Nyhed

Akademiker-a-kasser oplever nu markant stigning i ledigheden

I den sidste halvdel af juni er ledigheden steget igen efter at have været faldende i en kort periode. Det samlede ledighedstal for a-kasserne var 1. juli 156.189 personer. I løbet af måneden vil der sandsynligvis vise sig en yderligere stigning. Som noget nyt er de akademiske a-kasser begyndt at kunne se ledigheden stige for alvor

Kvinde med bærbar computer

De akademiske a-kasser har indtil videre ikke kunnet aflæse coronakrisen så voldsomt i deres ledighedsstatistikker, som mange af de øvrige a-kasser har kunnet. Men efterhånden begynder ledigheden også at stige i a-kasser som Akademikernes A-kasse og CA. 

Det viser Danske A-kassers opdaterede notat om ledigheden under coronakrisen:

The referenced media source is missing and needs to be re-embedded.


Akademikernes A-kasse har nu den største nominelle stigning på i alt 4.582 flere ledige (slut juni) siden krisens start. Samtidig er CA nu blandt de fem a-kasser, der har oplevet en stigning på over 50 procent i antallet af ledige. CA’s stigning var slut juni på 64 procent i forhold til da krisen startede. 

Højeste ledighed nogensinde

Direktør i CA Christian Friis siger, at det er den højeste ledighed a-kassen nogensinde har haft. Han forklarer, at CA i begyndelsen af krisen oplevede en første vækst i antallet af ledige, da nogle af deres medlemmer med meget korte opsigelsesvarsler mistede jobbet.
 
”Det har faktisk været overraskende, at så mange af vores medlemmer har korte opsigelsesvarsler. Og lige her i disse uger, hvor dimittenderne bliver færdige, så fylder den gruppe rigtig meget i ledighedsstatistikken. Det gør de sådan set hvert år, men normalt plejer de at komme i job i løbet af to til tre måneder. I år bliver det jo desværre meget sværere for dem, for der vil være mange flere til at slås om jobbene – også mange, der har erfaring. Vi står med et meget presset arbejdsmarked, der får svært ved at absorbere alle de nyuddannede, der kommer til,” siger Christian Friis, der også er bekymret for, hvad der vil ske med ledighedstallene i CA de kommende måneder.

Han oplyser, at alene 1. juli er der kommet 430 flere ledige i CA, så der nu er i alt 5.510 ledige, hvilket svarer til en ledighed på mere end 10 procent.

”For det første ser vi efterhånden også medlemmer med længere opsigelsesvarsler slå igennem i ledighedsstatistikken, og for det andet kan der desværre nok komme nogle konkurser, når lønkompensationsordningerne stopper. Meget afhænger af, om der kan komme ordentlig gang i hjulene igen i alle brancher. Nogle kører jo som før, men der er stadig brancher som turisterhvervet og transportsektoren, som er virkelig hårdt ramt. Vores medlemmer er også ansat i de brancher, og generelt er vi en a-kasse med næsten udelukkende privatansatte medlemmer – så med tanke på at coronakrisen næsten udelukkende har ramt de privatansatte, så tror jeg desværre ikke, at vores ledighed er toppet”.

Længere praktik

Christian Friis mener, det er svært at se mange andre løsninger på problemet end den oplagte med at få hjulene i gang for alvor. Han har dog et ønske til politikerne, der kan hjælpe dimittenderne. Og det er at give ledige dimittender mulighed for tidligere og længere praktikophold i virksomhederne. 

”De fire uger, som forløbet kan vare nu, er alt for lidt til at bide sig fast, og med den situation, vi har lige nu, så vil det også være gavnligt, hvis de nyuddannede kunne komme meget hurtigere i gang med praktikken. Så fire-otte-12 måneders praktikophold til dimittender allerede efter en måneds ledighed – det er mit ønske”.

Kedeligt sammenfald

Hos Akademikernes A-kasse, hvor cirka halvdelen af medlemmerne er privatansatte, oplever de også, at der er et kedeligt sammenfald mellem mange ledige dimittender, og mange der bliver ledige på grund af corona, men som først viser sig i statistikken nu og i månederne fremover på grund af længere opsigelsesvarsler.

”Selv om vi har oplevet arbejdsgivere, der har strakt sig langt for at holde på vores medlemmer, fordi de er nogle højtskattede medarbejdere, som er svære at erstatte, så ser vi også, at der er flere nu, som mister jobbet. Og vi ser jo nok ind i, at det derfor bliver sværere at være ledig dimittend i år. For vi ved jo godt, at arbejdsgiverne går efter dem, der i hvert fald lige har tre til fem års erfaring,” siger Villy Dyhr, der er direktør i Akademikernes A-kasse.

Han understreger dog, at arbejdsmarkedet for akademikere ikke er helt frosset til.

”Jeg vil ikke fremmane et dommedagsscenarie her. Vi oplever et jobmarked, hvor der stadig sker noget. Der er jobopslag, og der bliver ansat folk. I sidste måned var der cirka 1000 nye ansættelser, så mit budskab til alle vores ledige er, at de fortsat skal tro på, at det kan lade sig gøre,” siger Villy Dyhr og fortsætter:

”Vi skal nok klare det, men det bliver sværere. Allerede med februar-dimittenderne kunne vi se, at der gik lidt længere tid, før de kom i gang. Men de kom i gang, og det skal vores nye dimittender også nok komme, men nogle får brug for hjælp undervejs i processen”.

Togskinner ved Vesterport Station

Danske A-kasser opdaterer løbende et notat med tal for den seneste udvikling i beskæftigelsen og ledigheden. Her kan man bl.a. se ledighedsudvikling i de enkelte a-kasser. Du kan finde det nyeste notat neden for.