Nyhed

Opholdskrav for dagpenge vil ramme mange danskere hårdt

I forbindelse med den netop indgåede skatteaftale indføres et opholdskrav for at kunne modtage dagpenge. Ifølge aftalen skal man have haft ophold i Danmark, EU eller EØS i 7 ud af de sidste 8 år for at være berettiget til dagpenge. Kravet skal indføres for at begrænse udlændinges adgang til dagpengesystemet. Men det vil utilsigtet ramme mange danske statsborgere hårdt

Kvinde med ryggen til

Hvad har Kasper, der har arbejdet 1 ½ år i USA til fælles med Louise og David der har rejst jorden rundt med deres familie i lidt over et år? Jo, de er alle udelukket fra dagpenge i 7 år, når de vender hjem til fædrelandet. Sådan er virkeligheden, hvis de netop aftalte opholdskrav træder i kraft.

Brancheorganisationen Danske A-kassers formand, Torben Poulsen, beder indtrængende politikerne tænke sig grundigt om inden man skrider til at indføre opholdskrav i dagpengesystemet:

- Opholdskravet lægger reelt hindringer ud for danskernes muligheder for at søge arbejde ude i verden. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at danskere skal straffes, fordi de tager et job i f.eks. USA eller Australien. Hvis man har været medlem af en dansk a-kasse i 20 år, så vil 13 måneders arbejde i f.eks. Canada betyde, at man først kan blive berettiget til dagpenge igen, når man har opholdt sig i Danmark i 7 år. Er det virkelig det, man politisk ønsker? spørger Torben Poulsen.

- Hvis vi forestiller os en person: Hun har arbejdet og betalt skat og a-kasse i Danmark i 10 år. Hun vælger derefter at arbejde og dygtiggøre sig i Australien i 2 år. Så vender hun hjem til Danmark. Arbejder og betaler skat og a-kasse i nok 6 år, men bliver så fyret pga. hendes arbejdsplads går konkurs. Hun kan ikke få dagpenge. Hun vil stå tilbage med en lang næse, fordi hun ikke opfylder opholdskravet, forklare Torben Poulsen.

- Opholdskravet ligner en hovsaløsning i jagten på at begrænse udlændiges adgang til danske velfærdsydelser. Men er det nu også udlændinge, som man rammer? Nu er aftalen ikke videre præcis, og vi ved ikke, hvordan den skal udmøntes. Generelt bør man undersøge konsekvenser ordentligt, inden man skrider til handling, siger Torben Poulsen