Dagpengereform

28.000 ledige har fået brev fra a-kassen

28.000 ledige a-kassemedlemmer har fået et brev om, at de snart kan miste dagpengene. AK-Samvirke mener, der skal træffes politiske beslutninger, hvis de mange ledige skal reddes fra at falde ud over dagpengekanten.

Mand sorterer post

A-kasserne har nu sendt næsten 28.000 akutbreve ud til de medlemmer, som kan miste dagpengene indenfor de næste seks måneder, hvis de ikke får et varigt arbejde. Brevet er et led i akutpakken, og det opfordrer medlemmerne til at kontakte a-kassen eller jobcentret, som vil forsøge at hjælpe den ledige.

Den a-kasse, som har sendt flest breve ud er 3F’s a-kasse, hvor over 8.800 medlemmer har modtaget et brev om, at de snart risikerer at miste dagpengene. Og selvom 3F’s a-kasse kun har 20 procent af alle ledige er a-kassens, andel af udsendte breve på hele 32 procent.

Ældre er overrepræsenteret

På samme måde, som det er de ufaglærte grupper, der er i størst fare for at miste dagpengene, er det også de ældre aldersgrupper, som er i risiko for at ryge ud.

AK-Samvirkes opgørelse viser, at selvom de 50-59 årige kun udgør 23 procent af alle ledige, er det den aldersgruppe som forholdsmæssigt har fået flest breve – nemlig 34 procent af alle breve, der er sendt ud.

Kæmpe opgave ligger forude

Antallet af udsendte breve overrasker ikke AK-Samvirkes direktør Verner Sand Kirk. Netop fordi stramningerne i dagpengereglerne er så voldsomme, er det også et voldsomt antal ledige som risikerer at miste dagpengene:

”Det er det konkrete udtryk for hvor mange som reelt er i risiko for at miste dagpengene, og antallet stemmer helt overens med AK-Samvirkes prognoser for hvor mange som risikerer at falde ud over dagpengekanten,” konstaterer Verner Sand Kirk og fortsætter:

”Udfordringen er nu at få så mange som overhovedet muligt i arbejde igen eller i uddannelse. Akutpakken og en kæmpe indsats fra a-kasser og jobcentre kan bidrage til det, men det er slet ikke nok. Der er tale om så mange, at der også må træffes politiske beslutninger for at afværge, at tusindvis af familier mister deres forsørgelsesgrundlag."