Efterlønsudbetalinger

A-kasser: Sidste efterlønsryk er i gang

1. oktober er sidste chance for at få efterlønsbidrag udbetalt skattefrit. Derfor har mange a-kasser travlt. Der er dog stadig tid til at tænke sig godt om, mener AK-Samvirke.

Krukke der står efterløn på

Mandag den 1. oktober kl. 23.59 er deadline for, at man kan få sine efterlønsbidrag udbetalt skattefrit.

I a-kasserne kan man da også mærke, at det er ved at være sidste udkald, hvis man vil droppe efterlønsordningen og få sine bidrag udbetalt skattefrit.

Knald på

Det mærker man bl.a. i Funktionærernes og Servicefagenes a-kasse:

”Vi har måttet trække medarbejdere fra andre områder over til efterlønsdelen, så der er knald på nu igen, efter at der har været stille henover sommeren. Vi har i alt udbetalt små 200 mio. kr. til ca. 4.000 medlemmer,” konstaterer Kaj Olsen, som er hovedkasser.

En generel tommelfingerregel er dog, at jo ældre du er, jo dårligere idé er det at droppe efterlønnen
Verner Sand Kirk, AK-Samvirke

 

Mange i tvivl

I Business Danmarks a-kasse har man også kunne mærke, at medlemmerne ved, at deadline nærmer sig. Ifølge forsikringschef Lars Schmidt, svarer man på rigtig mange konkrete spørgsmål fra medlemmerne:

”Mange sender f.eks. deres pensionspapirer ind til os, og generelt kan vi mærke, at folk har tænkt rigtig meget over, hvad de skal gøre. Så vi får rigtig mange henvendelser fra medlemmer, der er i tvivl, og som f.eks. vil vide, hvor meget de vil kunne få i efterløn.”

Mange telefoner

Kommunikationskonsulent Ole Strand fra CAs a-kasse forklarer, at det ikke er selve behandlingen af ansøgningerne, som tager tid. Den er nemlig fuldautomatiseret. Det gør de mange medlemshenvendelser derimod:

”Det handler næsten hver gang om, hvorvidt man skal hæve efterlønspengene eller ej. Det er alle tvivlerne der ringer nu, og hver samtale tager tid, fordi vi skal forklare fordele og ulemper ved efterlønsordningen,” forklarer Ole Strand.

Tænk dig om

Seneste optælling viser, at a-kasserne pr. 1. september har udbetalt i alt 21 mia. kr. Verner Sand Kirk, direktør i AK-Samvirke, opfordrer til, at man ikke lader sig rive med af stemningen, men i stedet tænker sig om:

”Det er ikke nogen let beslutning. Men spørg dig selv om du vil og kan arbejde frem mod folkepensionsalderen. Hvis du ikke tror, at du kan det, skal du i hvert fald tænke dig godt om. Samtidig skal du også overveje om du vil have mulighed for at bevare ret til et seniorjob, og du skal undersøge, hvor meget du rent faktisk vil kunne få i efterløn,” siger Verner Sand Kirk og fortsætter:

”En generel tommelfingerregel er dog, at jo ældre du er, jo dårligere idé er det at droppe efterlønnen. Så hvis du er over 50, vil det som udgangspunkt være en dårlig forretning at hæve pengene nu. Hvis du er mellem 40 og 50 år kræver det grundige overvejelser, og hvis du er under 40, vil det som udgangspunkt kunne betale sig at stoppe i ordningen.”

Emne