A-kassekampagne

Kampagne: Unge skal kunne vælge a-kassen

Det er helt urimeligt og ubegrundet, hvis ledige unge under 30 år, skal tvinges til at bruge jobcentret og ikke a-kassen. Derfor har tre a-kasser lanceret en kampagne mod Carsten Koch-udvalgets forslag.

Kvinde med stempel i panden hvor der står Stop loven der fratager unge det frie valg

Carsten Koch-udvalget anbefaler at lægge hovedansvaret for beskæftigelsesindsatsen i de kommunale jobcentre fra første ledighedsdag. Det betyder, at ledige kun kan få deres kontakt- og vejledningsforløb i a-kassen, hvis jobcentret vurderer, det er en god ide. Et forslag, som AK-Samvirke tidligere har advaret mod, bliver en realitet.

De ledige under 30 år skal ifølge anbefalingerne slet ikke kunne få deres vejledningsforløb i deres a-kasse. Det får vidtrækkende konsekvenser for de 90.000 unge, der hvert år er ledige. Men Carsten Koch-udvalgets forslag er ubegrundet og urimeligt, mener blandt andet tre a-kasser, der har startet en kampagne på Facebook mod forslaget.

Lad i stedet a-kasserne få ansvaret de første seks måneder, fordi a-kasserne er de bedste til at hjælpe de ledige, der kun har ledighed som problem
Gordon Ørskov Madsen, formand for Lærernes A-kasse

 

 

Medlemmerne vil helst være i a-kassen

Det er pædagogernes, lærernes og sundhedsorganisationernes a-kasser, som står bag initiativet og her er forundringen stor over forslaget:

”Jeg kan ikke få øje på det naturlige i, at man skal tvinges i jobcentret, blot fordi man er under 30 år. Vi ved fra vores egne medlemmer, at de helst vil have hjælp og vejledning i a-kassen. Samtidig pålægger man jobcentrene en kæmpe opgave, som a-kasserne hidtil har løst upåklageligt og uden omkostninger for samfundet. ” siger Lasse Bjerg Petersen, formand for BUPL’s A-kasse.

600 jobs formidlet på et år

Formanden fra Sundhedsorganisationernes A-kasse, Anni Pilgaard, er også uforstående. Hun peger på, at det er vigtigt for lige præcis de unge, at de får den bedste vejledning og rådgivning, så de hurtigt kommer i arbejde igen:

” I 2013 formidlede vi omkring 600 i job, hvor størstedelen var dimittender. Det kunne vi, fordi vi som A-kasser kender uddannelserne, arbejdsmarkedet og lederne og fordi, når eksempelvis en ledig jordemor eller sygeplejerske er i kontakt med A-kassen, bliver de vejledt af en jordemor og en sygeplejerske. Den opgave vil udvalget nu lægge i jobcentrene, som ikke har denne specialviden, og samtidig vil de vil de nu lade det være skattefinansieret, i stedet for som nu, hvor det er medlemsfinansieret. ”

A-kasserne højt specialiserede

Formand for Lærernes a-kasse, Gordon Ørskov Madsen, siger, at kampagnen ikke skal ses som en kritik af jobcentrenes indsats. Tværtimod handler det om at udnytte ressourcerne bedst muligt – og det gør man ikke ved at sætte jobcentrene til at løse en opgave, som a-kassen er bedst til:

”Al respekt for jobcentrene og de er dygtige til at hjælpe ledige med et længere ledighedsforløb. Men vi er højt specialiserede i at få vores nyuddannede medlemmer hurtigt i arbejde. Derfor er det tosset, at fratage unge muligheden for at få den bedste rådgivning og hjælp, som passer til det behov, de står med som nyuddannede. Lad i stedet a-kasserne få ansvaret de første seks måneder, fordi a-kasserne er de bedste til at hjælpe de ledige, der kun har ledighed som problem. Derfor håber jeg også, at der er andre a-kasser, som vil bakke kampagnen op.”

Emne