Ferie-/efterlønssagen

AK-Samvirke stævner Beskæftigelsesministeriet

AK-Samvirke har nu udtaget stævning mod Beskæftigelsesministeriet i ferie-/efterlønssagen.

På vegne af a-kasserne stævner AK-Samvirke nu beskæftigelsesministeriet i sagen om de efterlønsmodtagere, der i årene 2004-2006 fejlagtigt fik modregnet deres feriepenge. Den såkaldte ferie-/efterlønssag II.

Striden handler om, at mindst 25.000 efterlønsmodtagere kunne have undgået at få deres feriepenge modregnet i deres efterløn på grund af lovsjusk i beskæftigelsesministeriet. I første omgang kostede det staten 530 mio. kr., da daværende beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksen, valgte at yde a-kasserne refusion.

Vi er overbeviste om, at a-kasserne juridisk set har ret til refusion
Verner Sand Kirk

 

Siden viste det sig, at der var flere efterlønsmodtagere, der var blevet modregnet på grund af ministeriets lovsjusk. Men i modsætning til tidligere sager, mener beskæftigelsesminister, Inger Støjberg,nu, at a-kasserne i de nyopdukkede sager selv må betale, fordi sagerne efter hendes vurdering ikke kan sammenlignes med dem, der i første omgang blev ydet refusion for.

"Vi er overbeviste om, at a-kasserne juridisk set har ret til refusion. Det har vi fået bekræftet fra vores advokat," siger Verner Sand Kirk, direktør i AK-Samvirke og forklarer:

”Uanset beløbets størrelse, handler det jo om, at det er penge, som under alle omstændigheder skulle have været udbetalt til dem, som fejlagtigt var blevet modregnet. Så hvordan man end vender og drejer sagen, har staten jo ikke lidt et tabt. Problemet er blot, at det uretmæssigt er a-kasserne, som hænger på regningen på trods af, at det er ministeriet, som har sjusket med lovgivningen. Det håber vi, at få rettens ord for er korrekt.”

Baggrund for sagen

AK-Samvirkes søgsmål mod beskæftigelsesministeriet udspringer af den såkaldte ferie-/efterlønssag, hvor 25.000 efterlønnere fejlagtigt fik deres feriepenge modregnet i deres efterløn. Muligheden opstod fordi beskæftigelsesministeriet havde efterladt et hul i lovgivningen, der gav mulighed for undgå modregning, hvilket er i modstrid med det forvaltningsretlige princip om, at man ikke har ret til dobbelt forsørgelse. Dette undlod ministeriet at orientere a-kasserne om.

Dette lovsjusk endte med at koste staten 530 mio.kr. som blev tilbagebetalt til a-kasserne. Sagen blussede op igen, da der dukkede nyopdagede sager op. Forskellen på de gamle og nye sager var, at de nye var personer under den gamle efterlønsordning.

Under et samråd i Folketingets Finansudvalg den 8. april 2010 afviste beskæftigelsesministeren, at der kunne gives refusion for a-kassernes udgifter i forbindelse med de nyopdukkede sager.Omkostninger, som efter AK-Samvirkes vurdering, ligger på 15-20 mio. kr.

I stedet for at svare substansmæssigt på spørgsmålene sagde ministeren, at der også er to andre lignende typer sager, som kan anslås at kunne komme til at koste yderligere op til hele 150 mio. kr.

En række spørgsmål i samrådet blev ikke besvaret, og er heller ikke blevet det efterfølgende.Det drejer sig blandt andet om:

  • Hvorfor er problemstillingen i de gamle og nye sager ikke helt ens?
  • Det aktstykke, som gav a-kasserne refusion i første omgang, begrundede, at Staten dækkede udgiften i de hidtidige sager med, at det i lyset af den dårlige håndtering fra ministeriets side var ”undskyldeligt”, at a-kasserne ikke vejledte korrekt. AK-Samvirke har ikke fået et svar på, hvad der gør, at det ikke er ”undskyldeligt” i de nyopdukkede sager?
  • Hvad er logikken og rimeligheden i, at en forsinket udbetaling, som skyldes kludder i ministeriet, fører til, at a-kasserne nu skal opkræve ekstra kontingent fra medlemmerne? Der er jo tale om en forsinket udbetaling af ydelser, som der ville have været statsrefusion for, hvis de var blevet udbetalt dengang.

”Det viste sig, at de op imod 150 mio.kr. ender med at blive 10-15 mio. kr. Det vil sige, at ministeren bevidst eller ubevidst groft har misinformeret Folketinget om de økonomiske konsekvenser ved at yde a-kasserne refusion. For at skræmme finansudvalget fra at dække ministeriets lovsjusk har man overdrevet merudgiften til de nyopdukkede sager med 10 til 15 gange,” siger Verner Sand Kirk.