Efterløn

Ny efterlønsside i luften

AK-Samvirke lancerer nu en ny efterlønsside: www.efterloen.com. Siden og otte film skal hjælpe folk til at træffe beslutning om de skal fortsætte i efterlønsordningen, eller om de vil have deres efterlønsbidrag udbetalt i 2012.

Tænk dig godt om inden du træffer dit efterlønsvalg. Det er opfordringen i otte film, som henvender sig til de grupper af a-kassemedlemmer, der fra den 3. april 2012 og et halvt år frem skal vælge, om de vil fortsætte i efterlønsordningen eller have deres efterlønsbidrag udbetalt nu.

”Vi vil gerne fortælle, at rigtig mange har et vigtigt valg, de skal tage i det næste halve år. Vi kan ikke fortælle folk, hvad de skal gøre, men vi kan give dem input til nogle overvejelser, som kan gøre deres beslutning lettere at tage,” siger Verner Sand Kirk, direktør i AK-Samvirke og understreger:

”Hvad der er fornuftigt at gøre afhænger af flere forskellige ting. Det er f.eks. din økonomi, dine arbejdsmuligheder og din fremtidige jobsikkerhed, som er med til at afgøre det. En tommelfingerregel er dog, at jo ældre du er, desto dårligere forretning er det at få efterlønsbidragene udbetalt nu. Men igen – det afhænger af ens personlige forhold.”

Fakta og brochure

På efterlønssiden finder man også fakta om efterlønnen, artikler, ordforklaringer og svar på de mest stillede spørgsmål om efterlønnen. 

AK-Samvirke har også lavet materiale specifikt til a-kasserne om tilbagetrækningsreformen og om de forenklinger, der træder i kraft det kommende års tid. Det materiale findes på Lovguide Samvirke under menupunktet ”AK-Samvirke Nyt”. Det kræver dog login.

Læs mere på www.efterloen.com eller på AK-Samvirkes hjemmeside. Klik på ”Efterløn” helt til højre i den sorte topmenu.

Gå direkte til efterlønssiden her