Digitalisering

80.000 a-kasseskift bliver digitale

A-kasserne har skiftet papirblanketterne ud med et nyt it-system, som skal administrere medlemsoverflytningerne mellem a-kasserne. Det betyder endnu mere effektive a-kasser og hurtigere a-kasseskift.

Tre kabler tilsluttet en computer

Hvert år skifter over 80.000 a-kasse. Hidtil er det sket delvist manuelt og med blanketter, men i sidste uge overgik alle a-kasser til et nyt it-system, som fremover sørger for, at størstedelen af arbejdet med at flytte medlemmerne mellem kasserne foregår digitalt og automatisk.

”Det er egentlig ikke noget problem at transportere informationerne mellem a-kasserne. Den helt store udfordring er at sikre, at informationerne bliver trukket rigtigt ud fra den ene a-kasse og sat rigtigt på plads i den anden,” fortæller Ingmar Jørgensen, chefkonsulent i AK-Samvirke og projektansvarlig.

A-kasser med helt forrest

Arbejdet med at harmonisere data har medført, at a-kassernes systemer er blevet yderligere strømlinet. Det betyder højere effektivitet og mindre risiko for, at der sker fejl, når man vil skifte a-kasse.

”Det vidner jo om, at a-kasserne er med helt forrest, når det handler om at digitalisere services og arbejdsgange. På det område giver de baghjul til langt de fleste myndigheder,” siger Ingmar Jørgensen.

Bedre og hurtigere

I FOA’s a-kasse har man store forventninger til den digitale overflytning. Bo Engelbrecht Nielsen, som er chef for udvikling og arbejdsmarked, fortæller, at størstedelen af medlemsflytninger og nyoptagelser kommer til at foregå digitalt:

”Den digitale medlemsoverflytning kommer til at gøre en meget stor forskel. Vi bliver bedre og hurtigere end i dag, og vi kan i teorien flytte medlemmerne mellem kasserne på en times tid. Det betyder selvfølgelig, at vi kan spare ressourcer, som vi kan bruge direkte på medlemmerne i stedet.”

A-kasserne har kunnet flytte medlemmer rundt digitalt i en uge, og allerede nu er der foretaget over 5.000 såkaldte kald, hvor en a-kasse har forespurgt en anden om en medlemsoverførsel.

Karen Louise Riis, Danske A-kasser, Sort/Hvid

Karen Louise Riis

Vicedirektør
46 971 702
Emne