Fiasko: Arbejdsudbudsreformerne har ikke virket           

Sigge Winther Nielsen har skrevet en fremragende, men også rystende bog, ’Entreprenørstaten’.

Her påviser han og giver forklaringer på, at broderparten af de store reformer, der er gennemført i de senere år, ikke har givet de tilsigtede resultater. F.eks. folkeskolereformen, politireformen og jobcenterreformerne. Alle har de haft de bedste hensigter, og er blevet lanceret som de store spring fremad. Men i virkelighedens verden er de gode resultater udeblevet.

Winther Nielsen har fravalgt at beskæftige sig med ændringer i dagpenge, sociale ydelser og skat, hvilket er helt ok med det fokus, som hans bog har.

Jeg vil til gengæld i det følgende tage denne tråd op og se på, om de mange arbejdsudbudsreformer, der er gennemført i de seneste godt 10 år for at presse flere i beskæftigelse, har virket efter hensigten.

Det korte svar er, at det er der ikke noget, der tyder på. Og i den udstrækning, de dog har virket noget, har der været andre forhold, som har trukket den modsatte vej.

Overordnet ser det fint ud, men …

Den økonomiske teori bag de mange ”reformer” og forringelser af dagpenge og sociale ydelser har været, at det handler om at øge arbejdsudbuddet via strammere dagpengeregler, lavere ydelser for en række grupper og generel udhuling af ydelsernes dækningsgrad i forhold til en løn.

Teorien går så videre ud på, at hvis arbejdsudbuddet øges, så flere ønsker et arbejde, så opstår jobbene automatisk, så der kommer flere i arbejde. Det er imidlertid ikke det billede, der tegner sig. 

Fra vi blev ramt af finanskrisen i 2008, til det i 2013 begyndte at gå fremad igen faldt lønmodtagerbeskæftigelsen med ca. 150.000 fuldtidspersoner. Siden er vi kommet godt igen, og nåede i 2019 tilbage på niveauet fra 2008. Så overordnet ser det fint ud. Men hvis man går lidt dybere ned i tallene, er det mindre imponerende.

For kernearbejdsstyrken – danske statsborgere under 60 år, er beskæftigelsen i dag 180.000 lavere end i 2008, mens der er sket en stigning på ca. 85.000 i antallet af personer over 60 år i beskæftigelse. Og for udenlandske statsborgere er der i dag 100.000 flere i arbejde i Danmark end i 2008.

For danskere under 60 år, der udgør 80 procent af den samlede beskæftigelse, faldt antallet i arbejde med 10 procent fra finanskrisen og frem til 2013, og siden har niveauet været stort set uændret på trods af de mange ”arbejdsudbudsreformer”. Og på spørgsmålet om, hvorvidt der er en demografisk forklaring i form af færre danskere under 60 år, er svaret nej. 

Antallet af 20-59-årige i befolkningen har været uændret i perioden. Alvorligheden i beskæftigelsesudviklingen understreges også af, at OECDs statistikker viser, at det er et særligt dansk fænomen. For i 2008 havde vi for de 25-54-årige Europas højeste beskæftigelsesfrekvens. I dag er vi blevet overhalet af 11 europæiske lande. Og de har ikke alle gennemført en masse arbejdsudbudsreformer. Sverige lå i 2008 lige i halen af os. I dag er deres beskæftigelsesfrekvens for de 25-54-årige fem procentpoint højere end vores. Og de har ikke forringet deres dagpenge. Tværtimod har de hævet ydelserne og alligevel overhalet os.

Stigning blandt seniorer og udenlandske statsborgere

Gruppen med den største stigning i beskæftigelsen er udenlandske statsborgere, hvor der i dag er 70 procent flere i arbejde end i 2008. De udgør nu ca. 10 procent af beskæftigelsen i Danmark.
Denne stigning er kommet helt af sig selv, og har ikke noget med de gennemførte arbejdsudbudsreformer at gøre. Men udviklingen er sandsynligvis blevet forstærket af, at vi ikke har formået at uddanne nok faglærte, og at der er skåret ned i voksen- og efteruddannelsesindsatsen.

Den anden gruppe, der har haft en stigende beskæftigelse, er danske statsborgere over 60 år. Her har der været en ubrudt stigning siden 2008 på ca. 50 procent. Hverken efter finanskrisen eller under coronaen har kurven peget nedad.

Jamen skyldes de mange flere ’seniorer’ i arbejde så ikke de gennemførte reformer af efterløn og stigende pensionsalder? Svaret er her: ”Højest delvist”.

For der har været en markant stigning siden 2008. Altså seks år før 2014, hvor efterlønsreformen begyndte at blive indfaset. Og i øvrigt har der været tilsvarende stigning i beskæftigelsesfrekvensen for ”seniorer” i de fleste europæiske lande, som vi plejer at sammenligne os med.  
Det tyder på, at det at få flere til at trække sig senere tilbage, langt hen ad vejen er noget, der kommer helt af sig selv. Det var ikke nødvendigt at gå så hårdhændet til værks med de facto-afskaffelse af efterlønnen. Arne-pensionen er et tiltrængt plaster på dette sår.

For ”seniorerne” er der i øvrigt heller ikke en demografisk forklaring på det stigende antal beskæftigede. Antallet af 60-69-årige har faktisk været svagt faldende.

Smart effekt for Finansministeriet

De mange forringelser af ydelser har altså ikke samlet set fået flere i arbejde. Men de har selvfølgelig sparet en masse penge for statskassen på de lavere ydelser.

Det sidste er måske det vigtigste for Finansministeriet, som har været drivkraft i arbejdsudbudsreformerne, og har garneret argumentationen for forringelser med løfter om, at mange flere ville komme i arbejde. Og ydermere har de opfundet begrebet ’råderummet’, som har givet politikerne mulighed for at forgribe sig på de forventede langsigtede effekter af reformerne til finansiering af diverse tiltag, når et forlig eller en finanslov skulle gå op.  

En smart effekt af at Finansministeriet bruger disse regnemodeller er også, at politikerne har meget svært ved at rette op på nogle af de forringelser, der er sket. F.eks. af dagpengene. For embedsmændene regner på den måde, at enhver forbedring af ydelserne vil afstedkomme en udbredt dovenskab og lavere arbejdsudbud, som igen betyder, at prisen på en forbedring bliver 10-12 gang det, det reelt koster. 

Viljen til det lange seje træk

Der er nu under professor Nina Smiths ledelse nedsat en kommission, der skal komme med bud på 2. generationsreformer.

Uden at kunne gennemskue, hvad det mere præcist går ud på - udover at det vist ikke er flere ydelsesforringelser - så glæder jeg mig til at se, hvad der kommer ud af det.

Forhåbentlig kommer der forslag til at genetablere en aktiv arbejdsmarkedspolitik med vægt på uddannelse og jobtilbud. Og også en kraftig styrkelse af voksen- og efteruddannelse, så vi ikke behøver at importere udenlandsk arbejdskraft for at få efterspørgslen efter kvalificeret arbejdskraft dækket.
Og måske kommer der bud på løsning af nogle af de ”vilde problemer”, som de betegnes i Sigge Winther Nielsens nye bog. Det er problemer og udfordringer, som alle er enige om skal løses, men som ingen hidtil har formået at gøre noget effektivt ved.

• Hvordan kommer børnene til at lære noget mere i skolen, så flere er rustet til at gennemføre en uddannelse? 
• Hvordan får vi flere unge til at søge ind i- og gennemføre en erhvervsuddannelse? 
• Hvordan får vi øget beskæftigelsesgraden for især indvandrerkvinder? 
• Og hvordan får vi gjort en indsats, der nedbringer det høje antal på forskellige sociale ydelser?

Det er nok naivt at tro, at Nina Smith og co. kommer med et columbusæg, der med et snuptag løser disse udfordringer, men lad os håbe, at der i det mindste kommer et øget fokus på det og ikke mindst en vilje ud af det hos politikerne til at mene det alvorligt og tage det lange seje træk, der er nødvendigt – uden taktisk kævl, men med fokus på reformer, der giver reelle effekter.