Nyhed

Akademikere er lige så hurtigt i arbejde som andre dagpengemodtagere

De ledige akademikere i København kommer lige så hurtigt i arbejde som gennemsnittet af alle dagpengemodtagere. Derfor er Verner Sand Kirk, direktør i Danske A-kasser, temmelig uforstående over for, at Københavns beskæftigelsesborgmester bliver ved med at være efter akademikerne.

Mand giver kvinde vejledning ved computer

Under overskriften "Magistrene skal erkende fakta om ledige akademikere" i Altinget har den københavnske beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard igen været ude og kritisere de ledige akademikere i København for ikke at søge bredt nok, ikke at søge job nok mv.

Men Verner Sand Kirk, direktør i Danske A-kasser, er meget uforstående over for denne kritik.

”Jeg synes sådan set, at det er en meget god idé, hvis borgmesteren også vil erkende fakta. For fakta er, at selvom der vitterligt er mange ledige akademikere i København, så kommer de lige så hurtigt i arbejde som gennemsnittet af alle dagpengemodtagere. Og de gør det væsentligt hurtigere end de arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere, som det er den gode borgmesters fornemste opgave at få i job,” siger Verner Sand Kirk.

Han tilføjer, at det også hører med til billedet, at kun 16 procent af de ca. 14.000 københavnske kontanthjælpsmodtagere er defineret som jobparate.

”Resten er kategoriseret som aktivitetsparate, - det moderne ord for ’ikke-arbejdsmarkedsparate’. Og de tæller belejligt nok slet ikke med i ledighedsstatistikken”.

 

none

Figuren her viser såkaldte overlevelseskurver i København for henholdsvis jobparate på kontanthjælp, og Akademikernes A-kasse, Magistrenes A-kasse, CA og AJKS samt alle dagpengeledige. Dvs. hvor stor en andel af ydelsesmodtagerne, der over tid stadig er på ydelsen og ikke i arbejde. Udtrykket "med tilbagefald" i figuren betyder, at hvis man kommer i arbejde, men mister det igen, så tæller man igen som ledig. Kilde: Jobindsats.dk