Dagpengereform

Håbet skal tilbage til de ledige medlemmer

Hvordan møder a-kasserne de ledige medlemmer, som er i risiko for at miste dagpengeretten? AK-Samvirke har talt med tre a-kasser om, hvad de gør for at give de ledige motivation og håb til at komme i beskæftigelse igen.

Lillefingre griber ind i hinanden - hænder

Der er ikke tale om cool business i a-kasserne, når det drejer sig om at få langtidsledige medlemmer i beskæftigelse, men derimod en personlig indsats.

Så selvom situationen ikke altid ser lys ud for mange af de ledige som er i fare for at miste dagpengene, kæmper jobkonsulenter, vejledere og sagsbehandlere hvad de kan for at hjælpe langtidsledige medlemmer.

AK-Samvirke har snakket med Byggefagenes A-kasse, Det Faglige Hus og HK for at høre, hvad de gør for at få motivation og håbet tilbage hos de langtidsledige, så de kan komme i arbejde igen.

Fortrøstningsfuldhed i Byggefagenes A-kasse

Allan Larsen som er leder i Byggefagenes A-kasse i Storkøbenhavn er fortrøstningsfuld:

”Vores verdensbillede er, at det er muligt at finde arbejde, og det fortæller vi også vores medlemmer, så de får en mere positiv tilgang til at være jobsøgende. Især inden for vores fagligt afgrænsede område er der meget bevægelse med mange jobåbninger og –lukninger. Det giver nye muligheder for vores ledige medlemmer,” siger Allan Larsen, der i samme åndedrag understreger, at det bestemt ikke er uden udfordringer:

”Det er blevet vanskeligere efter dagpengeforringelserne, men vi mener stadig ikke, at det er umuligt.”

Udover det tilbyder vi coachsamtaler og uddannelsessamtaler, hvor vi nogle gange henter motivation udefra fra oplægsholdere, som motiverer og hjælper medlemmerne i den rigtige retning mod beskæftigelse igen
Annette Runøe Møller, HK

 

Væk med det negative

Ifølge Mette Sørensen, som er vejleder i Det Faglige Hus, gør deher en dyd ud af at lære de ledige ikke at lade det negative skinne igennem deres ansøgninger:

”Vi gør rigtig mange ting. Vi hjælper blandt andet meget vores ledige medlemmer med at fokusere på de positive elementer i deres ansøgning. Vi hjælper dem også med at fokusere på deres kompetencer og vende ansøgningen til en salgsbeskrivelse, frem for at undskylde og forklare deres ledighed,” forklarer Mette Sørensen og uddyber:

”Mennesker, som har været ledige i en længere periode, kommer ofte til at fokusere på deres ledighed i ansøgningen. Det kan arbejdsgiveren ikke bruge til noget. De vil hellere vide hvorfor det lige netop er den ansøger, de skal ansætte. Det hjælper vi blandt andet vores medlemmer med i øjeblikket. Og så hjælper vi også medlemmerne med, hvad man ellers kan gøre. Det kan f.eks. være nye fagområder, nye geografiske søgeområder og intensivering af jobcentrenes tilbud, som virksomhedspraktik, løntilskud eller kurser,” lyder det fra Mette Sørensen.

Indsats på flere fronter i HK

Annette Runøe Møller er vejleder i HK. Hun fortæller, at der gøres en stor indsats på rigtig mange områder for deres langtidsledige medlemmer, hvor det er vigtigt hele vejen igennem med et godt menneskesyn:

”Vi taler i løbet af en uge med rigtig mange medlemmer. Det foregår både telefonisk og gennem individuelle samtaler, hvor vi giver dem alt den sparring og råd, vi kan. Udover det tilbyder vi coachsamtaler og uddannelsessamtaler, hvor vi nogle gange henter motivation udefra fra oplægsholdere, som motiverer og hjælper medlemmerne i den rigtige retning mod beskæftigelse igen,” fortæller Annette Runøe Møller og fortsætter:

”I forhold til de medlemmer, har vi bl.a. oprettet en akut telefonvagt, hvor vi tager en dialog med medlemmet. De, der ønsker en personlig samtale med en vejleder eller med vores uddannelseskonsulenter, får selvfølgelig det. Hvis medlemmet er tilfreds med en telefonisk samtale, kommer vi rundt om deres ansøgning, ny uddannelse, timer til dagpengeperiode, nye inspirationsmuligheder og meget mere.”