Debat: Løkkes efterlønsbesparelse findes ikke

16,3 mia. kr. Så meget siger regeringen, at en afskaffelse af efterlønnen vil spare staten for årligt. Tallet er blevet brugt igen og igen af politikere, tænketanke og meningsdannere. Spørgsmålet er bare, om tallet reelt har hold i virkeligheden. Går man regeringens tal efter i sømmene, viser det sig nemlig, at gevinsten står i grel kontrast til de hidtil påståede tal.

I de nærmeste år med høj ledighed vil gevinsten, selv hvis efterlønnen blev ophævet med et hug, sandsynligvis være helt nede på en tiendedel af de godt 16 mia. kr. svarende til, at statskassen kun kan regne med at få 1,6 mia. kr. ind årligt.

De ca. 16 mia. i postuleret besparelse er alle de direkte udgifter til ordningen. Man når frem til beløbet ved at lægge 19,7 mia. kr. i efterlønsudgifter sammen med den skattefri præmie på 2 mia. kr. til dem, der ikke udnytter efterlønsretten. Herfra trækker man så de 5,4 mia. kr., som a-kassemedlemmerne årligt betaler til ordningen.

De 100.000 i merbeskæftigelse får man ved at trække de knap 20procent af efterlønsmodtagerne, der kommer direkte fra ledighedfra de godt 120.000, der i alt modtager efterløn. Det antages altså, at alle, der går på efterløn fra beskæftigelse, ville forblive i arbejde, hvis ordningen ikke var der.

Ud fra en forenklet statisk betragtning lyder denne argumentation måske tilforladelig. Men arbejdsmarkedet er netop ikke statisk.

Et ikke-statisk arbejdsmarked

Den danske flexicuritymodel er jo karakteriseret ved en dynamik, hvor mange skifter job og erstattes af andre. De mange jobåbninger fremhæves ofte af såvel regeringen selv som af "eksperter" som forklaringen på, at de fleste ledige heldigvis relativt hurtigt kommer i arbejde igen.

Hvis ingen forlod arbejdsmarkedet og gik på efterløn eller pension, ville der således også være færre jobåbninger til de ledige - og arbejdsløsheden ville uomgængeligt stige. De lærde kan strides om, hvor stærk denne sammenhæng er, men de fleste er dog enige om, at med mindre der ikke kan findes ledige med de relevante kvalifikationer, så bliver ledige job som hovedregel genbesat.

Urigtige besparelser

Almindelig sund fornuft tilsiger da også, at påstandene om 16 mia. kr. i besparelse og ikke kan være rigtige.

For det første er der udover de knap 20procent, der kommer direkte fra ledighed, en betydelig del, som faktisk er opsagt med fratrædelse den dag, de går på efterløn. De tæller i statistikken som om, de kommer fra beskæftigelse, men reelt er de jo ledige.

For det andet er det almindelig kutyme, at arbejdsgivere (selv i forbindelse med indskrænkninger i virksomhederne) undlader at fyre medarbejdere, som snart alligevel går på efterløn.

For det tredje er der en del, som har svært ved at klare jobbet, men holder ud alligevel, indtil de kan gå på efterløn. De vil typisk ikke kunne arbejde i yderligere 5 år.

For det fjerde er det heldigvis sådan, at langt det fleste job bliver genbesat, når en medarbejder går på efterløn. Og når der ansættes en anden i stedet for efterlønsmodtageren, resulterer det som hovedregel i, at der bliver en ledig mindre.

Beskeden besparelse

Hvis der ikke ansættes en anden i stedet for den, der går på efterløn, kan det skyldes, at der ikke er brug for den pågældende medarbejder, men så er det jo nok kun et spørgsmål om tid, før vedkommendes job alligevel ville blive nedlagt.

At et job ikke genbesættes, kan dog også skyldes flaskehalse på arbejdsmarkedet med "mangel" på ledige med de relevante kvalifikationer. Det er imidlertid ikke det mest nærværende problem, sådan som arbejdsmarkedet ser ud efter finanskrisen. Før finanskrisen var der bl.a. mangel på bygningshåndværkere og sygeplejersker, men nu er ledigheden høj i byggebranchen og sygeplejersker og SOSU'er fyres i bundter.

Konklusionen er altså, at indenfor de nærmeste år er besparelsen meget beskeden, selv hvis man med et hug afskaffede efterlønsordningen.

Ingen merudgift

Der er jo ingen nettobesparelse for de ca. 20procent af efterlønsmodtagerne, der kommer fra ledighed eller sygedagpenge. Og hvis man f.eks. antager, at der udover disse 20 procent er yderligere 20procent, som ville blive ledige, sygemeldte eller komme på førtidspension, hvis de ikke kunne gå på efterløn - så er der altså kun 60procent tilbage, som kunne blive i jobbet.

For disse personer er der ingen reel merudgift, når de går på efterløn, hvis jobbet genbesættes. I så fald vil der nemlig blive en ledig mindre i arbejdsløshedskøen. Hvis vi f.eks. antager, at 15procent af alle jobbene ikke genbesættes, når vi med logisk nødvendighed frem til, at der er en reel udgift ved at have efterlønsordningen svarende til 15procent af de 60 procent = 9 procent, svarende til den del af efterlønsmodtagerne, som ikke erstattes ved, at en ledig kommer i arbejde.

Det vil sige, at den reelle udgift til ordningen er ca. 1/10 af den postulerede besparelse. Og heri er ikke indregnet, at de, der går på efterløn, før de er 62 år, får en lavere ydelse end dagpengesatsen og får modregnet deres pensionsopsparing i ydelsen.

Selv hvis man anlægger mere pessimistiske antagelser om genbeskæftigelseseffekterne, er det umuligt at komme blot i nærheden af de postulerede 16 mia. kr. Hviseksempelvis forudsætningerne ovenfor ændres,så 30procent af jobbene ikke genbesættes, så kommer man kun op på en nettobesparelse på knap 1/5 af de 16 mia. kr.