Tryghed til politikere

Danske A-kasser skriver til politikere i usikker jobsituation

Folketingsvalget nærmer sig, og dermed står en række politikere i en usikker jobsituation, da de ikke ved om deres arbejdsgivere – vælgerne – vil opsige dem eller ej. Danske A-kasser har derfor sendt en mail til politikerne om, hvordan dagpengesystemet og a-kasserne kan hjælpe dem

Grafik med antallet af a-kassemedlemmer

Helt præcis er det 2.305.880, der er medlemmer af en a-kasse. Er du? Det har Danske A-kasser netop spurgt folketingspolitikerne om i en mail til hver enkelt af dem. "For vi ved – om nogen – hvor svært det kan være at stå i en usikker jobsituation," siger DAK-direktør, Verner Sand Kirk, om begrundelsen for mailen, der gerne skal skabe lidt tryghed i den usikre situation.

”Kære XXX
Vi skriver til dig, da du i forbindelse med folketingsvalget står i en usikker jobsituation. Vi vil derfor informere dig om, hvordan a-kassen og dagpengesystemet kan hjælpe dig, hvis du efter valget står uden job.”


Sådan begynder den mail, som formand Eva Obdrup og direktør Verner Sand Kirk fra Danske A-kasser netop har sendt til alle de folketingspolitikere, der i øjeblikket står i en situation, hvor de på grund af valget den 1. november, kan miste deres job.

”Vi ved – om nogen – hvor svært det kan være at stå i en usikker jobsituation. Fx så vi under coronakrisen, hvor utrygt det var for a-kassemedlemmerne, når de ikke vidste, om de kunne regne med at beholde jobbet, eller om de var de næste, der stod for tur, når arbejdsgiveren måtte sige farvel til nogen. Vi forestiller os, at et folketingsvalg kan være lige så utrygt og stressende for politikerne, så derfor har vi valgt at minde dem om vores fælles sikkerhedsnet – a-kasserne og dagpengesystemet,” forklarer Verner Sand Kirk, der ikke har noget overblik over, hvor mange af de 146 modtagere af mailen fra Danske A-kasser som allerede er medlem af en a-kasse:

”Derfor er mailen også både en reminder til de nuværende a-kassemedlemmer om, at vi naturligvis er der for dem, og en opfordring til resten om at melde sig ind med det samme, så de efter et år med enten eftervederlag eller arbejde, straks kan få dagpenge, hvis de får behov for det. Vi regner naturligvis med, at de fleste kommer i job med det samme, da arbejdsgiverne jo skriger på kvalificeret arbejdskraft i øjeblikket”.

Mailen er sendt til alle folketingsmedlemmer, som genopstiller og som er født efter 1. november 1957. 

Resten af mailen lyder således:

”2,3 millioner personer i Danmark er medlem af en a-kasse. Hvis du ikke er én af dem, så kan du se alle Danske A-kassers medlems-a-kasser her og finde en a-kasse, der passer til dig. 

Som medlem af en a-kasse kan du som udgangspunkt modtage dagpenge i op til to år, og du kan få hjælp til at komme tilbage i job. A-kasserne er rigtig gode til jobformidling – læs mere om det her.

Folketingsmedlemmer, der forlader Folketinget på grund af folketingsvalg, modtager et eftervederlag, der svarer til grundvederlaget, i seks til 24 måneder. Det er fordelagtige forhold sammenlignet med det øvrige arbejdsmarked, men vederlaget får jo en ende en dag, så du kan få brug for dagpenge.

Retten til dagpenge er betinget af, at man har været medlem af en a-kasse i mindst ét år og har haft mindst et års arbejde i medlemsperioden. Så hvis du ikke allerede er medlem, anbefaler vi, at du melder dig ind i en a-kasse nu. Den periode, du som tidligere folketingsmedlem modtager eftervederlag, tæller som arbejde i dagpengesystemet.
 
Husk at gå hurtigt i gang med jobsøgningen, hvis du bliver opsagt af vælgerne, for arbejdsmarkedet har brug for dig, og i flere brancher er der ligefrem mangel på arbejdskraft. Som tidligere folketingsmedlem er du endda i den gunstige situation, at der ikke sker modregning i dit eftervederlag for indtægter op til 152.940 kroner i de første 12 måneder. Så her kan man virkelig sige, at det kan betale sig at arbejde!

Som medlem af en a-kasse kan du i 2022 modtage op til 19.351 kroner før skat (og formentlig vil visse grupper i fremtiden kunne modtage et tillæg til dagpengene de første tre måneder). Det er naturligvis ikke i nærheden af, hvad du har tjent som folketingsmedlem, men husk på, at alternativet til dagpenge ofte er ingenting, hvis du er ledig. Det er fx langt fra alle, der kan modtage kontanthjælp. Så selv om dagpengene er blevet voldsomt udhulede over årene, så er det stadigvæk en god idé at være medlem af en a-kasse!

Held og lykke med valget"
 

Verner Sand Kirk, Danske A-kasser, Sort/hvid

Verner Sand Kirk

Direktør
46971701