Samarbejde

Radikalt forslag vil klientgøre de ledige

De Radikale foreslår tilsyneladende at fjerne jobindsatsen fra a-kasserne og overlade hele beskæftigelsesindsatsen til kommunerne. Kommunerne skal så have mulighed for at inddrage a-kasserne, hvis de ønsker det. Det er ikke en model, som vil komme de ledige til gode - tværtimod vurderer AK-Samvirke.

Ifølge både TV2 og B.T. foreslår De Radikale tilsyneladende at fjerne jobindsatsen fra a-kasserne og overlade hele beskæftigelsesindsatsen til kommunerne. Det vil ikke være til de lediges fordel, vurderer AK-Samvirkes direktør, Verner Sand Kirk.

”Det er den forkerte vej, De Radikale vil gå. Vi har brug for mere værdighed i beskæftigelsesindsatsen, og det får man ikke ved at klientgøre vores ledige ved at sende dem hen og trække et nummer på kommunen på første ledighedsdag,” siger Verner Sand Kirk og opfordrer:

”Lad i stedet a-kasserne stå for vejledning og rådgivning af de ledige i den første tid, de er ledige. Det han man gjort i Københavns kommune, hvor en række a-kasser har ansvaret for de ledige i de første seks måneder. Det er faktisk en ordning, som blev gjort permanent af den radikale beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev. Som vi ser det, er a-kasser og jobcentre samarbejdspartnere og ikke konkurrenter. Flere og flere steder er der etableret et rigtig godt samarbejde mellem jobcentrene og a-kasserne.”

Større statsligt medansvar

Verner Sand Kirk påpeger endvidere, at de kommunale jobcentre i forvejen har rigeligt at se til med at skaffe de ledige i ordentlige tilbud, fremfor de aktiveringstilbud, som efterhånden er blevet kendt som pipfuglekurser. Samtidig er han bekymret for, atbeskæftigelsespolitikken vil blive atomiseret yderligere:

”I forvejen har vi det problem, at der er sket en atomisering af beskæftigelsesindsatsen, fordi der efterhånden er ligeså mange beskæftigelsespolitikker, som vi har kommuner. Tværtimod har vi brug for et større statsligt medansvar for at få de ledige tilbage i arbejde igen,” slår Verner Sand Kirk fast.