Kontingentforhøjelse

A-kassemedlemmer skal ikke betale dagpengeudspil

Det er ikke rimeligt. Det er ikke fornuftigt. Det er ikke nødvendigt. AK-Samvirke kan ikke se nogle grunde til, at a-kassemedlemmer skal betale for regeringens nye dagpengeudspil.

En krone

Der er ingen gode argumenter for, at 2,1 mio. a-kassemedlemmer skal betale for regeringens nye dagpengeudspil, som er i gang med at blive forhandlet på plads af regeringen og Enhedslisten. Det mener direktør i AK-Samvirke, Verner Sand Kirk.

Ikke rimeligt

Han kan ikke se det rimelige i, at kontingentet nu skal sættes op, når man ikke ville sætte det ned, da dagpengereformen halverede dagpengeperioden og fordoblede genoptjeningskravet:

”Da den tidligere regering vedtog dagpengereformen, og da den nuværende regeringen videreførte stramningerne, var der ingen, der ville sætte kontingentet ned på trods af, at man halverede dagpengeperioden og fordoblede genoptjeningskravet. Derfor er det ikke rimeligt, at man sætter kontingentet op med omkring 20 procent, når man nu blot laver en midlertidig delvis lempelse,” siger Verner Sand Kirk.

Hvis man ser på, hvad Arbejdsmarkedskommissionen anbefalede i 2009, var den meget optaget af, at det er en trussel mod den sociale balance, hvis ikke folk forsikrer sig mod ledighed
Verner Sand Kirk

 

Ikke fornuftigt

Verner Sand Kirk påpeger også, at Arbejdsmarkedskommissionen i 2009 opfordrede til at sætte kontingentet ned og kalder dagpengeudspillet ufornuftigt:

”Det er ikke fornuftigt. Hvis man ser på, hvad Arbejdsmarkedskommissionen anbefalede i 2009, var den meget optaget af, at det er en trussel mod den sociale balance, hvis ikke folk forsikrer sig mod ledighed. I modsætning til hvad regeringen nu mener, foreslog kommissionen tværtimod at sætte kontingentet ned,” siger Verner Sand Kirk, der samtidig pointerer, at både De Radikale, SF og Socialdemokraterne under sidste valgkamp slog på, at a-kassekontingentet skulle sættes ned.

Ikke nødvendigt

Finansministeriets fejlberegninger, som ligger til grund for finansloven for 2013, betyder, at statens dagpengeudgifter bliver mindre, fordi antallet af ledige, som mister dagpengene i 2013, næsten er fordoblet i forhold til forudsætningerne i årets finanslov. Derfor mener Verner Sand Kirk ikke, at det er nødvendigt, at a-kassemedlemmerne skal betale:

”Det er heller ikke nødvendigt. Som det kom frem af Ekstra Bladets aktindsigt, budgetterede Finansministeriet i december 2012 med, at der var omkring 15.000 ledige, som ville miste dagpengene. Senere, i januar 2013, måtte de så indrømme, at det var omkring 30.000, som i 2013 ville miste dagpengene. Det skaber jo et ekstra provenu, som der er ikke er budgetteret med, og som vil kunne indgå i finansieringen af udspillet,” slår Verner Sand Kirk fast.