Ferie-/efterlønssagen

Lovsjusk kan koste millioner for a-kassernes medlemmer

Beskæftigelsesministeriet vil ikke give a-kasserne refusion for udgifter til efterløn.

Beskæftigelsesministeriet vil ikke give a-kasserne refusion for udgifter i størrelsesordenen omkring 15-20 mio. kr. til efterløn, som a-kasserne er blevet pålagt at skulle udbetale. Der er tale om en efterbetaling i den såkaldte ”ferie- efterlønssag”, hvor den tidligere beskæftigelsesminister ellers havde friholdt a-kasserne.

En større gruppe af efterlønsmodtagere fik i perioden 2004-2006 en utilsigtet mulighed for både at modtage efterløn og opsparede feriepenge. Hullet opstod pga. Beskæftigelsesministeriets sjusk med en revision af ferieloven i 2004 (Rigsrevisionens og Statsrevisorernes bedømmelse).

Aktstykke på 600 mio. kr.

Efterfølgende blev A-kasserne pålagt at udbetale dobbeltdækningen til de omfattede efterlønsmodtagere, idet A-kasserne angiveligt burde have "vejledt" efterlønnerne om muligheden.

Efter længere tids modstand accepterede Beskæftigelsesministeriet modstræbende det økonomiske ansvar, og Finansudvalget gav (aktstykke 83, 2007) ministeriet mulighed for at dække udgiften inden for en beløbsramme på 450-600 mio. kr. Af denne beløbsramme er ca. 530 mio. kr. anvendt.

Nye sager dukker op

For godt et års tid siden, november 2008, blev det fastslået, at yderligere en mindre gruppe efterlønsmodtagere havde haft mulighed for at benytte det hul, Beskæftigelsesministeriets lovsjusk i 2004 havde skabt.

A-kasserne har nu opgjort beløbet til mellem 15-20 mio. kr. for denne gruppe. Men på ny forsøger ministeriet at undslippe ansvaret i sagen, denne gang med henvisning til juraen bag Finansudvalgets aktstykke - og henviser A-kasserne til at anlægge sag ved domstolene!

Appel til Finansudvalget

Vi er af den overbevisning, at det er fuldstændig ude af trit med det sagsforløb, som har været om revisionen af ferieloven i 2004 - og Rigsrevisionen og Statsrevisorernes skarpe kritik af ministeriet og ansvarsplacering for det utilsigtede hul i lovgivningen.

Derfor appellerer vi til Finansudvalget om at sikre, at det aktstykke og den beløbsramme, som allerede for flere år siden er givet til beskæftigelsesministeren, kan anvendes til at friholde A-kasserne for de økonomiske udgifter, som entydigt skyldes ministeriets lovsjusk.

I linket til højre har vi givet en mere udførlig gennemgang af hændelsesforløbet i sagen.