Usikkerhed

Efterlønsdebat gjorde a-kassemedlemmer usikre

I takt med at efterlønsdebatten tog til i januar måned begyndte telefonerne og indbakkerne at gløde i mange af a-kasserne. AK-Samvirke har talt med en række a-kasser om, hvordan de har oplevet medlemmernes reaktioner på debatten.

Det var ikke blot i antallet af avisspalter og indslag i Tv Avisen, at efterlønsdebatten fyldte meget, da 2011 blev skudt i gang. Også i a-kasserne kunne den store opmærksomhed mærkes.

I en rundspørge, AK-Samvirke har foretaget blandt a-kasserne, er det den klare melding, at stort set alle de adspurgte a-kasser har oplevet en stor stigning at antallet af henvendelser om efterlønnen fra medlemmerne.

Er efterlønnen afskaffet?

Flere, af de a-kasser AK-Samvirke har været i kontakt med, fortæller, at de har måttet tale mange medlemmer fra at melde sig ud af efterlønsordningen. Debatten har simpelthen gjort, at mange medlemmer på det nærmeste har troet, at efterlønnen allerede var afskaffet. I DANA fortæller administrerende direktør Keith Fobian, at telefonerne har været rødglødende:

”Vi har måttet tale folk fra at melde sig ud eller droppe efterlønsbidraget. De fleste har slået koldt vand i blodet, men nogle få stykker har fået overført efterlønsbidragene til en pensionsordning,” siger Keith Fobian.

Hvad kan jeg få udbetalt?

Også i HK’s a-kasse har man i høj grad kunne mærke at medlemmerne har reageret på debatten:

”Vi oplevede næsten en tredobling i antallet af henvendelser fra medlemmerne. Generelt har der været stor interesse for at få at vide, hvor mange penge de har stående i efterlønsordningen, og hvor meget de kan få udbetalt eller overført til pension. Der har også været fokus på, at indbetalinger før 1999 bliver »stjålet« ned i statskassen med regeringens forslag. Disse forespørgsler er typisk af ren nysgerrighed, og fører ikke til yderligere,” fortæller Bo Gatzwiller, direktør i HK A-kasse.

Skræmmekampagne

Bo Gatzwiller fortæller også, at de yngre medlemmer under 45 år melder efterlønnen fra. De begrundelser, han hører blandt HK-As medlemmer, er, at regeringen alligevel afskaffer efterlønsordningen med tiden, og man vil sikre sig sine penge nu.Netop de unge er også en gruppe, som man i Min A-kasse har fået mange reaktioner fra.

”Det mest markante er, at vi siden nytår stort set ikke har fået nogen positive tilbagemeldinger fra de unge, som skal tage stilling til, om de vil spare op til efterlønnen eller ej. Stort set alle har takket nej til efterlønnen,” fortæller Simon Bauer, kommunikationschef i Min A-kasse og siger:

”Vi sidder med en klar fornemmelse af, at de unge simpelthen er blevet skræmt til at droppe efterlønnen. Det er i hvert fald en bemærkelsesmæssig udvikling, at i modsætning til normalt har næsten ingen meldt sig til siden nytår.”

Tak for god vejledning

I Lærernes a-kasse oplyser HR- og kommunikationschef Jens Trandum, at man har haft rigtig mange medlemmer, som har ringet og vil melde sig ud af efterlønsordningen øjeblikkeligt. Han fortæller dog, at mange har droppet idéen igen, efter de har talt med en af a-kassens medarbejdere:

”Vi har jo vejledningsforpligtelse, så medlemmerne har gennem grundig vejledning fra os fået den fornuftige erkendelse, at det stadig er en god ide at betale til efterlønnen. Vi har ikke haft nogen, som har fravalgt efterlønnen på baggrund af regeringens forslag, men vi har haft mange tvivlere i røret – især de 53-årige. Så vi har haft mange medlemmer, der er glade for, at de er blevet vejledt væk fra en panikhandling, som kunne have store konsekvenser for dem senere i livet.”