Dagpenge, Dagpengesystem, Debat, Efterløn, Kontanthjælp, Ledighed, Seniorer, Sygedagpenge

Trods beskæftigelsesfremgang: Stabilt antal på offentlige ydelser de sidste 20 år

En gruppe på godt 400.000 personer (under 60 år) har konstant gennem 20 år været på kanten af arbejdsmarkedet – på trods af konjunkturudsving og politiske tiltag. Det viser et nyt notat fra Danske A-kasser

Af notatet kan man se, at der er en gruppe personer på kanten af arbejdsmarkedet, hvis størrelse gennem 20 år har været stort set konstant – uberørt af hvordan konjunkturerne i samfundet har været og hvilke tiltag politikerne har fundet på. 

Folk arbejder hvis de kan og der er job at få

Gruppen er på 400.000 personer med en svagt stigende tendens, og den tæller personer på fx førtidspension, fleksjob, ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere, sygedagpenge og forskellige afklaringsforløb.

Isoleret set er der variationer i antal personer, der modtager disse ydelser. Men når antal modtagere af en ydelse falder, afspejles det i stigninger i de andre ydelser – som forbundne kar.

Modsat ses af notatet at antallet af modtagere af de to ydelser – dagpenge og kontanthjælp til jobparate – ændrer sig i takt med de økonomiske konjunkturer. Altså: Folk arbejder hvis de kan og der er job at få.

Flere udlændinge og seniorer arbejder

I notatet ses også, at de seneste års fremgang i beskæftigelsen primært er båret af udenlandske statsborgere og ældre på 60 år og over. Imens - som Verner Sand Kirk påpeger i Weekendavisen – antallet i gruppen af folk under 60 år på langvarig kontanthjælp, sygedagpenge mv stort set har været konstant i 20 år.

Læs notatet her