Dagpengereform

Ældre ledige mænd rammes hårdt af dagpengereformen

Ledige, som er blevet over 55 år, er specielt ramt af dagpengereformen. De udgør næsten en tredjedel af de ledige, der har mistet dagpengene.

Ældre mand støtter hovedet i hånden

Dagpengereformen er speciel barsk ved de ledige, som er over 55 år. Det viser tal fra jobindsats.dk. 31 procent, eller næsten hver tredje ledige, som mistede dagpengene i januar og februar, var over 55 år.

”Det viser, at de ledige, som er kommet op i årene, desværre har endnu sværere ved at komme tilbage i arbejde, end de yngre ledige,” vurderer Verner Sand Kirk, direktør i AK-Samvirke.

Mænd er hårdest ramt

Tallene viser også, at det i højere grad er mænd end kvinder, der er ramt af dagpengereformen. Hvor kvinder udgør 41 procent af de ledige, som indtil videre har mistet dagpengene, er 59 procent mænd.

”Det er især mænd, som sidder tilbage uden dagpenge. Det skyldes, at de brancher, som først blev ramt af krisen, havde mange mænd ansat,” forklarer Verner Sand Kirk.

30.000 i hele 2013

AK-Samvirke og a-kassernes egne optællinger har indtil videre vist, at næsten 13.000 ledige har mistet dagpengene i løbet af de tre første måneder af 2013. Ifølge regeringens egne tal vil 17-23.000 ledige miste dagpengene i første halvår af 2013.

Det er AK-Samvirkes vurdering, at antallet, der hver måned vil miste dagpengene, stabiliserer sig på omkring 1.500 ledige i løbet af anden halvdel af 2013. Det betyder, at ca. 30.000 ledige vil miste dagpengene i 2013.

”Med mindre man fra politisk side accepterer, at dagpengereformens dybt fejlagtige talgrundlag skal koste 30.000 ledige dagpengene i 2013, er man nødt til at handle politisk på det her,” siger Verner Sand Kirk.