Salami-metoden har svækket dagpengesystemet
Antallet af private lønforsikringer stiger, imens dagpengesystemet bliver forringet år for år. Notat fra Danske A-kasser viser, hvordan politikerne har anvendt ”salamimetoden” til løbende at skære skiver af lønmodtagernes sikkerhedsnet. DAK's formand gennemgår i dette indlæg notatet. Indlægget er også bragt i Altinget.
Skive for skive skæres der af dagpengesystemet. Der er efterhånden blevet høvlet så meget af dagpengene, at der nu er cirka 273.000 danskere, som har en privat lønforsikring (2017, jf. Forsikring & Pension).
Enten via en kollektiv ordning, som dækker et helt forbund eller via en individuel forsikring. Alene de sidste syv år er antallet af danskere med en privat lønforsikring steget med 185.000. Det er ikke underligt. Det er tværtimod fuldt forståeligt, at almindelige danskere føler sig nødsaget til at sikre sig bedre økonomisk, hvis de skulle blive ramt af en fyreseddel.
Hvad der ikke er fuldt forståeligt er, at vores politikere lader denne udhuling af dagpengene ske. At de synes, det er helt ok – ja ligefrem formålstjenesteligt – at blive ved med at svække det ene ben i flexicuritymodellen, sikkerhedsnettet, imens det ben, der består af fleksibiliteten til at arbejdsgivere kan hyre og fyre, står urørt tilbage.
Formålet med at file på dagpengene er, ifølge politikerne, at det skal kunne betale sig at arbejde. Et mantra som nu åbenbart er blevet lig med, at hvis du mister dit arbejde og kommer på dagpenge, så skal du være så ringe stillet økonomisk, at du må tilkøbe en privat lønforsikring. Et mantra med en voldsom social slagside - fordi de mennesker, der har allermest brug for tryghed på arbejdsmarkedet, netop er dem, som ikke har råd til den ekstra forsikring.
I Danske A-kasser følger vi nøje med i udviklingen i dagpengenes attraktivitet år for år, så vi har et helt klart billede af, hvordan ”salami-metoden” er blevet anvendt til hele tiden at skære skiver af dagpengesystemet og dermed af lønmodtagernes sikkerhedsnet. Nogle gange direkte, andre gange indirekte, men altid med det resultat, at det bliver mindre attraktivt at forsikre sig mod ledighed i en a-kasse.
Vi har netop opdateret vores notat om udviklingen i dagpengene siden 2006.
Og ellers er der et uddrag i dokumentationsboksen:
Flexicurity kræver sikkerhed
Gennemgangen går tilbage til 2006, men realiteten er, at dagpengenes dækning eller den såkaldte kompensationsgrad er faldet støt lige siden 1990’erne. Denne udvikling, samt det førnævnte faktum at flere og flere lønmodtagere ønsker at få en supplerende dagpengeforsikring, viser, at den solidariske ordning i dagpengesystemet ikke længere er stærk og robust nok. Det er en kæmpe udfordring, som politikerne snarest bør få øjnene op for.
Jeg kan godt være bange for, at nogle af dem i stedet vil tænke, at jo flere, der tegner en privat lønforsikring, jo mindre vigtigt er det at sørge for, at den solidariske lønforsikring bliver styrket og følger lønudviklingen. Det vil være den sikre vej til et endnu mere opdelt samfund. Et samfund med et A-hold og et B-hold og et samfund, der ikke længere kan være stolte at vores flexicuritymodel, som ellers beundres og berømmes i mange andre lande. For flexicurity kræver sikkerhed.
Jeg håber, at vi trods alt har nogle ansvarlige politikere, der snart får øjnene op for, at der ikke kan skæres flere skiver af denne sikkerhed, og at der er al mulig grund til at vi snarest får rettet op på dagpengenes kompensationsgrad.