Flexjob

A-kasser hilser flexjobbere velkommen

Fleksjobreformen betyder, at det offentlige tilskud er højere, hvis man som flexjobber er medlem af en a-kasse. Det er et godt udspil fra regeringens side, men pas på bureaukratiet, advarer AK-Samvirke.

Det er helt rigtigt, at regeringen indbygger et incitament til at være medlem af en a-kasse i udspillet til en reform af fleksjob og førtidspension. Udspillet betyder, at det offentlige tilskud er 98 procent af dagpengesatsen, hvis fleksjobberen er medlem af en a-kasse, og 88 procent hvis man ikke er medlem.

God nyhed

I kroner og ører svarer det til ca. 200.000 kr. for et medlem og ca. 180.000 kr. for et ikke-medlem. Morten Kaspersen, formand for AK-Samvirke, er tilfreds med regeringens udspil:

”Det er en god nyhed for både a-kasserne og for folk på fleksjobordningen. A-kasserne har både viden og kvalifikationerne til at vejlede og hjælpe folk videre i deres arbejdsliv og tilbage i ordinær beskæftigelse igen, så a-kasserne ser frem til også at hjælpe flexjobberne,” siger Morten Kaspersen i en kommentar til udspillet.

Pas på med bureaukratiet

Han opfordrer dog til, at man sikrer, at det ikke medfører mere bureaukrati og dermed større administrative byder for a-kasserne:

”A-kasserne kæmper i forvejen med en meget stor mængde regler og bureaukrati. Derfor vil det ærgre mig, hvis regeringens udspil ender med at påføre a-kasserne endnu flere administrative byrder og dermed øgede udgifter.”

Emne