af nogle ganske få timer:

”Vi fik en ung mand ind en formiddag, som var meget interesseret i at blive voksenlærling inden for VVS-branchen. Jeg fortalte ham om kampagnen, og hvad han skulle gøre for at få en plads,” fortæller hun og fortsætter:

”Han tog så ud til samtlige VVS-firmaer i området, og samme eftermiddag kom han tilbage og fortalte, at nu havde han altså fået en voksenlærlingeplads. Så det viser jo bare, at hvis vi kan få motiveret målgruppen, så de kan se fordelene i at få en uddannelse, er der nogle gange hurtigt fra tanke til handling.”

Hvem kan blive voksenlærlinge?

Hvis man er fyldt 25 år og opfylder én af følgende betingelser:

  • Er ufaglært, eller

  • Har en forældet uddannelse (ikke brugt i fem år), eller

  • Har været ledig i mindst 6 måneder (mindst 9 måneder, hvis man er over 30 år).