Dagpengesystemet bør tilpasses den moderne livsform

Ordene ”digitalisering”, ”beskæftigelsesindsats” og ”medlemstilfredshed” går igen under Danske A-kassers interview med Christian Sørbye Friis, direktør i CA.

Fokusset på digitalisering havde Christian Friis allerede, før han kom ind i a-kassebranchen. Han begyndte ligefrem karrieren som forsker i digitalisering i den offentlige forvaltning. I dag ser han digitalisering som et redskab til at skubbe branchen derhen, hvor han synes, den bør være: der hvor sagsbehandling og dagpengeudbetaling fylder ganske lidt, så der bliver frigivet tid til at ruste medlemmerne til jobmarkedet og fremme beskæftigelsen i samfundet.

”Hvis jeg skal være lidt højtravende, så er vores rolle at være olie på arbejdsmarkedet og få tingene til at glide. Når man taler om a-kassernes rolle underkender man tit, at vi gør en stor indsats her. Hvis et medlem, der har haft samme job i 20 år, pludseligt mister det, så har hun måske ikke søgt et job, siden hun var nyuddannet. Der gør vi a-kasser et stort arbejde med at gøre hende klar til at søge arbejde”.

Udover at digitaliseringen skal give a-kasserne luft til at fokusere på beskæftigelsesindsatsen, så mener CA-direktøren også, at branchen skal være bedre til at sætte området øverst på dagsordenen:

”Vi står ved en tærskel nu i forhold til at komme tættere på dele af beskæftigelsesindsatsen og få en lille smule flyttet væk fra jobcentrene, og det er fint. Men det handler også om, at vi selv tager handsken op og siger ’nu går vi med åbne øjne væk fra at tænke os selv som sagsbehandlende institutioner til nogen, der skal fremme beskæftigelsen i samfundet".

Karrierepartner mere end a-kasse

Han forklarer, at det er den vej han forsøger at trække CA, som han i øvrigt ikke kalder a-kasse, men i stedet omtaler som ”karrierepartner”. Bl.a. satser CA meget på at rådgive medlemmer, som er i job. Halvdelen af deres serviceydelser på karriere-fronten er til medlemmer, der er i arbejde, og som gerne vil videre i deres karriere. Hos CA kan medlemmerne få hjælp til at finpudse CV’et, performe til jobsamtalen, og de kan fx tilmelde sig et kursus i mindfulness. Christian Friis siger, at CA’s rolle primært er at ruste medlemmerne til konkurrencen om de job, som de selv finder.

”Vores rolle er i mindre grad at opsøge virksomheder - jeg tror ikke så meget på det med at tage et medlem og placere vedkommende i et job. Det bliver aldrig godt”.

Christian Friis mener, at CA har bedre muligheder for at tage sig af medlemmer i job, fordi a-kassen ikke er knyttet sammen med en fagforening.

”Set med mine øjne har man mange steder en arbejdsdeling, hvor fagforeningen tager sig af dem i arbejde og a-kassen tager sig af de ledige. Vores lille fagforening forsvandt for mange år siden, så vi har ikke andre end os selv og lovgivningen at tage hensyn til,” siger Christian Friis, der understreger, at mange af hans medlemmer slet ikke er i en fagforening.

Årsagen er – tror han – at de arbejder uden overenskomster og på individuelle kontrakter, som de selv forhandler. Hans bud er, at 30-40 procent er medlemmer af en fagforening.

Han mener også, at uafhængigheden af en fagforening gør det lettere at forfølge CA’s mærkesag nummer et, som er ”høj medlemstilfredshed”. Dette er – ifølge direktøren - også CA’s raison d’etre og det koncept som a-kassen arbejder ud fra. Han understreger derfor også, at CA er en servicevirksomhed og ikke en politisk interesseorganisation.

”Medlemstilfredshed” er også omdrejningspunktet, når CA-direktøren skal svare på, hvad der er det bedste, der er sket for branchen. Vi skal ifølge ham hele 17 år tilbage. Til dengang hvor Claus Hjort Frederiksen indførte ”Lov om tværfaglige a-kasser”.

”Den lov skabte grobunden for konkurrence mellem a-kasserne. Dengang var det dybt kontroversielt. Men jeg mener, at konkurrencen har skabt bedre medlemsservice, lavere priser og har ryddet ud i ineffektivitet. Alt sammen til glæde for medlemmerne. Konkurrencen er simpelthen DET bedste, som er sket for branchen.”

Kuldegysninger og gode liv

Det værste, der er sket, er Christian Friis heller ikke i tvivl om, og der skal vi til gengæld ikke langt tilbage i tiden, men kun til den 20. december sidste år, hvor opholdskravet blev vedtaget.

”Opholdskravet er det dummeste og det værste. Signalet er tilbageskuende og nationalistisk. Loven underminerer tilliden til systemet og får folk til at overveje om systemet er relevant. Jeg får kuldegysninger af det,” siger han og skutter sig i stolen, som om tanken bogstavelig talt giver ham kuldegysninger.

Men lige præcis det med systemets relevans ligger ham også meget på sinde. På spørgsmålet om hvad der er den største udfordring for branchen, nævner han risikoen for, at den over tid kan blive irrelevant for medlemmerne. Og udover opholdskravet er der flere faktorer på spil her. Den faldende kompensationsgrad og dermed truslen fra private lønforsikringer er det første CA-direktøren nævner:

”Jeg tror, vi er flere i branchen, der overvejer at investere mere i private lønforsikringer. Hos os ser vi ofte en kompensationsgrad på kun 30-35 procent, og så kan man sige, at vores medlemmer er nogle velstående mennesker, men man skal bare huske, at de også er nogle ”gode liv”. Med det mener jeg, at mange af dem har nogle måneders ledighed, når de er færdige med uddannelsen, og så er de aldrig ledige igen. De betaler bare til den fælles kasse. Hvis de begynder at forlade a-kassen i stort tal, fordi kompensationen er så lille, så ser jeg en udfordring for hele systemet. Det - og dermed truslen fra private ordninger – er den største udfordring, vi har,” siger Christian Friis, og fortsætter:

”Jeg har spekuleret på, om det netop er ønsket fra regeringen. På den ene side hører jeg dem ofte tale om fordelene ved flexicurity. På den anden side er der en ubekymrethed i forhold til det her. ’Vi har ikke set problemet endnu,’ siger de. Og det har de sådan set ret i, men man kan jo blive ved med at skære… og på et eller andet tidspunkt kammer det over.”

Mere fleksibilitet ønskes

Et andet forhold, som Christian Friis er bange for kan gøre branchen irrelevant, er den manglende fleksibilitet i dagpengesystemet. Han synes, det er et stort problem, at vi i dag har det, han kalder en industrisamfundsmodel, som kun er tilpasset en 37 timers arbejdsuge:

”Du kan ikke vælge mellem en høj, lav eller mellem dækning. Du kan ikke vælge forsikringsperiode. Der er simpelthen ingen fleksibilitet. Hvis vi skal udvikle os, skal vi tilpasse systemet til den moderne livsform,” siger han og kommer med et par eksempler:

”Lad os sige, man er 35 år, lige har købt hus med kæresten, tjener nogenlunde, men har en høj bekymringsgrad i forhold til hvis man mister sit job, for det kan måske kun lige løbe rundt med lånene, hvis begge har en indkomst. Der har man måske brug for en meget høj dækningsgrad og er måske villig til at betale lidt mere i forsikringspræmie. Og senere i livet er det anderledes. Hvorfor kan man så ikke vælge imellem model A, B eller C”, siger Christian Friis, der også mener, at der fortsat er gjort for lidt for freelancerne og de løstansatte.

Ved interviewets afslutning bliver Christian Friis bedt om at give et bud på, hvor branchen er om 10 år, og hans bud er, at vi vil have færre men større a-kasser:

”For de små vil ikke kunne håndtere de krav om digitalisering og serviceleverancer, der bliver stillet. CA er måske endda lige i underkanten størrelsesmæssigt, men de a-kasser, der har 15 - 20.000 medlemmer, vil i hvert fald ikke være her. Det er sikkert som amen i kirken,” siger han og fortsætter:

”Og så håber jeg som nævnt, at vi har overtaget en stor del af beskæftigelsesindsatsen fra kommunerne, bl.a. fordi vi som branche er vågnet op og har fået digitaliseret det meste af sagsbehandlingen, så der bliver tid til det vigtigste”.