Rundtur til a-kasserne

Vi er hårdt ramt af opholdskravet

Teknikernes A-kasse dækker en række internationalt orienterede brancher. Fx rejser danske produktionsteknologer og designere ofte ud i verden, og ofte til lande uden for EU. Ligesom mange udlændinge kommer til Danmark for at arbejde eller tage en uddannelse inden for a-kassens område. Derfor har formand Lone Engberg Thomsen været dybt bekymret over opholdskravet og ser nu frem til, at regeringen afskaffer kravet. Det må gerne gå hurtigt, siger hun

Formand for TAK Lone Engberg Thomsen

Omkring halvdelen af medlemmerne i Teknikernes A-kasse (TAK) samarbejder med udenlandske kollegaer, og cirka en tredjedel rejser til udlandet i forbindelse med deres arbejde. Så det er ganske dækkende, når TAK-formand Lone Engberg Thomsen siger, at hendes medlemmer arbejder i internationalt orienterede brancher. Teknikere, designere og konstruktører rejser ofte ud i verden; mailer og skyper med udenlandske kollegaer og får også ofte udlændinge som kollegaer på arbejdspladserne hjemme i Danmark.

”Vi har mange grupper, hvor det er helt almindeligt at have internationalt udsyn og kontakt. Og det dækker jo alle former. Mange medlemmer arbejder ude i verden i en periode– både på udenlandske og danske kontrakter. Andre rejser meget i forbindelse med arbejdet, og en stor del har daglig kontakt med udlændinge via deres danske arbejdsplads – det kan både dække over, at kollegaen ved nabobordet er udlænding, og det kan være, at man samarbejder dagligt med folk ude i verden. Jeg har lige besøgt en virksomhed, hvor de skyper med kollegaer i Kina hver dag og besøger dem engang imellem,” forklarer Lone Engberg Thomsen, der også forklarer, at der er stor udenlandsk interesse for bl.a. erhvervsakademiuddannelserne på TAK’s område, som byggekoordinatoruddannelsen og procesteknologuddannelsen.

Netop på grund af at TAK’s medlemsgrupper er så internationalt orienterede, så har en skrotning af opholdskravet længe stået øverst på Lone Engberg Thomsens ønskeseddel. Hvis TAK-formanden selv var beskæftigelsesminister, så ville den først sag på hendes bord være en afskaffelse af kravet. Nu glæder hun sig over, at beskæftigelsesministeren in ”real life” Peter Hummelgaard også har meldt ud, at han vil afskaffe det omstridte opholdskrav.

”Det er urimeligt, at man som dansker ikke kan komme hjem og få dagpenge, når man har betalt til det. I forhold til vores branche er det slet ikke hensigtsmæssigt – det kan jo være en kort periode, man kommer hjem og har brug for dagpenge, indtil man bider sig fast i et nyt job. Og man kommer jo med fantastiske kompetencer til et nyt job, når man har arbejdet i udlandet. Samtidig med at du fra dag et kan komme ud for, at din nye virksomhed sender dig ud i verden. Derfor er det rigtig positivt med den seneste udmelding fra vores nye beskæftigelsesminister, og afskaffelsen må gerne gå hurtigt” siger Lone Engberg Thomsen.

Voldsom stigning i arbejdsbyrden

Arbejdsbyrden i TAK er også steget voldsomt pga. opholdskravet. Siden kravet blev indført ved årsskiftet, er der en stor del af a-kassens ledighedserklæringer, der er overgået til manuel behandling på grund af opholdskravet. I nogle måneder har det været 10-15 procent af ledighedserklæringerne, der skulle igennem en sagsbehandler, så det bl.a. kan fastlægges om et medlem er ramt af opholdskravet eller var ”røget af båndet”, fordi vedkommende har været i et andet EU/EØS-land.

”Opholdskravet har ramt os hårdt. Vi har medlemmer, som har betalt til a-kassen i årevis, men som har meldt sig ud, fordi de alligevel ikke kan få dagpenge, når de vender hjem. Vi har en del, der bliver ramt på trods af den forbedring af opholdskravet, som kom med i sidste øjeblik. Jeg har netop lige hørt om et medlem fra Ringsted, der har meldt sig ud, fordi han bliver ramt”.

Et andet karakteristika ved TAK’s medlemsgruppe er, at mange er i atypiske ansættelsesforhold. Tal fra Forskningscenter for arbejdsmarked- og organisationsstudier (FAOS) viser, at op imod 25 procent af arbejdsstyrken i dag udgøres af atypiske ansættelser, og TL har, ifølge Lone Engberg Thomsen, deres del af gruppen. Det er især udbredt inden for de kreative fag – som designfaget. Et af Lone Engberg Thomsen’s andre ønsker er derfor, at man fra politisk hold vil indrette dagpengesystemet bedre til disse grupper.

”Der skete lidt i efteråret med dagpengereformen for selvstændige, men jeg kunne godt ønske mig, at det favnede noget bredere i forhold til atypiske ansættelser. Det bliver jo mere og mere udbredt, og så skal arbejdsmarkedet altså også kunne rumme det”.

Teknikernes Landsforbund (TL) og TAK oplevede allerede for 25 år siden, at atypiske ansættelser fyldte i deres brancher, så dengang oprettede de freelancebureauet ’Teknik og Design’, som kan tage sig af alt det administrative imellem et freelancearbejdende TL-medlem og den arbejdsgiver, som vedkommende løser en opgave for. Fx kan en designer og en virksomhed, der skal have løst en opgave, aftale at lægge ansættelsesforholdet i ’Teknik og Design’, der så ordner løn, feriepenge, løn under sygdom, forsikringer mv. Virksomheden betaler et beløb til ’Teknik Og Design’ for denne service.

”Det er en god mulighed for at hjælpe vores løstansatte medlemmer, og bureauet bliver brugt en del. Vi har også samarbejdsaftaler med andre forbund og a-kasser. For nylig har et andet forbund lanceret noget lignende, så jeg er helt overbevist om, at sådanne ordninger er vejen frem på vores moderne arbejdsmarked”.

Ikke ligge i baghjul

TAK har på grund af et tidskrævende it-projekt valgt at stå uden for a-kasseforsøget, selv om Lone Engberg Thomsen kalder det for ’fantastisk spændende’.

”Hvis jeg virkelig må drømme, så var det jo a-kasserne, der stod for hele indsatsen, og så fik vi pengene til det. Så kunne vi rigtig drage nytte af, at det er os, der kender medlemmernes fag, og vi kunne udnytte vores ressourcer optimalt. Men det bliver nok ved drømmen. Til gengæld tror jeg på, at forsøget kan give os mere ansvar og en mulighed for at skrue indsatsen lidt anderledes sammen”, siger Lone Engberg Thomsen og tilføjer, at TAK vil udvikle sin indsats over for de ledige parallelt med forsøget:

”Vi vil ikke bare lægge os i baghjul af andre. Vi vil stadig udvikle vores a-kasse, og gøre os klar til når - eller hvis - vi får alle de nye opgaver, fordi forsøget forhåbentlig går rigtig godt. Planen er, at vi vil arbejde med nogle af de elementer, som er i forsøget – fx vil vi gerne have tidligere fat i medlemmerne, gerne allerede i opsigelsesperioden”.

Lone Engberg Thomsen har også en bøn til jobcentrene om at lægge en større indsats for dagen i forhold til de ledige.

”Vi så gerne, at jobcentrene var mere udfarende. For medlemmernes skyld er det vigtigt med en bedre indsats. Vi har altid sagt, at vi helst ser, at de ledige bare bliver vendt i døren, for jo kortere tid man er ledig, jo nemmere er det at komme i job. Derfor burde jobcentrene også have mere virksomhedskontakt og et bedre kendskab til de forskellige jobåbninger, men de vil nok sige, at de ikke har ressourcer til det”.

Så hellere slås med it ...

Hvis TAK-formanden skal kigge ud i fremtiden, så er hun bange for, hvad politikerne kan finde på og frygter, at de fortsat vil udhule dagpengene. Hun forklarer, at en ledig tekniker i 1995 fik 60 procent af sin løn i dagpenge, mens procentdelen var nede på 50 i 2015.

”Og vores beregninger viser, at en ledig tekniker i 2025 kun vil få 45 procent af lønnen i dagpenge. Det virker desværre som om, man forringer dagpengene hver gang, der skal findes penge til noget andet”.

Hun frygter også, at der kommer mere og mere pres på a-kasserne ift. it-krav, administration mv.

”Vi plejer at sige, at hver gang der kommer en forenklingsreform, så får vi mere arbejde. Sådan føles det. Vi bliver løbende pålagt mere administration og nye reformer, der skal implementeres – både hos medarbejderne og i systemerne. Man skal være rigtig dygtig for at klare alt det, vi bliver pålagt. Ikke mindst når man er en lille a-kasse, som vi er,” siger Lone Engberg Thomsen, der alligevel afviser, at hendes a-kasse umiddelbart går i ”gifte-tanker”.

”Ikke lige nu i hvert fald. Vi holder fast i at være os selv, selv om vi får henvendelser fra andre a-kasser. Vi er simpelthen bekymrede for, om fagligheden ryger, hvis vi ikke er os selv. Så lige nu er det sådan, at vi hellere vil slås med it end at opgive vores stærke faglighed”.

 

Mød Danske A-kassers medlemmer

Danske A-kasser er på rundtur hos vores medlems-a-kasser. Det kommer der en artikelserie ud af. Læs mere om formålet med artikelserien og hvad der venter dig her.

Fakta om Teknikernes A-kasse (TAK)

Medlemsgrupper:
Hovedgrupperne er teknikere, designere og konstruktører. TAK har medlemmer fra omkring 30 uddannelser – særligt inden for teknik, design og byggeri og hovedsageligt fra erhvervsakademier og professionshøjskoler.

Antal medlemmer*:
25.107.

A-kassens organisering:
TAK er en central a-kasse, som er decentralt organiseret. A-kassechefen og forsikringssekretariatet er placeret i København. Derudover er der placeret a-kassemedarbejdere i fagforbundets ni lokalafdelinger. Tre ledere har ansvaret for hver sin TAK-enhed, som består af a-kassemedarbejdere fra tre afdelinger. En leder har ansvaret for Aalborg, Aarhus og Vejle; én for Esbjerg, Herning og Odense og den sidste leder har ansvaret for København, Hillerød og Ringsted.

Oprettelsen af a-kassen – og hvad den udspringer af:
TAK udspringer af og er tilknyttet fagforbundet Teknisk Landsforbund, som fyldte 100 år i juni i år. A-kassen begyndte udelukkende som en central a-kasse uden den lokale forankring. I 1990’erne blev den decentral og fik medarbejdere placeret i de ni afdelinger.

*Kilde: A-kassernes afregning af medlemsbidrag. Månedlig opgørelse pr. 1. februar 2019, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Fakta om formanden for Teknikernes A-kasse

Navn: 
Lone Engberg Thomsen.

Stilling: 
Formand for både Teknikernes A-kasse og Teknisk Landsforbund.

Alder: 
63 år.

År i a-kassen:
Har selv været medlem af a-kassen i over 40 år. I 1988 blev Lone næstformand i TL’s afdeling i Odense og samtidig blev hun medlem af hovedbestyrelsen, som har ansvaret for TAK. I 2001 blev hun afdelingsformand på Fyn og i 2014 blev hun forbundsformand samt formand for a-kassen.

Tidligere beskæftigelse:
Teknisk tegner i Odense Kommune fra 1978. I 1982 blev hun fagligt aktiv og i 1986 blev hun tillidsrepræsentant i kommunen og kom samtidig i afdelingsbestyrelsen hos TL i Odense.

Uddannelse:
Teknisk tegner – udlært i Odense Kommune.

Seks hurtige til Lone

Hvad håber du medlemmerne siger om jeres a-kasse?
At vi er tæt på medlemmerne og giver dem nærhed og omsorg; at vi giver god rådgivning til at komme videre i det næste job; og at vi er fagligt forankrede – at vi kender deres fag og branche.

Hvilke egenskaber vil du hæfte på en god leder?
At vedkommende er visionær, lyttende, handlekraftig og ordentlig.

Dit forbillede og hvorfor?
Barack Obama, som - jeg har indtryk af - er et tænkende og ordentligt menneske. Og så vores tidligere forbundsformand Eske Pedersen, som var en meget visionær mand, der forstod at følge med tiden og ændre organisationen på sin egen stille facon. Derudover var han et fantastisk godt menneske, der kunne give uden altid at tage.

Hvad drømte du om at blive, da du var barn?
Jeg ville være husholdningslærer. Jeg var ikke ret gammel, da jeg begyndte at lave mad. Og så havde jeg en moster, som var husholdningslærer – og hende holdt jeg meget af, hun var nærmest en ledestjerne for mig på det område. Siden drømte jeg om at blive økonoma, og jeg var også i erhvervspraktik som økonoma – men fandt ud af at man skulle møde klokken seks om morgenen, og så falmede den drøm.

Seneste bog du har læst?
”Sort perle” af Liza Marklund. Jeg elsker krimier, og denne her var meget anderledes end, hvad jeg ellers har læst!

Dine fritidsinteresser?
Jeg har ikke så mange, og går ikke til noget, da jeg er væk hjemmefra 12-14 timer hver dag, fordi jeg pendler mellem arbejdspladsen i København og mit hjem i Odense. Men jeg kan rigtig godt lide at læse og strikke – to interesser, der kan forenes med at køre meget i tog. Og så kan jeg stadig godt lide at lave mad.