Rundtur til a-kasserne

Branchen har plads til både store og små

Hos AJKS er det ”atypiske arbejdsmarked” ved at blive ”typisk”, og den udvikling påvirker a-kassens arbejde både indadtil og udadtil, siger direktør Linda Garlov. Og så tror hun i øvrigt på, at branchen også i fremtiden vil rumme små niche-a-kasser, som AJKS

Linda Garlov

Freelancearbejde, korttidsansættelser, opgavebaseret arbejde, projektansættelser, tidsbegrænsede stillinger, selvstændig virksomhed. Det ”atypiske arbejdsmarked” har mange navne, og hos A-kassen for Journalistik, Kommunikation og Sprog (AJKS) fylder det efterhånden så meget, at det næsten er misvisende at kalde det ”atypisk”.

”Vi kan se, at arbejdsmarkedet for journalister og kommunikationsfolk udvikler sig meget. Efterhånden har vi rigtig mange medlemmer, der ikke er ansat på almindelige lønmodtagervilkår. Faktisk så mange, at det ’atypiske arbejdsmarked’ er ved at blive det ’typiske’,” siger Linda Garlov, direktør i AJKS, der er tilknyttet de to fagforbund Dansk Journalistforbund (DJ) og Kommunikation og Sprog (KS).

Hun har ikke det præcise tal for, hvor mange af AJKS’ medlemmer, der er på det atypiske arbejdsmarked, men af de medlemmer, som tilhører a-kassens største valggruppe ”Dansk Journalistforbund”, er det efterhånden over en fjerdedel. Og den udvikling har ifølge Linda Garlov medført, at det er blevet en af a-kassens klare mærkesager at få påvirket dagpengesystemet, så det er gearet til fremtidens arbejdsmarked og ikke fortsat kun er indrettet til industrisamfundet.

Det arbejder vi rigtig meget med i vores påvirkningsarbejde sammen med resten af koncernen (red: DJ og KS). Og samtidig arbejder vi indadtil på at blive endnu bedre til at rumme de medarbejdere, der går ind og ud af arbejdsmarkedet og vores systemer,” forklarer Linda Garlov.

I fin forlængelse af omtalte mærkesag fremhæver direktøren også, at de lempede regler omkring selvstændige er noget af det bedste, som er sket på dagpengeområdet længe.

”Vi er glade for de lempede regler, og det er noget vi, sammen med andre a-kasser, har arbejdet på meget, meget længe. De betyder faktisk noget for en gruppe af vores medlemmer. Fx de nye ophørsregler og muligheden for at tage selvstændig bibeskæftigelse med til ny dagpengeret. Vi kan se, at det animerer vores medlemmer til at tage små-opgaver og det arbejde, de kan få – og det er netop sådanne tiltag i systemet, vi har brug for,” siger Linda Garlov.

Motivere i stedet for at mistænkeliggøre

På spørgsmålet om, hvad hun ville ændre, hvis hun var beskæftigelsesminister, nævner direktøren netop også, at hun ville indrette dagpengesystemet, så det motiverer i stedet for at mistænkeliggøre og passivisere. 

”Det er ikke fordi, jeg vil indføre borgerløn, men jeg synes virkelig, man skal tænke over, hvordan vi får et system, der belønner dem, der gør noget, i stedet for at knække dem. Jeg ville indrette systemet, så det er gearet meget mere til den måde, man arbejder på i dag og i fremtiden – og så det ikke er så tungt i forhold til dem, der stikker lidt ud fra den almindelige måde at arbejde på,” siger Linda Garlov og peger på det paradoksale i, at det er meget mere besværligt for medlemmet selv og for a-kassen, hvis man arbejder lidt, end hvis man slet ikke arbejder:

”Systemet er generelt tungt, og så er det endda endnu mere tungt for de medlemmer, der har lidt arbejde. De her mennesker - der gør en dyd ud af at tage en mindre eller større opgave, når de kan komme til det – dem straffer vi langt hen ad vejen med en masse bureaukrati, i stedet for at vi har et system, hvor man inspirerer og motiverer folk til at tage alt det arbejde, de overhovedet kan. Jeg ved godt, at det er supersvært, men vi er simpelthen nødt til at motivere folk til at arbejde og ikke motivere dem til at læne sig tilbage i sofaen og ikke gøre andet end at skrive et par ansøgninger til jobs, som alle ved, de ikke får”.

Handler om psykologi

Linda Garlov forklarer, at AJKS også indadtil arbejder meget med at få rokket ved medlemmernes traditionelle tankegang og med at udfordre deres tro på, at den eneste vej ud af ledigheden er at sende ansøgninger til de faste fuldtidsjob.

”Vi er i en branche, hvor der er pænt med job, men hvor der samtidig er rigtig mange om buddet. Derfor går vi meget op i, at vores medarbejdere er klædt på til at rådgive medlemmerne om, hvordan de kan stykke deres egen beskæftigelse sammen i stedet for kun at vente på et fast fuldtidsarbejde. Vi skal fx hjælpe dem til at tro på, at de kan være freelancere – for nogle kræver det, at de skal finde nye sider frem af deres personlighed, så de kan sælge dem selv og deres produkt; nogle skal have hjælp til at lave forretningsplaner osv. Så vi arbejder fx meget med iværksætter-workshops og kurser i ’startup-planer’”, siger hun og tilføjer, at AJKS også taler meget med jobcentrene om det særlige arbejdsmarked, der er for a-kassens medlemmer:

”Vi arbejder også med at klæde jobcentrene på, så de kan hjælpe med at se, hvordan en indtægt og et arbejdsliv kan stykkes sammen på nye måder. Det er vigtigt, at medlemmerne møder den samme forståelse hele vejen rundt – og det er vigtigt, at vi tør påtage os rollen med at sige til folk, at de skal kaste sig ud i det og tage nogle risici. Der er rigtig meget psykologi i at gå fra at tænke sig selv som almindelig lønmodtager til at se sig selv som freelancer”.

Som mange af hendes kollegaer fra de øvrige a-kasser peger Linda Garlov på, at udhulingen af dagpengene er noget af det værste, der er sket på dagpengeområdet. I DJ er gennemsnitslønnen på 43 – 44.000 kroner, så hun kan godt forstå, at nogle medlemmer begynder at overveje om det overhovedet kan betale sig at være i en a-kasse.

”Men det er jo dybt bekymrende, at vi er ved at save det ene ben af flexicuritymodellen. Vi har også et privat produkt, som vi tilbyder, men indtil nu har det ikke været så efterspurgt. Jeg tror, at mange af vores medlemmer har haft den politiske holdning og det solidariske princip, at sikkerhedsnettet ikke skulle tilkøbes privat. Men nu oplever vi, at det begynder at stramme så meget til, at flere medlemmer er blevet interesserede i det private produkt”.

Nej tak til frokost

Linda Garlov ser kun fordele ved, at AJKS som lille niche-a-kasse er knyttet til to fagforeninger. En fordel er, at der er penge at spare ved, at koncernen laver stordrift på back-office og administration. Derudover oplever hun, at de kan møde medlemmerne med en helhedsorienteret indsats, når faglige medarbejdere og a-kassemedarbejdere sidder side om side. 

I øvrigt ser hun mange fordele ved at være en lille a-kasse, og Linda Garlov giver ikke meget for de dommedagsprofeter, der siger, at fremtiden vil byde på færre og større a-kasser.

”Vi er agile, fordi vi er små – og så er vi meget effektive, da vi har en flad struktur og har kort vej fra beslutning til handling. Derfor har vi også en sund økonomi, selv om vi kun har 25.000 medlemmer. Men det er klart, at it-omkostningerne er tunge for os, og det kan trække den forkerte vej. Indtil videre løser vi det med back office- samarbejde med den øvrige koncern og med it-samarbejde med andre a-kasser,” siger Linda Garlov og fortsætter:

”Jeg ved godt, at mange af mine kollegaer siger, at fremtiden vil byde på færre a-kasser, og at de små ikke vil overleve, men det har man jo sagt i mange år. Og når jeg spørger efter analysen, der viser, at de har ret, så svarer de bare ’at det siger sig selv’. Men jeg synes ikke, det siger sig selv, og jeg synes, at AJKS modbeviser det. Så jeg vil også på forhånd sige nej tak, hvis andre a-kasser kommer med frokost-invitationer med bagtanker – vi behøver umiddelbart ikke være en del af noget større,” afslutter Linda Garlov med et smil. 

Mød Danske A-kassers medlemmer

Danske A-kasser har været på rundtur hos vores medlems-a-kasser. Det er der kommet en artikelserie ud af. Læs mere om formålet med artikelserien og hvad der venter dig her.

Fakta om AJKS

Medlemsgrupper: 
A-kassen er knyttet til de to fagforeninger Dansk Journalistforbund og Kommunikation og sprog. Medlemmerne arbejder typisk inden for kommunikation, medier, sprog og marketing. Derudover har a-kassen også medlemmer inden for de kreative og kunstneriske fag som billedkunstnere og musikere, fordi de typisk også er freelancere – ligesom en del af a-kassens øvrige medlemmer. 

Antal medlemmer*: 
24.838.

A-kassens organisering:
Hovedkontor i København og en afdeling i Aarhus. Organiseringen passer med, at mange af a-kassens medlemmer er centreret i de to store byer. I øvrigt er medlemsskaren meget mobil og har – ifølge Linda Garlov – ikke så meget imod at komme til et møde eller et arrangement i København eller Aarhus - med rejsen betalt.

Oprettelsen af a-kassen – og hvad den udspringer af:
AJKS er en sammenslutning af to a-kasser. Journalisternes A-kasse (fra 1952) som i 2003 fusionerede med Erhvervssproglig A-kasse (fra 1979).

*Kilde: A-kassernes afregning af medlemsbidrag, Månedlig opgørelse pr. 1. februar 2019, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Fakta om direktøren:

Navn: 
Linda Garlov.

Stilling: 
Direktør i AJKS.

Alder: 
56 år.

År i a-kassen: 
Direktør i AJKS siden 1. marts i år, hvor hun kom direkte fra stillingen som direktør i DJ. Hun har i alt været 15 år i DJ (en del af dem både som direktør for DJ og AJKS).

Tidligere beskæftigelse: 
Forskellige stillinger hos bl.a. Lærernes A-kasse, CA og den Forebyggende Børneomsorgs A-kasse (der tidligere var fælles a-kasse for BUPL, SL og PMF).

Uddannelse: 
Uddannet jurist og har siden taget en MBA.

Seks hurtige til Linda:

Hvilke tre ord håber du medlemmerne forbinder med jeres a-kasse?
At vi er imødekommende, tilgængelige og relevante.

Hvilke tre ord vil du hæfte på en god leder?
Handlekraftig, retningsgivende og motiverende.

Dit forbillede og hvorfor?
Alle de kvindelige ledere, der er gået foran os. Dem der tog kampen på det tidspunkt, hvor arbejdsmarkedet og ledelseslagene var endnu mere mandsdominerede end i dag. Jeg tager virkelig hatten af for, at de turde gå foran og tage kampene.

Hvad drømte du om at blive, da du var barn?
Togkonduktør! Det kom sig af, at hele familien på min fars side var inden for Statsbanerne. Så det lå ligesom i kortene, at jeg skulle være tjenestemand inden for Statsbanerne. Og så tror jeg, at jeg som pige tænkte på, hvad jeg kunne blive inden for det område. Dengang lå det ikke lige for, at en pige kunne blive lokomotivfører eller stationsforstander, som min far var. Og så faldt valget på togkonduktør… men jeg endte jo et helt andet sted. Jeg elsker dog stadig at køre i tog!

Seneste bog du har læst?
En fagbog med titlen ”Strategi på kanten”, der er skrevet af Anders Drejer, som er professor på Aalborg Universitet. Jeg er ved at lave ny strategi for vores a-kasse, og Anders Drejer har nogle gode betragtninger om at lave en strategi, der passer til den turbulente samfundsmodel, vi har i dag. Af skønlitterære bøger har jeg senest læst Jesper Steins ”Solo”. Jeg er egentlig ikke så meget til krimier, men Jesper Stein er virkelig god.

Dine fritidsinteresser?
Lokalmiljøet i det område, hvor jeg bor. Jeg sidder i bestyrelsen i Borgerforeningen og er meget optaget af, at vi har et godt lokalsamfund. Og så er jeg til outdoortræning. En kombination af løb, motion og fitness, som foregår udenfor. Det dyrker jeg både for at holde mig i form og for det sociale.