Dagpengeforringelser

7.000 har fået forlænget dagpengeperioden i juli

I juli måned har 7.000 ledige fået forlænget deres dagpengeperiode med op til et halvt år. Det viser en helt ny optælling fra AK-Samvirke.

Redningskrans

En helt ny optælling i a-kasserne viser, at 7.000 ledige har fået forlænget deres dagpengeperiode med op til et halvt år i juli måned.

Finanslovsaftalens midlertidige forlængelse af dagpengeperioden trådte i kraft 1. juli 2012 og løber frem til slutningen af året.

Ikke overraskende antal

Derfor er det nu muligt for a-kasserne at tælle de ledige, der får forlænget deres dagpengeperiode. Det giver et helt konkret billede af dagpengereformens konsekvenser:

”Nu kan vi for første gang se hvor mange, der er på vej til at miste dagpengene. Det overrasker os dog ikke, at så mange ledige får forlænget deres dagpengeperiode. Tallet svarer helt til, hvad vi har forventet,” siger Verner Sand Kirk, direktør i AK-Samvirke.

Særligt mange bliver forlænget nu

Indfasningsreglerne fra reformens vedtagelse i 2010, resulterer i særlig mange ledige, som får forlænget dagpengeperioden i juli og de næstfølgende måneder.

Antallet af ledige, som får deres dagpengeperiode midlertidigt forlænget, vil frem mod nytår sandsynligvis falde til et niveau, der ligger omkring de 2.400 ledige pr måned, som AK-Samvirkes prognoser viser, er i risiko for at miste dagpengene til årsskiftet.

Red.: [Antallet af ledige, som har fået forlænget dagpengeperiodener er opdateret fra 6.000 til 7.000 efter at 3F's a-kasse har opjusteret deres tal, kl.11:55]