Danske A-kassers repræsentantskabsmøde 2021

Formandens beretning:
 

Det talte ord gælder

Kære alle sammen

Det er nu et år siden, jeg tiltrådte som formand for Danske A-kasser. I den forbindelse har jeg genbesøgt mit tiltrædelsesinterview for at bruge det som en slags målestok for, hvordan året er gået i forhold til blandt andet vores mærkesager her i DAK.

I interviewet nævnte jeg blandt andet, at DAK ville fortsætte indsatsen for at forbedre dagpengene. At vi ville arbejde for bedre rammer for beskæftigelsesindsatsen. Og at vi ville komme med en konstruktiv evaluering af dagpengereformen. 

Alt sammen noget som vi har gjort - og noget som jeg vender tilbage til.
Jeg nævnte også, at beskæftigelsesministeren ville høre fra os, hver gang det var relevant. Og han har i høj grad hørt fra os. Nogle gange via indlæg, nogle gange pr brev, og nogle gange ved at vi er mødtes med ham. 

Og så nævnte jeg, at det var vigtigt for mig at være en del af et formandskab. Det synes jeg er lykkedes godt, og fordelene ved det vil jeg også vende tilbage til.

Sidst men ikke mindst sagde jeg i interviewet, at den særlige tid vi står i – Coronatiden – har understreget hvilken leveringsdygtig og agil branche, vi er. Og det er denne udtalelse, som jeg vil bygge videre på som det første her i min beretning.

Corona og hvordan a-kasserne har leveret under krisen

Forhåbentlig er Coronakrisen nu noget, der hører historiebøgerne til. Selv om der tales om nye Coronavarianter og behovet for et tredje stik, så tyder alt nu på, at vi i Danmark har lagt Coronaen stort set bag os. I hvert fald Corona som en pandemi. Det er meget positivt.

Ser vi på ledighedsstatistikkerne, er der grund til samme optimisme. Sidste år nåede vi i maj helt op på cirka 130.000 (fuldtidsledige) dagpengemodtagere, og ledigheden ville have været endnu højere, hvis hjælpepakkerne ikke var blevet indført. Siden er antallet af ledige faldet, og i juli var der knap 90.000 (fuldtidsledige) dagpengemodtagere.

Så vi kan ikke sige andet end at det buldrer derudaf. Så meget at mange arbejdsgivere er begyndt at råbe på arbejdskraft. Den problemstilling vil jeg også vende tilbage til. 

Først vil jeg lige runde a-kassernes rolle i den imponerende måde, som det danske arbejdsmarked kom igennem Coronakrisen på.

Her tænker jeg selvfølgelig på, hvordan medarbejderne i hver eneste a-kasse formåede at omstille sig lynhurtigt og som altid have fokus på at have det enkelte medlem i centrum. Om det så var nye regler, nye arbejdsformer eller et helt nyt og ændret arbejdsmarked, som medarbejderne og a-kasserne skulle forholde sig til – så gjorde vi det bare.
 
Derudover tænker jeg også på, at vi som branche endnu engang leverede politisk. Fx med arbejdsfordelingsordningen, hvor vi på meget kort tid – cirka halvanden uge – skulle omstille os, vejlede om og udbetale efter en helt ny ordning. 

Det er stærkt, at vi leverer på den måde, og jeg vil godt sige tak til både jer kollegaer i a-kasserne, til jeres medarbejdere og til sekretariatet. Der er ingen tvivl om, at vores fælles indsats under Coronakrisen har været med til at cementere, at Danske A-kasser er en konstruktiv brancheorganisation, der leverer løsninger. Danske A-kasser lytter man til og regner med.

Udhulingen og dagpengesatsen

En udfordring, som vi har peget på i årevis, er forringelsen af dagpengesatsen. Og endelig har politikerne også lyttet til os her. Endelig har regeringen erkendt, at dagpengenes lave dækningsgrad er uholdbar. 

I deres nye udspil ’Danmark kan mere I’ har de nu taget konsekvensen af den uanstændige udhuling, og de har blandt andet foreslået at hæve dagpengene med op til 5.000 kroner de første tre måneder af ledighedsperioden. Det er meget glædeligt, at de nu går en anden vej.

For det er ikke for sjov, når jeg flere gange i medierne har begrundet den store opbakning til vores dagpengesystem fra 2 millioner medlemmer med, at alternativet til dagpengene jo ofte er ingenting. Forstået sådan at mange jo ikke engang ville kunne få kontanthjælp i stedet.

Og med udhulingen in mente, så har det i hvert fald ikke været politikerne, vi kan takke for de mange medlemmer. 

Tværtimod har politikerne igennem årene barberet så meget af både ydelser og dagpengeperioden, at systemet efterhånden stod temmelig afpillet tilbage. 

Men nu har de endelig spillet ud med højere dagpenge – i form af et tillæg. Et mærkbart tillæg endda. I hvert fald til nogle af vores medlemmer i en afgrænset periode. 

Og så vil jeg da også lige tilføje, at jeg har set Venstres udspil i avisen i dag. Og om det kan man sige, at det jo er af en helt anden kaliber. Så nu må vi se, hvad der sker.

Det er også glædeligt, at regeringen foreslår at permanentgøre ordningen om et uddannelsesløft målrettet områder med mangel på arbejdskraft.

Løftet af ufaglærte og faglærte med forældede uddannelser er i sig selv godt. Og at de kan modtage 110 procent af deres hidtidige dagpengesats imens de dygtiggør sig, er ekstra godt.

Vi så, at det tiltag virkede under Coronakrisen, så det er rigtig fornuftigt, at det bliver til et permanent værktøj i beskæftigelsesindsatsen. 

Forringelsen af dimittendsatsen

Men hvad der er alt andet end fornuftigt er, at regeringen i sit udspil lægger op til, at dagpengeløftet fuldt ud finansieres af en lavere dimittendsats, og at udhulingen fortsætter med 2 x 0,75 procent i 2022 og 2023. 

At regeringen ikke har valgt at stoppe den forhadte udhuling, er uforståeligt. Og forslaget om at skære i dimittendsatsen er decideret bekymrende. Og det er det af flere årsager. 

For det første er jeg simpelthen bange for, at mange nyuddannede vil have svært ved at klare sig økonomisk, hvis de ikke finder job med det samme. 

For argumentet med, at en nyuddannet får en kæmpe indtægtsfremgang med den nuværende dimittendsats, holder ikke. 

Man skal jo huske på, at det er de færreste, der ’kun’ har SU, når de læser. Langt de fleste har både lån og løn ved siden af – og dermed er det ikke rigtigt, når politikerne får det til at lyde som om, de nyuddannede bliver forgyldt af at komme på dimittendsatsen.
 
For det andet vil vi med en meget kort dagpengeperiode for dimittender - som ofte har svært ved at lande det første faste job - kunne se ind i, at mange efter et års tid falder ud af dagpengesystemet. 

For det tredje er jeg bange for, at fødekæden til a-kasserne bliver alvorligt svækket. Rigtig mange melder sig i dag ind, imens de er under uddannelse. Og de holder faktisk ved, selv om de aldrig trækker på systemet igen. 

Jeg er simpelthen bange for, at en så kraftig forringelse af ydelsen vil føre til, at langt færre vil forsikre sig mod ledighed, og at vi over tid vil se en kraftigt faldende tilslutning til vores system. Og det vil jo være katastrofalt. Det vil ramme os alle.

I øvrigt er det også sådan, at Danske A-kasser har afdækket, at præmissen for indgrebet i dimittendsatsen slet ikke holder. Altså præmissen med at de nyuddannede kommer hurtigere i arbejde ved at skære i deres ydelser. 

For sekretariatet har udarbejdet en analyse, der viser, at der ikke skete en positiv udvikling i ledighedstallet, da man skar ned på dimittendsatsen sidst. 

Det var i forbindelse med dagpengereformen fra 2017, og dengang satte man satsen ned med 13 procent.

Den forringelse kan jo ses som et fuldskalaforsøg på at øge arbejdsudbuddet og beskæftigelsen via lavere ydelser. Men når man ser på den efterfølgende udvikling i dimittendledigheden, er der absolut intet, der tyder på, at forringelsen af dagpengene fik nogen hurtigere i arbejde. 

Synet på de ledige

Og der er jo en soleklar forklaring på, hvorfor ledige ikke kommer hurtigere i job, bare fordi dagpengesatsen sættes ned. 

Virkeligheden er nemlig den, at både nyuddannede og andre ledige gerne vil have et job og derfor søger med lys og lygte i forvejen.

Det er mig en gåde, at politikere og andre konsekvent tror, at ledige hellere vil være på dagpenge eller kontanthjælp end at have et arbejde at stå op til og en glæde ved at forsørge sig selv.

Ligesom det er mig en gåde, at politikerne ikke sætter sig ned og kigger på tal og fakta, inden de udvikler politik. Eller de kan i virkeligheden bare ringe til os, inden de går i gang.

For når vi siger noget, så er det underbygget med viden. Således har vi også fakta, der viser, hvor skrabet man lever, når man er på dagpenge.

I efteråret 2020 udarbejdede vi en stor Dagpengeundersøgelse, som blandt andet viste, at 50 procent af de ledige må låne penge af familie og venner for at få økonomien til at hænge sammen. Undersøgelsen blev offentliggjort i tre delrapporter og i forskellige medier hen over sidste vinter og dette forår. 

Vi har nu samlet delrapporterne til en stor rapport og udbygget den med de kommentarer, som respondenterne har kunnet skrive i fritekstfelterne. Her har de blandt andet beskrevet de økonomiske afsavn, de oplever som ledige. Og jeg skal hilse og sige, at det er trist og tankevækkende læsning.

Vi har dagpengemodtagere i Danmark, som må sælge huset, indbo eller arvesmykkerne fra mormor for at få mad på bordet. 

Men jeg behøver ikke at komme med flere eksempler, for den samlede undersøgelse er lige kommet frisk fra trykken, og der ligger et eksemplar til jer hver på jeres pladser. Jeg håber, I vil læse den med interesse.

Det samme vil jeg sige til beskæftigelsesministeren og andre relevante politikere, som får oversendt et eksemplar her ved Folketingets åbning. Mit håb er, at undersøgelsen kan være med til at vise politikerne, at det ikke er nogen fest at være på dagpenge. Og at den derfor kan være med til at ændre på tonen og retorikken omkring de ledige. 

For her synes jeg, vi har et vigtigt slag at vinde. At vise politikerne og omverdenen, at de ledige ikke er en særlig gruppe af danskere, som gør alt for ikke at arbejde. 

Og at det ikke er i orden at udskamme nogen for ledighed. Alle kan blive ramt af ledighed. Det har det seneste halvandet år da om noget vist os. Og det gjorde finanskrisen også. 

De ledige er nogen, alle kender: fodboldtræneren i klubben, moren til én af ungernes venner, familie eller en nu tidligere kollega. Vælgere.

De ledige er ikke en stationær gruppe. Vores medlemmer går ind og ud af systemet. Nogle er ledige i kort tid, måske er de vejrligs-ledige. Andre er ledige i længere tid, mens de leder efter et arbejde eller er mellem to job.

Vi danskere kan faktisk rigtig godt lide at arbejde – vi definerer os selv gennem det at arbejde. Når vi sidder til et selskab, er det første vi bliver spurgt om: ’hvad hedder du?’ Og det næste: ’hvad laver du?’ Også den høje jobomsætning og forholdsvis lave ledighed viser, at vi godt kan lide at arbejde. 

Det danske arbejdsmarked er et af de mest dynamiske i verden og langt de fleste job besættes helt gnidningsløst, fordi langt de fleste – også ledige - helst vil arbejde.

Cirka 700.000 eller hver fjerde starter i nyt job hvert år. Cirka 260.000 får dagpenge på et tidspunkt i løbet af et år. Så når der aktuelt er 90.000 dagpengemodtagere, er det altså ikke et billede af, at 90.000 går rundt i lang tid og vægrer sig mod at arbejde. Nye ledige kommer hele tiden til, fordi de bliver fyret eller afslutter uddannelse uden at have et job på hånden. 

Arbejdskraftmangel

Nu har jeg et par gange nævnt, at der er kommet godt gang i samfundshjulene. Det er jo i sig selv glædeligt. Men som det sker, hver gang vi er i en højkonjunktur, så kommer alle historierne om arbejdsgivernes problemer med at skaffe arbejdskraft også.
Problemer som blandt andet bygger på fortidens synder – nogle synder, som det er svært at få rettet op på lige nu og her. 

Her tænker jeg på, at vi i Danmark gennem årene ikke har været gode nok til at uddanne folk med de rette kompetencer. Og når arbejdsgivere desperat mangler folk i fx bygge- og restaurationsbranchen, så bærer de selv en stor del af ansvaret, fordi de fx ikke opretter praktikpladser nok. 

Og når arbejdsgivere forgæves efterlyser ufaglært arbejdskraft, så skal man også huske på, at langt fra alle ledige kan tage disse job. I hvert fald ikke på de vilkår som arbejdsgiverne tilbyder. Mange af disse job er i brancher, der kræver rigtig god fysik, som fx rengøringsområdet.

Og lige netop rengøringsbranchen er kulissen for en af de helt store pressehistorier, der handler om mangel på arbejdskraft. En pressehistorie som blandt andre Københavns beskæftigelsesborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard bruger til at skyde på hele a-kassebranchen.

Her tænker jeg selvfølgelig på historien om rengøringsfirmaet ’De 5 stjerner’, der siger, de kun har fået besat to ud af 450 ledige stillinger, selv om København har 24.000 jobparate ledige.

I en artikel i Berlingske mere end antydede borgmesteren, at a-kasserne ikke sanktionerer ledige, som siger nej til et job. Heller ikke selv om a-kassen har fået en underretning fra kommunen. Årsagen er ifølge hende, at a-kasserne er afhængige af at have tilfredse ledige medlemmer, der betaler kontingent. Og løsningen er ifølge borgmesteren, at sanktionsretten skal tages fra a-kasserne.

Men både præmisserne og løsningerne i Lonning-Skovgaards udtalelser er – som I ved – helt forkerte. Og det fik jeg heldigvis også mulighed for at forklare på debatsiderne i Berlingske et par dage efter artiklen. 

Udover at slå fast, at det altså ikke er en god forretning for os at have ledige medlemmer. Tværtimod. Så forklarede jeg også, at der ikke er noget at udsætte på a-kassernes sanktionspraksis. STAR fører jævnligt og grundigt tilsyn med a-kasserne for at sikre, at der bliver sanktioneret korrekt. 

Samtidig er a-kasserne underlagt revision. Og igennem årene har tilsynsrapporter fra STAR og revisionen i a-kasserne igen og igen vist, at der bliver lavet få fejl. 

Det kan man til gengæld ikke sige om de underretninger, vi får fra kommunerne. Her afslører statusrapporterne, at halvdelen af underretningerne fra jobcentrene er fejlunderretninger. 

For jobcentrene sender ofte bare en underretning – uden i tilstrækkelig grad at sikre sig, at grundlaget for at underrette er til stede. Og er der ikke et grundlag at sanktionere på, så kan a-kasserne ikke sanktionere.

Nu skal jeg ikke gentage hele indlægget. Men jeg vil gerne nævne, at jeg også forsøgte at se konstruktivt på rekrutteringsproblemerne – og at komme med bidrag til løsningen. For det, synes jeg, kendetegner DAK. 

Vi brokker os ikke bare over problemerne, og vi nøjes ikke med at skyde tilbage, når nogen kritiserer os. Hvis vi overhovedet kan, så forsøger vi at komme med løsninger. 
Så derfor kom jeg ind på, at en af udfordringerne er, at mange af de job, der er svære at besætte, er på deltid. Så en idé for de brancher, der udbyder mange småjob, kunne da være at samle nogle af dem til reelle fuldtidsjob, som man faktisk kan leve af.

Derudover nævnte jeg, at det er et generelt problem, at dagpengereglerne ikke er fremmende for mulighederne for at tage småjob. I den forbindelse gjorde jeg naturligvis reklame for vores evaluering af dagpengereformen, hvor vi netop peger på, at nogle af reglerne modarbejder ønsket om, at folk kan og vil tage småjob og job på nedsat tid. 

Hvad jeg ikke nævnte – men hvad vi i DAK har sat fokus på i anden sammenhæng – er, at vi hellere end at holde ni samtaler på seks måneder for alle nyledige, skulle få gang i en aktiv beskæftigelsesindsats. 

En indsats med reel opkvalificering og spor- eller brancheskift til de ledige, der har brug for det. 

Så vi investerer i de ledige og klæder dem på til at bestride et job i en branche, der skriger på arbejdskraft. Men det vender jeg tilbage til om lidt.

Først vil jeg - nu hvor jeg har jer alle samlet - gerne opfordre til, at I byder ind med helt nye ideer til, hvordan DAK og a-kasserne kan placere sig konstruktivt og offensivt i debatten om arbejdskraftmangel. 

For selv om der er masser af forklaringer på, at tallene ser ud, som de gør, så er det jo også sådan, at vi alle ønsker, at så mange som muligt af vores medlemmer får glæde af opsvinget. 

Så det er nu, vi også skal have de langtidsledige i gang. Selvfølgelig primært for medlemmernes skyld. Men også for vores egen. For at cementere at vi er dem, der kender vores medlemmer og arbejdsmarkedet bedst. Og derfor bør have en større rolle i beskæftigelsesindsatsen, som netop er ved at blive gentænkt og fornyet.

Nytænkning af beskæftigelsesindsatsen

Første delaftale om fornyelsen er jo faldet på plads i forbindelse med, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten skulle finde besparelser i jobcentrene til at finansiere aftalen om Arne-pensionen.

Desværre faldt denne delaftale ikke ud som ønsket. Vi fik ikke ansvaret for egne medlemmer i den første ledighedsperiode. Men hvis man lytter på vandrørene og faktisk også direkte til Peter Hummelgaard, så lyder det som om, det slag ikke er tabt endnu. Vi har i hvert fald hørt, at ministeren overvejer at give en større rolle til a-kasserne. Og det er da fantastisk.

Og så vil jeg da også lige nævne, at Rambøll-rapporten om forsøgene netop er offentliggjort – og at det jo er rigtig god læsning.

I Danske A-kasser har vi længe opfordret til, at der med udgangspunkt i det aktuelle a-kasseforsøg åbnes for, at alle a-kasser kan stå for medlemskontakt og vejledning i de første seks måneder af ledighedsforløbet.

Det gør vi jo, fordi vi i al ubeskedenhed mener, at a-kasserne - med vores kendskab til medlemmerne og deres muligheder på arbejdsmarkedet - kan gøre det bedre end det de møder i dag.  

Jeg håber, at a-kasseforsøget var den første murbrækker, og at vi nu ser ind i, at nytænkningen af beskæftigelsesindsatsen bliver vores endelige gennembrud med hensyn til at få den første kontakt til de ledige.

En anden meget stor fordel ved at lade a-kasserne tage sig af de ledige i den første tid, er, at det samtidig kan frigive ressourcer i jobcentrene til at koncentrere indsatsen mere om de langtidsledige, som der desværre er blevet mange flere af det seneste år.

Digitale samtaler

Og netop behovet for en bedre hjælp til de langtidsledige er også et af argumenterne for, at vi på ét punkt bør tage erfaringer fra Coronakrisen med os videre ud på den anden side. 

For som Villy og jeg skrev i et debatindlæg allerede i starten af året, så bør vi lade os inspirere af de virtuelle arbejdsformer, som Coronakrisen tvang os ud i.
 
Vi bør simpelthen beholde nogle af de digitale løsninger og lave en varig model med en god balance mellem fysiske og digitale samtaler. 

De mange samtaler som i dag skal køre efter standardskabeloner medfører, at der bruges uforholdsmæssigt mange ressourcer på at vejlede medlemsgrupper, der i vidt omfang er selvhjulpne. 

Og desværre betyder det mindre tid til at vejlede medlemmer, der har brug for et sporskifte eller uddannelse for at komme videre i arbejdslivet.

Men hvis vi via digitale samtaleformer smidigt kunne hjælpe dem, der ikke har andre problemer, end at de skal vejledes i jobsøgningen, så kunne vi frigive ressourcer til at give mere hjælp til dem, der er i risiko for at blive langtidsledige eller allerede er langtidsledige. Altså mere målrettede samtaler - og også fysiske samtaler - til dem, der har behov.

Denne balance – og dette ’både-og’ – er vi blevet enige om i DAKs bestyrelse. Vel vidende at nogle a-kasser helst vil gå ’all in’ på digitale løsninger. Imens andre a-kasser sætter de fysiske samtaler højest. 

Men det er jo netop det, vi kan i DAK – finde de fornuftige, gode løsninger, der kan rumme og favne alle.

Desværre er politikerne på dette punkt ikke helt lydhøre over for vores fornuftige løsning. I hvert fald har de valgt at vende logikken på hovedet i den nævnte delaftale, som allerede er lavet om besparelser i jobcentrene.

For en del af besparelsen opnås ved, at personer, der har været ledige i over seks måneder, kan vælge en digital samtale eller en telefonsamtale i stedet for at møde fysisk frem til møder i jobcenter eller a-kasser.

Og der er det altså, vi mener, at det havde været mere logisk og en bedre idé, hvis man havde åbnet fleksibelt op for digitale samtaler i de første seks måneder af et ledighedsforløb i stedet for.

En holdning som Villy og jeg også gentog i et nyt debatindlæg, lige da nyheden om delaftalen kom ud. 

Her opfordrede vi kraftigt til, at regeringen og forligspartierne tager tråden op igen, så vi kan få en mere fleksibel og fornuftig løsning.

Men lige nu er det ærlig talt svært at se, hvor det hele ender. Beskæftigelsesministeriet havde igangsat en registeranalyse, der skulle undersøge beskæftigelseseffekterne ved digitale samtaler. En analyse som Svarer og Rosholm skulle stå i spidsen for, og som DAK hele tiden har sagt var umulig at lave. 

Og det viste sig, at vi havde ret. De to professorer har nu kastet håndklædet i ringen og registeranalysen er blevet indstillet. 

Det er nemlig ikke muligt at udlede om den ene samtaleform er mere effektfuld end den anden. Faktisk kan man nu tilsyneladende end ikke udlede, at samtaler overhovedet er effektive. 

Vi må sætte vores lid til, at man fra politisk side alligevel er villig til at se lidt mere fleksibelt på samtaleformener. Så min afslutning på dette punkt i beretningen er bare, at jeg håber sagen ender godt – med en god balance mellem fysiske og digitale samtaler.

Dagpengesystemet

Jeg har nået at nævne den kort. Nemlig evalueringen af dagpengereformen, som DAK sammen med 12 a-kasser har udarbejdet i løbet af det seneste år, og som Verner og jeg overrakte til Peter Hummelgaard i juni. 

Jeg kan i øvrigt tilføje, at vi fik megen ros af ministeren ved det møde. Han takkede ikke bare for det kæmpe arbejde med evalueringen, men også generelt for vores store engagement for at bevare et trygt dagpengesystem.

Og lige præcis det med at gøre dagpengesystemet mere trygt – det var jo et af målene med reformen fra 2017, og det er noget af det, som vi i evalueringen har set på, om man med reformen er lykkes med. 

Vores konklusion er, at man er lykkedes langt hen ad vejen – men ikke hele vejen rundt. Vi nøjes dog ikke med at pege på problemerne. Også her kommer DAK med de konstruktive løsninger.

For en vigtig del af evalueringen er det katalog med forbedringsforslag, der i Danske A-kassers øjne vil kunne bringe de forskellige elementer i reformen tættere på det, der var intentionen med dem.

Jeg er meget stolt af det store arbejde og den flotte evaluering, som en enig branche står bag. Både de 12 deltagende a-kasser og sekretariatet skal have en stor tak for indsatsen med at få udarbejdet selve evalueringen og de konstruktive forslag.

Nu mangler vi så ’bare’ at få vores evalueringsforslag omsat til virkelighed. Ministeren tog som sagt godt imod den, og indtil videre har vi haft et møde med DA, hvor vi havde en god dialog om evalueringen. Og jeg ved, at der i hvert fald kommer et møde med KL. I sidste uge havde vi et møde i kalenderen med Beskæftigelsesudvalget, men det blev aflyst. Vi tager dog handsken op igen og forsøger at få et nyt møde i kalenderen.

Meget af det, vi er kommet med i evalueringen, falder fint i tråd med de dagsordener, der er oppe lige nu – om mangel på arbejdskraft og om at sikre incitament for de ledige til at tage det arbejde, der er.

Sats, belægningsregler og supplerende dagpenge er jo noget, som det er helt oplagt at tage fat i, når arbejdsgiverne kæmper om arbejdskraften og helst vil ansætte 20 timer om ugen, i weekender og til en forholdsvis lav løn. 

Så har vi det hele i spil: Risiko for lav sats ved genberegning. Belægning for weekendarbejde. Og et forbrug af retten til supplerende dagpenge, som hindrer dig i at tage det næste job på mindre end fuld tid. Det har du simpelthen ikke økonomisk mulighed for. Og det er kontraproduktivt. 

Vi har med evalueringen en meget stærk platform at stå på. Og vi står ikke på den alene. Andre bringer vores forslag frem. Tager dem op i de sammenhænge, de kan. Det er rigtigt godt.

Nu er det vigtigt, at vi holder fast i det, vi har villet med evalueringen. Det vi vil med vores dagpengesystem. Vi vil have et enkelt, fleksibelt og trygt system, som de ledige kan gennemskue og a-kasserne administrere.

For at få det er det nødvendigt, at vi bygger videre og bygger oven på de principper, vi har i systemet. At vi respekterer de grundpiller, der bærer systemet. Og ikke finder på alt muligt nyt, som ikke passer ind. Det har vi evnet i evalueringen – at pege fremad, men i respekt for det, vi sammen har bygget op. Vi har evnet at holde os fra knopskydninger og de nemme – men uholdbare – løsninger. Vi har evnet, at it-systemer og administration kan følge med. At komme med noget som vil forenkle systemet for medlemmer og medarbejdere.

Vi kan sagtens udvikle dagpengesystemet – men det skal ske på den rigtige måde. Det har vi set – særligt under Corona, hvor nye ændringer i dagpengesystemet kom til fra den ene dag til den anden. Og hvor vi måtte kæmpe lidt af en kamp og for eksempel minde politikerne om, at vi nu har et månedsudbetalingssystem og ikke bare kan ændre grundlæggende på det. Særligt ikke til midt i en måned.

Men vi har også lavet andet end evaluering samt brandslukning under Corona. For eksempel har vi brugt en del krudt på Tidlig Pension og efterløn, EØS og Brexit. Og feriedagpenge. Og de over 100 Corona-nyhedsmails der er kommet fra sekretariatet. For bare at nævne noget af det.

Ganske som I, i a-kasserne, har måtte omstille jer, har medarbejderne i sekretariatet været igennem det samme.

Også de har måtte finde nye måder at arbejde på – og at nå ud til a-kasserne på. Ikke mindst virtuelle måder. Og det gælder i høj grad i forhold til den måde vi arbejder med uddannelse på. Ofte har vi holdt temadage i webinarform, fx om feriedagpenge, Brexit, EØS og Tidlig Pension.

Det har der været en meget stor interesse for, så der er ingen tvivl om, at vi vil fortsætte af det spor og også fortsætte med at udvikle os på uddannelsesområdet.

Vi har også været nødt til at omstille os og skabe relationer til nye samarbejdspartnere, fx i ATP og i Udbetaling Danmark. 

Danske A-kasser

Internt i DAK kommer også en ny relation, for lige nu er sekretariatet ved at ansætte en ny kollega. Så er sekretariatet for første gang i meget lang tid – i årevis faktisk - oppe på fuld bemanding. Og en fuld bemanding, der spænder vidt med en bred vifte af kompetencer.

Og det med at spænde vidt er jo netop kendetegnende ved DAK. Vi er 21 a-kasser, der er vidt forskellige i forhold til størrelse, medlemsgruppe, organisering, forankring og i et vist omfang også i forhold til holdninger. Men naturligvis har vi også så mange fælles holdninger, interesser og mærkesager, at vi ved, at vores sammenhold samlet set gør os alle stærkere.

Og netop det med både sammenholdet og bredden var jo årsagen til, at jeg i mit tiltrædelsesinterview, sagde, at det er vigtigt, at vi har et formandskab i DAK og ikke ’bare’ en formand. For når Villy og jeg går ud med fælles meldinger, så understreger vi netop, hvad DAK er. At vi dækker hele branchen – fra a-kasser for de ufaglærte til a-kasser for akademikere. 

Det stærke signal har vi gjort brug af flere gange i årets løb. Som nævnt i fælles debatindlæg, men også ved fælles møder. Fx da vi sidste efterår mødte op begge to på Christiansborg for at dele chokolader ud og sætte fokus på udhulingen af dagpengene i samtaler med både Peter Hummelgaard og en stor del af Beskæftigelsesudvalget.

I det kommende år vil jeg forsøge at have fokus på, at vi alle lærer hinanden og hinandens vilkår endnu bedre at kende. Derfor vil vores – udskudte - årskonference, der løber af stablen til maj også langt hen ad vejen bestå af oplæg fra repræsentanter fra forskellige a-kasser. Det vil jeg glæde mig til.

Men nu vil jeg skynde mig at sige tak for ordet og for det første år i spidsen for DAK.